Den varme lyd af penge
Refleksioner efter Brodie Five af Mathias Schønberg.
Musik iscenesættes stadig ofte som noget rigt og glamourøst. Fortællingen om opstigning fra ingenting til livet på første klasse har stadig en stærk appel. Eller som i live-formatet Brodie Sessions, hvor god smag og en høj, høj produktionskvalitet iscenesætter musik som markør for underspillet overklasserigdom og kulturel kapital. Og selvom den kulturelle kapital oftest ikke kan veksles til noget, og et væld af modæstetikker fortæller det, som egentlig er tilfældet, nemlig at musikken er broke, så vækker fantasien om penge stadig en længsel.
Da vi gik rundt i TAP1 forrige weekend til Brodie Five – femårsjubilæumsfesten for Brodie Sessions – var det iøjenfaldende, hvor lækre scenedesigns, der var skabt til denne ene anledning. Det britiske postpunk-band Squid spillede på en platformscene med industri-lignende kabler hængende i symmetriske bundter fra loftet og et bur rundt om scenen, som syntes at simulere punk-klubber i 70’erne, hvor man måtte beskytte bandet for flyvende flasker fra publikum.
Det var dog ikke tilfældet til arrangementet, hvor pæne mennesker var kommet for at sidde til banket af restaurant Pauli og også høre Yaya Bey, ML Buch, den enormt Pitchfork-roste singer-songwriter Moses Sumney, som var fløjet ind fra New York til et one-off med fuldt orkester. Derudover det danske hyperpop-fænomen Debbie Sings, som spillede i en boksering, der blev hejst ned fra loftet, inden Sega Bodega rundede aftenen af med et dj-set. Produktionsværdien var ligesom i de live-videokoncerter, Brodie de sidste fem år har lavet med udvalgte bands af en vis kvalitet og en høj, høj produktionsværdi på de fem scener. En DYR fest, tænkte man.
Rigdommens forestillingsverdener
Og hvad er det egentlig for en appel, rigdom har? Trods stærke fortællinger om underklassers autenticitet og integritet er rigdommens materielle tiltrækning i sidste ende nok altid større. Ingen gider stå udenfor og fryse. Drømmen om det behagelige liv i bløde møbler, hævet over rotteræset, er alligevel nok mere effektiv, trods alskens troper om mere sande værdier. Drømmen om det søde liv lever – især i musikkulturens forestillingsverdener.
Illusionen stammer nok mest fra tiden, hvor pladeindustrien genererede milliarder, og popstjernerne levede i verdener, som almindelige mennesker kunne tale om, men aldrig, aldrig selv komme i nærheden af. Og selvom det selvfølgelig stadig eksisterer som en fjern trope, afspejler denne drøm langt fra virkeligheden i musikindustrien. Her er kunstnerne oftest ikke særligt rige, de arbejder på caféer og bag barer, eller de får lige akkurat råd til et hus i Svendborg, hvis det går rigtig godt.
“…selvom de færreste musikere tilnærmelsesvis har de samme rådighedsbeløb, som publikummet, der kommer og ser dem.”
En af de måder, drømmen om musik som noget særligt højstatusbehæftet alligevel lever videre, er i musikkens visuelle og rummelige æstetikker. Afstanden fra den høje scene til publikums placering på gulvet ophøjer kunstneren over publikum og illustrerer helt fysisk en forskel på høj og lav status, udover selvfølgelig at tjene et praktisk formål. Musik er ofte et sted, hvor der arbejdes ret målrettet på at skabe illusionen om en eksotisk verden bag det røde bånd, som vi skal eftertragte. I ingen anden branche er skellet mellem VIP og pøbel så stort. Afstanden fra de, der har all access, backstage og fri bar til de ofte kummerlige forhold, billetkøbende publikummer må finde sig i, kan umuligt være tilfældig, selvom de færreste musikere tilnærmelsesvis har de samme rådighedsbeløb, som publikummet, der kommer og ser dem.
Nostalgiens lydbilleder
Men også gennem lydlig æstetik iscenesættes musik stadig som noget rigt. En høj produktionsværdi vidner selvsagt om et overskud, og lydbilleders temperatur og tekstur kan henføre lytteren til steder, som føles trygge og hjemlige, selvom vi aldrig har været der. En varm og nostalgisk lyd på en indspilning kan vække mindelser om en bedre tid før vores egen, som vi heller aldrig kommer til at opleve.
De store albums fra den æra i musikindustrien, hvor forbrugere betalte for hvert album, de lyttede til på gramofonerne og cd-afspillerne, har unægteligt en højere produktionsværdi end det meste af den musik, der udgives nu.
Der er nok en grund til, at så mange især ældre musikelskere føler sig så tæt knyttet til musik fra sidste halvdel af det 20. århundrede. De store albums fra den æra i musikindustrien, hvor forbrugere betalte for hvert album, de lyttede til på gramofonerne og cd-afspillerne, har unægteligt en højere produktionsværdi end det meste af den musik, der udgives nu. i 2024 er der udgivet ligeså meget musik hver eneste dag, som i hele 1989. Og selvom det altid er irriterende igen at høre en onkel fortælle historierne om, hvordan Fleetwood Mac ikke kunne indspille i samme lokale på grund af uvenskaber og alligevel lykkedes med at færdiggøre Rumors på blot syv måneder i en designervilla på vestkysten – så føles den høje produktionsværdi og varme lyd på disse albums behagelig. Den varme lyd af en båndindspilning (der dengang var ubetalelig for et band uden en pladeselskabsmatador i ryggen) minder om et sted, man har lyst til at være. Et sted med gode møbler, træ og læder.
Et sted i Hellerup
Sådan et sted er Brodie. Den villa i Hellerup, hvor mange af Brodie Sessions’ live-videoer er optaget på 16mm-filmruller, er faktisk Brodie-stifteren Birgit Lyngbye Pedersens private hjem, designet af arkitekten Lene Tranberg. Birgit Lyngbye Pedersen er barnebarn af Thorvald Pedersen, den ene af de to grundlæggere af Novo. Hun sprang ud som mæcen, da hun i 2008 forærede møbeldesigneren Finn Juhls hus i Charlottenlund til staten, som nu kan opleves som del af Ordrupgaards samling. Og det er oprigtigt sympatisk, at en af verdens superrige vælger at bruge nogle af sine penge sådan: at forevige bands som Iceage, Efterklang eller hele Posh Isolation-holdet med vanvittigt flot producerede live-musikvideoer fra sin egen stue og gøre dem frit tilgængelige på Brodies hjemmeside som et smukt arkiv over betydningsfuld musik for eftertiden.
Men alligevel opstår der noget trist i mødet med formatet. Det, at musikvideoerne fra villaen i Hellerup ligesom femårsjubilæet på TAP1 er så gennemført flotte og viderefører æstetikken fra dengang, musikindustrien var rentabel, bliver også en lidt smertefuld påmindelse om, at den ikke er det længere. Den æstetik, som live-videoerne har med ubegribelig høj produktionsværdi og live-publikummer fra kunstnernes vennekredse, der sidder med vin og øjne på stilke mellem grønne planter og dyre designobjekter, skaber et nostalgisk savn mod en tid, som ikke længere er virkelig. En verden, som ikke er mulig uden for den superrige sociotop.
“Familien er jo gået i stykker, og villaen er jo solgt til banken. Det ved vi godt.“
Det er ikke kun bitterhed over ikke at være blandt de få Askepotter, der er blevet anset for vigtige nok til at få plads i Brodies varme stue, og at måtte nøjes med at se ind ad vinduet. Det er også en slags savn, der minder om savnet mod juleaftener i en funktionel families villa. Men familien er jo gået i stykker, og villaen er jo solgt til banken. Det ved vi godt. Og trods Brodies sympatiske initiativ til at gøre noget rigtigt i en ellers nådesløs udhuling af musikindustrien, kommer tiden nok ikke tilbage igen, hvor musik så sådan ud.
Hjemløse længsler
Den æstetik, punken introducerede for 50 år siden, opdyrkede et nyt ideal for underklasseidentitet og lagde lyd til kapitalismens og dens økonomiske krisers forfald. Lidt det samme gør megen af den musik, der nu gør opmærksom på internettets knaste og bit-komprimerede kvalitet, som f.eks. Debbie Sings hyperpop, der også illustrerer informationstempoets fucked up-hed med en shabby attitude. Så der er også noget selvmodsigende i at høre netop denne type kunstnere gennem et så gennemført rigt og smagfuldt format som Brodie.
“Det, der i sin tid ville se ud for kendere som en hjemmeproduktion, ser nu ud som noget dyrt – på grund af formatets nostalgiske konnotationer.”
Og netop dette paradoks er på besynderlig vis blevet indlejret i markører for den gode smag. Ramones-pladerne, der ellers udmærkede sig ved at lyde smadret, genudgives på 180-grams vinyl som coffee-table editions, og Brodie Sessions skydes på 16mm-film – et format, som i sin tid blev brugt til lav-budget-produktioner. Det, der i sin tid ville se ud for kendere som en hjemmeproduktion, ser nu ud som noget dyrt – på grund af formatets nostalgiske konnotationer. “Du skulle have været der dengang”, synes det at fortælle. Dengang, verden var mere ægte, mere autentisk.
Men er det autentisk? Eller blev Brodie Five også et midlertidigt besøg i en fantasi om en musikindustri, der måske/måske ikke engang har set sådan ud? Og gav det os mulighed for at drømme om en fremtid for musikken, eller var det mere en spejling af de hjemløse forestillinger og længsler, der stadig knytter sig til den?
