Axis Mundi – Vega omdannet til verdens akse
Hotel Pro Forma & Den Sorte Skole – “Axis Mundi”, live i VEGA d. 26/5 – Anmeldelse af Mathias Schønberg
Var jeg i teatret i Vega? Eller var jeg til koncert med Den Sorte Skole og et helt utroligt højtudviklet sceneshow? Det er jeg stadig ikke helt sikker på efter den kæmpe oplevelse, det var at se forestillingen Axis Mundi af Hotel Pro Forma og Den Sorte Skole på premiereaftenen sidste mandag.
Hotel Pro Forma er et scenekunstnerisk produktionshus, der arbejder med ny teknologi, koreografi, performance, installation og musik. Det har de gjort i 40 år, siden Kirsten Dehlholm stiftede kompagniet. Hun er for nylig gået bort, og forestillingen Axis Mundi er gennemført af den overtagende kunstneriske leder Marie Dahl og markerer afslutningen på Hotel Pro Forma som skabende kompagni.
Men de har lavet nogle vilde ting gennem tiden. Senest Flammenwerfer på Det Kongelige Teater, hvor Blixa Bargeld fra de tyske krautrock-pionerer Einstürzende Neubauten og Nils Frahm havde skabt musikken. Nu har de sammen med Den Sorte Skole skabt en musikalsk forestilling, der vender Vega fuldkommen på hovedet.
Vega og den moderne verden vendt på hovedet
Bogstaveligt talt. Man står oppe på balkonen og ser ned på gulvet, hvor publikum normalt befinder sig. Gulvet er scenen. I en fuldkommen overvældende scenografi af videoprojektioner, lasere og lys optræder to skuespillere og 22 performere til nykomponeret musik af duoen Den Sorte Skole, som diskret gemmer sig på Vegas scene, hvor de spiller musikken live. Tilbage i 00’erne og 10’erne var de to DJ’s Martin Højland og Simon Dokkedal, som Den Sorte Skole består af, for alvor var med til at udvikle sample-baseret mash-up af alverdens pladefund til helstøbte kompositioner, og siden har de udviklet det til helt andre niveauer i samarbejde med bl.a. symfoniorkestre og teatre. Til Axis Mundi har de skabt en lys og klar elektronisk musik. Klassiske instrumenter, reallyde og elektronisk støj bearbejdes til foranderlige rumlige fornemmelser og bliver på de helt rette tidspunkter kornet og intens.
Der er ikke som sådan nogen handling i forestillingen. Der er stemninger. Og nogle kæmpestore grundtemaer, som hele forestillingen drejer om, mens den ånder roligt og skifter glidende mellem scener, hvor de to skuespillere styrer forløbet ved på skift at fremsige tekststykker af den mexicanske digter Octavio Paz.
“Tiden, som i levende brudstykker skiller det, jeg var, fra det jeg skal blive, som macheten slangen.”
Næsten hele forestillingen igennem fungerer musikken, digtene, koreografien for performerne og videoscenografien så godt komplekst sammenhængende, at detaljerige nye poetiske dimensioner opstår kalejdoskopisk imellem dem. For eksempel sprang på et tidspunkt en melodi af hårde, knaldende toner ud af lydbilledet, faldt ned ad skalaen, stigende i tempo, mens en fornemmelse af tandhjul og urværkers mekanik var synlig i koreografien mellem performerne. Digtene varslede samtidig vold og konstruktion, og en sætning lød: “Tiden, som i levende brudstykker skiller det, jeg var, fra det jeg skal blive, som macheten slangen.” Smukt.
Hvad scenekunsten og musikken kan lære af hinanden
Der er meget at pakke ud, hvis man skal gå i dybden med Axis Mundi. Der er hele den europæiske modernitets projekt med at skabe strukturer mellem verden og Gud med geometriske søjler og verdensakser, som i forestillingen illustreres med videoprojektioner af tegninger af den italienske arkitekt og kunstner Giovanni Battista Piranesis (1720-78). Der er en gennemgående meningskontrast mellem dette og digtene, som udfordrer strukturerne med strofer om verden som uafgrænset, og tiden som cirkulær. Man kunne nemt fylde siden her med kronopolitiske analyser, eller man kunne blot dvæle ved de mange smukke og betydningsmættede billeder, som performernes kroppe og videoscenografierne skaber. Og selvom det er fristende, vil jeg i stedet tale lidt om, hvad scenekunstens og musikkens verdener kan lære af hinanden.
“Hvor meget uforløst potentiale er der mon endnu i udviklingen af koncertoplevelsen, hvis nu dramaturgiske eller stemningsillustrerende elementer begynder at bløde mere ind fra scenekunsten?”
Musikken fylder efterhånden en mere betydelig del af mange teaterforestillinger, og teatrene er begyndt at præsentere mere musik for deres publikummer. Melodi Ghazal spiller 5. juni på Blaagaard Teater, Elias Rønnenfelt spillede for nylig under CPH Stage foran Skuespilhuset, og Wedding spillede i lørdags i scenografien til forestillingen Nemo på Sort/Hvid. Sort/Hvid er dedikeret scene for musikdramatik – en genrebetegnelse, som egentlig kan dække over alt fra opera til musical, men som oftest bruges om de mere nyskabende formater, hvor musikken og dramatikken begge spiller hovedroller.
Og den udvikling tegner godt for begge verdener. Hvor meget uforløst potentiale er der mon endnu i udviklingen af koncertoplevelsen, hvis nu dramaturgiske eller stemningsillustrerende elementer begynder at bløde mere ind fra scenekunsten? Og tænk på, hvor meget federe det kan være at gå i teateret med livemusik og gode lydproduktioner som integreret del af forestillingerne.
“Musikken var ikke blot illustrativ for stemningerne, nej, den var stemningerne. Og forestillingen var ikke blot dans til musikken, men var i sig selv musikalsk.“
Til Axis Mundi var de to dimensioner af oplevelsen – musikken og det, der foregik visuelt – umulige at adskille som to ting. Musikken var ikke blot illustrativ for stemningerne, nej, den var stemningerne. Og forestillingen var ikke blot dans til musikken, men var i sig selv musikalsk.
De små ting, der skiller publikum ad
Det er langt hen ad vejen de små ting, der skiller publikummer til musik og scenekunst ad. Ting som den mærkværdige applaus, man skal igennem efter en teaterforestilling, hvor man rejser sig og klapper, til ens hænder er ved at falde af, mens skuespillerne kommer ud fire gange og bukker ærbødigt – en hel lille teaterforestilling i sig selv. Eller ting som lydproduktion. Og her var der trods Vegas normalvis tårnhøje standarder for lydproduktion enkelte småting, der hev mig ud af magien. Småting, som jeg tror, scenekunsten generelt har til gode at lære af musikkens verden: navnligt lydproduktionen af skuespillernes mikrofoner. Det lyder måske åndssvagt, at en så enkel detalje skulle påvirke hele oplevelsen, men det gjorde den altså.
En vokalproduktion kan med den rette mængde rumklang eller equalizing fortælle en hel historie i sig selv om afstanden eller nærheden mellem musikkens elementer. Man kan skabe fornemmelsen af at ligge på vokalistens bryst og høre deres stemme gennem kroppen, eller man kan i en fjernt erindret knasende telefonsamtale blot ane deres stemme. Som musikelsker er man måske opmærksom på dette, og på hvor vildt mange timers arbejde, der kan gå ind i at skabe den helt rette vokallyd.
Derfor er det mig et mysterium, at der så ofte i teatre blot klistres en tør konferencemikrofon på kinden af skuespillerne, som der ikke rigtig gøres mere ved på mixeren end at skrue op til lige inden, de øvre mellemtoners dåselyd begynder at hyle. Helt så grelt var det dog ikke i Axis Mundi, men når lyden i øvrigt spillede så central en rolle med Den Sorte Skoles meget detaljerige og totalomsluttende verden, stod det virkelig frem, hvor tør og afkoblet fra det øvrige lydbillede skuespillernes replikker kom ud gennem højtalerne.
Når lyd og levende billeder giver hinanden nyt liv
Og det var lidt synd, når man ser på en anden ting fra teatrets verden, som adskiller sig fra musikken: skuespillernes måder at udtale ord på. Musikere snakker ofte deres tekster på en stædigt uformel måde, mens det ofte er totalt anderledes i teater. I Axis Mundi fik især én sætning, som fungerede som en slags refrain i stykket og også var forestillingens afslutningsreplik, ikke så lidt med de tydelige konsonanter: “Liiiv og døøhd er ikke modsatte verdener, vi er ens med tvillingeblomster.” Den gammelfine diktion med tydeligt enkelt-v i “liv” lød egentlig ret fedt imod Den Sorte Skoles moderne udtryk og fik mig til at tænke over, hvor spændende det kunne være at høre mere teatralske udtryk som dette i musik – især hvis man her havde været kreativ med at integrere replikkerne i Den Sorte Skoles lydproduktion.
“Mens musikkens lydlige sensibiliteter kunne hæve kvaliteten af mange teaterforestillinger betydeligt, kunne udvikling og dramaturgi i oplevelsen hjælpe mange koncerter til at blive mere spændende.“
Der er selvfølgelig meget mere end det, musik og dramatisk scenekunst kan fortsætte med at lære af hinanden. Mens musikkens lydlige sensibiliteter kunne hæve kvaliteten af mange teaterforestillinger betydeligt, kunne udvikling og dramaturgi i oplevelsen virkelig hjælpe mange koncerter til at blive mere spændende. Eller som i Axis Mundi, hvor både tematik, tekst og en helt igennem storslået visuel oplevelse gav musikken flere dimensioner og yderligere mening hvert minut af forestillingen.
Axis Mundi spillede i Vega 26. maj – 3. juni 2025.
