Det er et orgel der har kysset mig
Kali Malone, Malmö Konstmuseum d. 4. marts – reportage af Laura Anna Fauth Hartling, billede af Victoria Loeb
Det er en kold dag som ligner forår og føles som vinter. Min ven og jeg mødes på Malmö Central for at cykle mod Malmö Konstmuseum. Koncerten med den amerikanske komponist og organist m.m. Kali Malone og Stephen O’Malley (Sun O))) m.f.) begynder kl. 11 om formiddagen, og vi har begge to tømmermænd og har sovet for lidt. Vi taler om at det måske er en god tilstand at høre Kali Malone i. Når huden sitrer og er særligt nem at gennemtrænge. Vi sætter os til rette i rummet hvor Malone skal spille på et 500 år gammelt, mørkegrønt orgel, som er monteret på rummets ene væg. Her er højt til loftet. Over for orgelet er et hvælvet mosaikloft med bibelsk motiv, og på væggen over for døren er der høje vinduer der strækker sig fra gulv til loft.
Tonerne fra orglets mange munde rammer mig og føles både labiale og tunge. Først er de flygtige. Malone spiller stykket Spectacle of Ritual, som er min første forelskelse i hendes kompositioner fra albummet The Sacrificial Code. Fordi jeg kender albumversionen godt, bemærker jeg forskellighederne når det spilles på det gamle orgel. De lyse stemmer fra orgelets små piber puster mig helt forsigtigt i øret og får mig til at smile; de lyder meget spinklere her end på albummet. Lyden forvandler nummeret til et forsigtigt, tøvende åndedræt. Jeg ser op på den store orgelkrop, det er et enormt instrument, og jeg forstår nærmest ikke hvordan den lille, luftige lyd der bevæger sig kildende gennem luften mod mig, kan komme fra det monstrøse instrument.
Under koncerten oplever jeg det som at grænserne mellem de kroppe der frembringer koncertens lyde – Malones, O’Malleys og orglets egen krop – overskrides og udviskes, hvilket forstærkes af at komponisterne ikke er synlige for mig under koncerten, men sidder i læ af rygpositivet og arbejder musikken gennem kroppen, udi kroppen, ud i kroppe.
Vi hører en koncert af orgelmusik, musik som for mange er uløseligt forbundet med kirken og dens lovsange, tung af kontroversiel symbolik, og alligevel vrister denne musik sig fra tiden og lægger sig i alle dens mellemrum.
Jeg finder grænseløsheden alle steder under koncerten den dag. Den er i den intime fornemmelse af at jeg ikke kan mærke hvor tonernes bølger stopper og min krop begynder. Den er i fornemmelsen af historie; at vi sidder i et kirkerum, men befinder os på et museum, som engang har været en fæstning. Vi hører en koncert af orgelmusik, musik som for mange er uløseligt forbundet med kirken og dens lovsange, tung af kontroversiel symbolik, og alligevel vrister denne musik sig fra tiden og lægger sig i alle dens mellemrum.
Jeg er for længst stoppet med at tælle minutter, jeg har for længst lukket øjnene, er drevet rundt i mit sind, dagdrømme og begær jeg ikke ved hvor jeg skal placere. Jeg er fuldstændig fordybet i den sindstilstand da jeg pludselig overraskes af nye, uforudsete lyde: Det er øjeblikket hvor fuglene fløjter skingre, lange toner, og jeg ikke længere ved om det er orgel eller dyr med vinger og små hjerter der frembringer lydene. Senere under koncerten er der en telefon der ringer. Først irriteres jeg over det, men som jeg lytter nærmere til den, mærker jeg at den kun forstærker den oplevelse som det dronede orgel fremmaner i mig: De små afbrydelser i musikken understreger både min oplevelse af musikkens storladenhed og den fornemmelse af evighed jeg hensættes i som følge af de langtrukne orgeltoner i Malones kompositioner.
Jeg forlader det lille kirkerum på Malmö Kunstmuseum og er Tornerose. Bag mig ligger et ubestemmeligt antal minutter, en tjørnehæk af sammenfiltringer i tid og rum. Foran og overalt omkring mig mødes jeg af en verden der vågner i mig. Udenfor er luften kold, men solen står ned over museets gård. Jeg skal videre, jeg skal noget nyt, vi låser cyklerne op i foråret. Tiden føles pludseligt endelig igen, og det er mig der skal udstikke dens retning. Men jeg gemmer på fornemmelsen af evighed som jeg er blevet hensat i under koncerten.
