Carl Bergstrøm-Nielsen – Kritik af kritikken
Essay af Carl Bergstrøm-Nielsen, komponist, musiker, koncertarrangør
Med anmeldelser er det som med psykiatrien:
Mange kritiserer, at der er for lidt af den, men for få kritiserer dens indhold.
Det lader til, at en del kulturinteresserede og kunstnere føler et savn og mener, at synligheden i aviserne aftager, som det fremgår af Dagbladet Informations temanummer om anmelddelser 6. oktober 2017. Lad os imidlertid beherske nostalgien; anmeldertraditionen må, ligesom de kunstneriske traditioner, sommetider tages op til revision, og det er der anledning til nu, hvor læsermarkedet skrider, og aviserne med flere medier omstiller sig.
Uden offentlighed bliver kunsten privat og kommer til at mangle de udfordringer og den almene interesse, der kommer af historiens vingesus, og at vi har noget tilfælles med andre uden for de små cirkler. Vi tager den nemt for givet… Men lad mig fortælle nogle selvoplevede historier om offentlighed og nogle grænser, den kunne støde på.
Engang i mine unge dage var jeg sammen med nogle kammerater på vej til en koncert, vi selv havde været med til at arrangere. Talen faldt på en bestemt anmelder, flere var vrede på, og en idé om at forbyde ham adgang blev luftet. Indtil der var én, der sagde, at det kunne man jo ikke, når koncerten var offentlig. Det kunne vi andre pludselig godt indse. Det ville være en utilladelig censur af publikum. Et tilfælde af censur oplevede jeg engang i Tunesien ved en udstilling om Palæstina, som ellers var annonceret som offentlig i en avis. Vi fik at vide, vi ikke var ønskede, og fandt det klogest at gå. Nogle ønskede åbenbart ikke at dele indholdet med alle besøgende, og en mulig politisk dialog med os fandt dermed ikke sted.
En mere uskyldig form for begrænsning af offentligheden oplevede jeg i et europæisk land, hvor der rundt i byen var plakater, som fortalte om en teaterworkshop, som både lavede forestillinger i byen og en åben improvisations-session. Jeg syntes, det sidste lød spændende, og gik derhen. Her var folk søde og flinke, og sessionen blev gennemført, men de virkede meget overraskede over at få besøg. Måske var sessionen mest skrevet på plakaten for at kunne præsentere mest muligt offentligt til ansøgninger om støtte. Men en øjenåbner omkring offentlig kultur var det for mig: Offentligheden betyder, at enhver bare kan komme – og det som et ritual, hvor man kan komme tæt på hinanden, uden at det er forpligtende. I den ‘mellemsituation’, jeg oplevede, kunne det derimod virke en smule som et privat selskab – med den gensidige forpligtelse til at holde en konversation gående. Fint nok, men det er også en værdi ved det kulturoffentlige, at publikum har retten til at være der, uden at det forpligter. På den måde kan man både orientere sig og engagere sig bredt på en anden måde, end hvis alt var tæt og personligt. De optrædende har så en forpligtelse til at give publikum dette rum. Ingen kan afkræve de besøgende noget; de er fredet.
Så offentligheden er i det store spil politisk skrøbelig. Mere lavpraktisk kræver den, at de udøvende og arrangørerne sætter sig ud over det private og accepterer en vis formalisme i situationen og giver afkald på trygheden ved at vide, hvem man har at gøre med. Til gengæld får man adgang til at blive taget alvorligt i en bredere sammenhæng.
Nu er aviskritik jo ikke lig med offentlighed som sådan. Den er blot et mellemled mellem fagtraditioner og de aktuelle begivenheder, der henvender sig både til dem, der var til stede, og til dem, der ikke var der, men gerne vil vide noget om, hvad der skete. Kendskab til begivenheden bliver udbredt, og den søges sat i perspektiv. Men alt det er også noget af en strategisk rolle.
Kritikken skal ideelt være højt fagligt kvalificeret og bidrage til kunstformernes udvikling. Men der kan i mediets strategi over for læserne være tendenser til en forgrovning af den subjektivitet, der følger med vurderinger. Den besværlige virkelighed forsimples i værste fald til et antal stjerner, og et sammenlignende konkurrenceperspektiv lægger sig kvælende over mangfoldigheden.
Nemt er det ikke, for anmeldelsen skal ikke kun rose, men også kunne komme med kritiske betragtninger. Ethvert synspunkt indebærer en forenkling, og anmelderen placerer sig i en position, som bedømmer over for et antal mennesker, som er muligt publikum og kan påvirkes. Fordi jeg synes, musikformen trænger til synliggørelse, skriver jeg selv anmeldelser af improviseret musik på min hjemmeside. Her havde jeg engang i en privat korrespondance et interessant tilfælde af divergens: Jeg havde skrevet, at jeg oplevede sammensætningen af musiknumre på en CD som vilkårlig, altså som en føren frem af, hvad der nu lige var produceret. Musikeren selv indvendte, at der skam var bevidste overvejelser bag. Tja, hvad er løsningen her? Er der en pointe i, at jeg kommer som lytter udefra og oplever helheden umiddelbart, mens den, der har produceret, har været optaget af tilblivelsen af numre og deres detaljer? Helt sikker kan jeg ikke være – som jeg kender til det i diskussioner, kan flere synspunkter være rimelige på samme tid. Burde anmeldelsesformen afløses af noget andet, fx. baggrundsinformation, reportage eller referat af diskussion, som giver mere plads til virkelighedens mangfoldighed – og til kunstnerne selv frem for fremmede lyttersynspunkter? Man kunne eksperimentere med nogle flere af de journalistiske genrer. Anmeldelser som genre synes at være sejlivet, fordi én person hurtigt kan beskrive sin opfattelse og andre hurtigt sætte sig ind i den. Det rører straks ved nogle grundlæggende mekanismer i kommunikation: Vi er glade for anbefalinger, for at vide hvad der er “godt” og “skidt”, “rigtigt” og “forkert”, “progressivt” og “yt”, “os” og “dem”, for “forbrugervejledning”. Det er så at sige etnologisk effektivt. Men ikke nødvendigvis oplysende.
Det er lignende former for personlige vurderinger, der indgår i eksamener på alle niveauer. Nogle mennesker er sat til at bedømme i henhold til bestemmelser og retningslinjer, men der bliver en rest af personlige overbevisninger og forsøg på at overbevise hinanden tilbage. Ud af dette kommer en selektion, som man mener er hensigtsmæssig i forhold til arbejdsmarkedet og samfundet. F.eks. at alle kan læse, skrive og regne på et vist niveau, og at en snedker kan klare alle almindeligt forekommende opgaver.
Men kunst skal gøre os mere opmærksomme over for tilværelsen og trives ikke med en stram eksaminering. Derimod har det med nogle anmeldelser været en skærsild for kunstnerne at overleve dem. Som det nævnte temanummer af Information genkalder, kom Edward Brandes som teateranmelder i pistolduel med en skuespiller, han havde anmeldt. Negative og ‘nedsablende’ anmeldelser kan endda være underholdende at læse. Thomas Thurah skrev om Rifbjergs roman “Det ville glæde” blot et enkelt ord: “Hvem?”. Men hvad fik læseren egentlig at vide her? Så var der mere gods i Aage Hermanns anmeldelse i Ekstrabladet 1918 af en futuristisk maleriudstilling. Den bestod i et digt, der begyndte: “Græd ikke så aflangt, du grønne ansjos / endnu kan dit træben vel spille …”. Hvordan det end var ment, så var det en kreativ formidling af indtryk fra begivenheden, som kunne vække nysgerrighed og debat.
Christina Rosendahl kommer i temanummeret med det interessante forslag, at anmelderen ikke skal gemme sin egen subjektivitet væk, men bære den til skue, så man kan se, hvad vedkommende bevæges af. Det hedder videre i teseform:
“– Du skal være selvbiografisk i din anmeldelse
– Du skal indgyde mod i publikum
– Du må ikke uddele stjerner eller hjerter”
Set isoleret betoner disse teser måske det personlige på bekostning af fagtraditionen, som ellers også berøres i Rosendahls indlæg. Men lignende retningslinjer for skrivningen kunne forhindre aggressive angreb og være med til at sikre, at anmeldelsen holder sig mål for øje om at tjene formidlingen og pleje mangfoldigheden også i den enkelte anmeldelse.
Digitale medier har i nyere tid inspireret til, at man har faste retningslinjer for debattonen. Grove person-fornærmende ord og diskrimination af befolkningsgrupper er forbudt og fører til sletning af indlæg. Så skulle medierne ikke simpelthen indføre noget sådant for anmeldere og præcisere, at det også gælder det, journalister gerne kalder for ‘karaktermord’?
I mellemtiden er der et praktisk råd, jeg selv har haft god fornøjelse af: Vær ikke ked af dårlige anmeldelser. Der vil altid være læsere, som synes, den virker overdrevet, og at anmelderen gør sig selv en smule latterlig. Den “etnologiske effektivitet”, jeg nævnte ovenfor, med den letforståelige ven/fjende-model bliver vendt imod anmelderen selv. Publicér dem videre selv, og lad folk tænke deres eget.
***
Info: Carl Bergstrøm-Nielsen er komponist, musiker og koncertarrangør. Han har, blandt andet med udgangspunkt i studier hos Stockhausen, praktiseret og undervist i intuitiv musik. Han har også publiceret adskillige artikler om musik, herunder grafisk notation, som kan findes via intuitivemusic.dk. Nærværende tekst er skrevet til Passive/Aggressives tidskrift Festskrift II (om musikkritik), som udkommer den 15. februar 2018.
