Passive/Aggressive

Dave Bixby – ’Ode to Quetzalcoatl’ og kvintessensen af loner folk-genren

Feature September 7 2018 Dave Bixby AKWZO8L

Af Mads Peder Lau Pedersen

Der er forholdsvis få udgivelser, der rammer samme følelse af trøstesløshed som Dave Bixbys eneste soloalbum ’Ode to Quetzalcoatl’ fra 1969. Albummet bæres af en fjern og reverb-tåget vokal sparsomt akkompagneret af guitar i en nærmest nøgen produktion, og det er stort set det. Det er nærmest kvintessensen af loner folk-genren. Melodierne er sært fængende, mens Bixby lyder som en introvert og apatisk profet, der har givet op for længe siden. Fornemmelsen af undergang gennemsyrer albummet; bare på åbningsnummeret ’Drug Song’ lykkes det for Bixby at udtrykke mere lidelse på 3 minutter og 20 sekunder, end de fleste musikere lykkes med gennem en hel karriere. Selv når teksterne forsøger at udtrykke en optimisme, opdager man det næsten ikke.

Det er ellers ikke, fordi teksterne ikke forsøger, for Bixby var efter en periode som stofmisbruger kommet med i den kontroversielle kristne sekt The Movement, anført af den karismatiske Don DeGraaf, der som så mange andre kultledere i tiden kombinerede spiritualitet med storhedsvanvid og en særlig interesse for kvindelige sektmedlemmer.

Udfrielsen af lidelserne skal naturligvis ske ved at finde Kristus, og det religiøse løber som en rød tråd gennem albummet; også i titlen, hvis Quetzalcoatl er en konge fra den mellemamerikanske tolteker-kultur, som Bixby så som en Kristus-lignende figur. Det er næsten overflødigt at nævne, at ’Ode to Quetzalcoatl’ er en hjørnesten i genren.

Det er også en hjørnesten, der i mange år var godt begravet. Selvom Bixby angiveligt spillede for flere tusinde mennesker ad gangen på (kristne) colleges, så er albummet, som kun blev udgivet i et lille oplag for at finansiere The Movements aktiviteter, både dyrt og næsten uopdriveligt. Det var først i 1990’erne, at optagelser begyndte at cirkulere i pladesamlerkredse, og det var endnu senere, det lykkedes at opspore Bixby selv, før albummet blev genudgivet i 2009. Det samme gælder Bixbys album med den The Movement-relaterede gruppe Harbinger, der udkom i 1970 og er noget mere opløftende end debuten og tættere på en mere traditionel folkrock fra perioden.

Dave Bixby 007I

At Dave Bixby for første gang spiller i Danmark er i sig selv et scoop, og alene det at have muligheden for at se ham live er stort. Der er ikke ret mange koncerter, jeg har glæder mig lige så meget til som denne.

Men koncerter af denne karakter med obskure legender fra fortiden vækker altid bange anelser i mig. Der er noget besnærende ved tanken om ikke at få vished om, hvad der videre hændte. Tanken om, at kunstneren simpelthen forsvandt ud i intetheden efter at have udgivet sit beskedne oeuvre er mere inciterende, end tanken om, at kunstneren holdt op med at udgive plader, blev voksen med arbejde og afdrag på huset og – værst – fik afløb for de følelser, musikken indeholder. Når et album som ’Ode to Quetzalcoatl’ er så intenst personligt og samtidig indkapsler en særlig følelse og en bestemt tid, er det fristende også at ønske kunstneren indkapslet; at ønske, at kunstneren lever op til den kimære, man har fremmanet.

Der er gået svimlende 49 år, siden ’Ode to Quetzalcoatl’ udkom. Ni år siden genudgivelsen. I den mellemliggende periode forlod Bixby The Movement, boede i skoven, spillede country, lavede radiojingler, arbejdede for en tv-station, sejlet, var involveret i reenactment af historiske slag, spillede 60’er-covers, og hvad man nu ellers går og gør gennem et helt liv. Der er altid en risiko for, at legendekoncerter som denne overhovedet ikke lever op til forventningerne. Men det har man heller ikke krav på. Det ville være både urimeligt og tåbeligt at forlange, at Dave Bixby skulle være den samme person i dag som i 1969. Hvis han overhovedet har været som det billede, albummet skaber. I stedet kan man glæde sig over, hvor vildt det er, at muligheden for at se Dave Bixby opføre de sange live overhovedet er der. Og man kan glæde sig over, at Dave Bixby selv får muligheden for at se sin musik leve videre hos et publikum, der end ikke var tænkt på, da albummet udkom. Og endelig kan myten blive erstattet af virkeligheden.

Info: Dave Bixby optræder pøpå Festival of Endless Gratitude den 20. september og på TAPE i Aarhus den 21. september. “Ode To Quetzalcoatl” og Harbinger “Second Coming“, som nævnes i teksten, er senest blevet genoptrykt på LP af Guerssen Records i 2018, hvor de stadig er tilgængelige.