Året der gik – De bedste internationale udgivelser i 2019 (udvalgt af redaktionen)
Årets 10 mest værdsatte internationale albums fra 2019 i vilkårlig rækkefølge – ifølge redaktionen på Passive/Aggressive
Kali Malone: “The Sacrificial Code” (Ideal Recordings)
På sin tredje fuldlængeudgivelse, “The Sacrificial Code”, arbejder amerikanske Kali Malone ud fra samme fascination af liturgiens sakrale kapacitet som sine kolleger fra det stockholmske pladeselskab XKatedral, Maria W. Horn og David Granström. Formålet med albummet, som jeg ser det, er dog snarere end at reproducere den kristne liturgi at udarbejde en egen sekulær version, som insisterer på nærværets intensitet som et fænomen, der ikke udelukkende er forbeholdt den institutionaliserede kirke, men ligeledes kan fremelskes kunstnerisk. Man kan måske endda tale om, at Malone gennem sine langstrakte, repetitive orgelsekvenser sigter mod en slags mystik med klangens, frem for religionens, ånd i centrum. Hvorom alting er, har denne unge orgelbetvinger frembragt et af mest fortrinlige bud på nyere kompositionsmusik, jeg har lyttet til i år. (Emil Grarup)
Brahja: “Brahja” (RR Gems)
Brahja er en omskiftelig gruppe centreret om saxofonisten Devin Brahja Waldamn. Siden 2008 har de indspillet albums og spillet koncerter i forskellige udformninger og med forskellige udtryk. På årets selvbetitlede plade stryger de ubesværet fra kosmisk jazz til surf-lignende toner og videre ud i repetitive jazz-udforskninger a la The Necks. Alt det, uden at det på noget tidspunkt virker forceret eller rodet. Kæmpe album! (Mathias Ruthner)
Caterina Barbieri: “Ecstatic Computation” (Editions Mego)
Den italienske komponist og producer træder væk fra den dvælende minimalisme, som hun omfavnede på sidste års udspil, “Born Again in the Voltage”, og tilbage mod et ofte højstemt og dramatisk udtryk, hvor det mest rammende eksempel er det 10 ½-minut lange åbningsnummer, “Fantas”. I pressematerialet bliver “Ecstatic Computation” beskrevet som et værk, hvor “(…) the fast permutation of patterns can create a state where time stands still whilst simultaneously being in motion”. Men i min oplevelse af værket er der intet, der står stille, heller ikke tiden. “Ecstatic Computation” slår mig snarere som et værk, der er fuldstændig dedikeret til at undersøge musik som bevægelse, en musik i konstant tilblivelse. (Alexander Julin Mortensen)
Jefre-Cantu Ledesma: “Tracing Back the Radiance” (Mexican Summer)
Det (vistnok) 12. soloalbum på lige så mange år fra Jefre Cantu-Ledesma er forbløffende på adskillige planer. På sine foregående plader har han dyrket og forstærket shoegazerscenens mest flossede og forvrængede elementer, men på ”Tracing Back the Radiance” er der bare ro. Fuldstændig ro. Albumtitlen refererer til en koreansk zen-mester, og Cantu-Ledesma virker til at have komponeret efter nogle af de samme principper. De lange numre udfolder sig så langsomt, at eventuelle endemål fortoner sig. Også bidragene fra hver af de 11 musikere (bl.a. Mary Lattimore, John Also Bennett og David Moore fra Bing and Ruth), udviskes, så harper, fløjte, klaver, vibrafon, pedal steel-guitar og ordløse vokaler bliver nærmest umulige at skelne, når man lytter til det samlede hele. Det er fristende at beskrive ”Tracing Back the Radiance” som en klanglig terapihave, men det ville være at tilskrive musikken en formålsbestemthed, den ikke har. Den er bare og vil ikke noget. Som et åndedræt i zen. (Mikkel Arre)
Purple Mountains: “Purple Mountains” (Drag City)
David Bermans far var en led skid i verden. Én, der satte penge over menneskeliv. Det var vigtigt for Berman at gøre op med. Det var meget vigtigt at tage afstand fra den far. Jeg synes, han efterlader et budskab om at gøre det godt. Det er store krav, men hvorfor ikke gøre det så godt som muligt med de forhåndenværende midler? ”In 1984 I was hospitalized for approaching perfection.” Det er ånden i hans kunst. Purple Mountains-pladen er temmelig konfronterende. Den harmonerer med den stil, han lagde for dagen denne sommer. Ikke mere pis. Ærligheden helt frem. Enormt inspirerende. Der var virkelig noget at komme efter i dette comeback. Som var det en tillagt taktik: at holde koncentrationen … uanset hvad. Men det var også perfektionisten igen, og vi ved, hvor den havnede i 1984. Banen er kridtet op. (Jonas Okholm)
Loraine James: “For You & I” (Hyperdub)
De seneste år virker den elektroniske scenes politiske dimension til at være blevet mere udtalt; musikken er simpelthen blevet mere engageret. Væk fad, anonym techno og ind med en elektronisk musik, der ikke frygter at demonstrere bare en lille smule personlighed. Loraine James’ debutalbum er ikke blot politisk, fordi det beskæftiger sig med queer-identitet som tema, men ligeledes fordi den inkarnerer denne queerness (hér forstået som ubestemmelighed) gennem sine mange inspirationskilder fra Londons glasmosaik af musikalske genrer. Hvilket netop er det, der gør udgivelsen til et stimulerende bekendtskab på et ikke bare identitetspolitisk plan, men rent æstetisk. (Emil Grarup)
Nkisi: “7 Directions” (UIQ)
Nkisis debutalbum er definerende for lyden af eksperimenterende techno anno 2019. Født i Den Demokratiske Republik Congo, opvokset i Belgien og nu bosat i London, navigerer Nkisi i højt tempo og med ekstrem præcision gennem et lydlandskab, der er gennemsyret af hjernevridende congolesiske polyrytmer, fragmenter af skarpe kanter fra gabber og trance-klingende synths. Således passer albummet perfekt ind i Lee Gambles UIQ’s arkiv af udgivelser, som netop har den eksperimenterende klubmusik som sit varemærke. Nkisi bygger bl.a sin musik på sine akademiske studier af psykoakustik og Bantu-religionens kosmologi, hvilket medvirker til at skabe et helstøbt album fra mindste detalje til den større sammenhæng. (Sandra Borch)
Ustad Saami: “God Is Not a Terrorist” (Glitterbeat)
Dronende harmonium-toner, afmålte tabla-rytmer og messende, flerstemmige vokaler, der vibrerer insisterende i forgrunden. Dét er Ustad Saamis version af khyal, den klassiske sangstil på det indiske subkontinent. Den 75-årige mester og to disciple blev indspillet af Ian Brennan i Pakistan, hvor Saami bor; det samme land, hvor Osama bin Laden befandt sig inden sin død, deraf titlen på albummet, “God Is Not a Terrorist”. Saami synger på fem forskellige sprog, bl.a. den tidlige form af sanskrit, vedisk, og hans sang gør et ærefrygtindgydende indtryk med sin let hæse, raspende vokal, der med tydelig intonation falder og stiger i lange ekskursioner over harmoniummets hulrum. Kontakten med det hinsidige er til at høre for selv hedninge. (Kim Elgaard Andersen)
Félicia Atkinson: “The Flower and the Vessel” (Shelter Press)
Multikunstneren Félicia Atkinson (som også er medejer af pladeselskabet/forlaget Shelter Press) har med “The Flower and the Vessel” skabt et enormt kontrastfyldt værk. En smuk melange af det hyperdigitaliserede og naturalistiske – ofte uden at man som lytter kan bestemme, hvor skellet går. Og netop denne type sameksistens udgør albummets spændingsfelt, for der er ikke tale modstridende elementer, men om en sælsom sammensmeltning af modpoler i én lyd: Det er stort og ekspansivt, men også intimt og nærværende, det er støjende, men også som en vuggevise, det er køligt digitalt, men samtidigt selvgroet organisk. Det er et smukt dvælende værk centreret omkring Atkinsons stemme. En ekstremt intim stemme, der både lyrisk og musikalsk har karakter af at være strøtanker nedfældet som voice memos i en sen nattetime. En hvisken, der ikke er narrativ, men en form for menneskeligt anker, hvis balancepunktet konstant forskubbes og forstyrres, gennem digital forvrængning, skift mellem engelsk og fransk eller uendelige ekkoer. (Nils Bloch-Sørensen)
Blood Incantation: “Hidden History of the Human Race” (Dark Descent/Century Media)
Ovenpå et moderne mesterværk som “Starspawn” har Blood Incantation haft noget at leve op til, og det gør de, uden dog at overgå forgængeren. Hvor “Starspawn” tog os på en ultimativ, indre kosmisk rejse i et progressivt dødsmetalunivers, sender “Hidden History…” lytteren på en tilsvarende, blot interplanetarisk, langfart i tid og rum. Rejsen begynder med en mastodont af et oldschool-inspireret nummer, der er Morbid Angel og Nile værdigt. Kompleksiteten øges på nummer to, der forbereder os til den store rejse, der foretages på perlen “Inner Paths (to Outer Space)”. Sidste nummer fortæller i storladen, progressiv dødsmetalstil et 18 minutter langt epos om mennesket, der lander på toppen af Giza-pyramiden i Egypten, men hvornår? Civilisationen udvikles, og menneskets tids- og rumrejser er slut, død med kaptajnen. Er tiden relativ? Vil vi igen komme til at rejse i tid og rum? (Rasmus Søndergård Madsen)
Redaktionens note – Denne årsliste over de mest værdsatte internationale, fuldlængde udgivelser bringes i vilkårlig rækkefølge. Årslisten er ikke baseret på en kollektiv afstemning eller konsensus-afgørelse på redaktionen, da vi ikke er tilhængere af et mediesystem, hvor “flest stemmer” og “flest lyttere” er lig med “det mest værdsatte” eller “det bedste”. Der er p.t. omkring 15 skribenter og/eller redaktører tilknyttet Foreningen Passive/Aggressive.
