DJ Lycox – Potente kuduro-eksperimenter
Anmeldelse af DJ Lycox “Sonhos & Pesadelos” (Principe, 2017) af Emil Grarup.
Det portugisiske pladeselskab Principe har siden 2011 dedikeret sig til at udgive elektronisk musik i et væld af stilarter. Fællesnævneren for disse udgivelser er, at musikerne som oftest er stammer fra slumkvarterne i og omkring Portugals hovedstad, Lissabon, samt at lyden mestendels kan kategoriseres som forskellige variationer over angolesisk basmusik som eksempelvis kuduro, batida, kizomba, tarraxinha (m.fl.), der i større eller mindre grad kombineres med mere ‘vestlige’ genrer som techno og house. De producere, der er tilknyttet Principe og har fået klart mest eksponering, må siges at være DJ Marfox og DJ Nigga Fox, som begge i høj grad abonnerer på den hurtige, afrikanske og percussion-tunge genre; kuduro.
“Sonhos & Pesadelos” er den (interessant nok) Paris-baserede DJ Lycox’ solodebut. Den udkom den 17. november på Principe og byder på en lyd, der både er lidt mere alsidig og lidt mindre BPM-tung end eksempel Marfox og Nigga Fox. Selvom det er tydeligt, at “Sonhos & Pesadelos” bærer præg af kuduroen og den minimalistiske ‘tarraxinha’ med sine tempofyldte kombinationer af afrikansk-klingende percussion og latinamerikanske zouk-melodier, er især også mere bløde variationer over housegenren (som deep house og balearic house) klare referencer.
Specielt på “Domingo Abençoado”, “Virgin Island” og “Solteiro” skinner inspirationen fra housemusikken igennem. “Domingo Abençoado” lyder med sit klassiske 4/4-beat og sit mix af bløde synthesizerakkorder og hårde melodier som noget, der kunne udkomme på ét af de store hollandske houselabels som Rush Hour eller Dekmantel, mens “Virgin Island” syrer lidt mere ud med conga-agtige trommer og enkel, spacy synthlinje. “Solteiro”, en af albummets klare højdepunkter, kombinerer ekvibilistrisk en langsom latininspireret melodi med r’n’b-agtige vokalsamples og grynede flyderakkorder.
På “La Java” og “Nichako” lyder det anderledes. Hér dyrkes i højere grad en komprimeret, minimalistisk og analog æstetik, og numrene lyder som noget, der er komponeret af presets fra Fruity Loops eller lignende programmer med dét ene mål at sætte lytteren i en slags trance. Hvilket også lykkes, især fordi de hårde kuduro- og gqom-rytmer blandt andet på “La Java” suppleres med for genren mere utraditionelle elementer som eksempelvis saxofonimprovisation.
Endelig er det også værd at nævne albummets to åbningsnumre, “Weekend” & “Galinha”, som klinger lidt lettere end det førnævnte. “Weekend” lyder som et møde mellem afrikansk percussion og zouk-melodier, der er komponeret på en Gameboy – og dermed nok også er albummets mest klassiske kuduro-track. “Galinha” er både i temperament og tempo lidt hidsigere og med en lidt mere oddball-agtig synthmelodi, men befinder sig inden for samme rytmiske sfære.
“Sonhos & Pesadelos” er sandsynligvis en af Principes mest tilgængelige udgivelser. Hvilket er ment i bedste forstand: Det er stadig den samme kompromisløse, dansable lyd, denne gang bare i en række forskellige forklædninger, som heldigvis alle sammen er absolut klædelige.
Info: “Sonhos & Pesadelos” udkom på Principe d. 17 november i år. Matias Gulvad har tidligere skrevet et indlæg om Principe for P/A, som kan læses her: http://passiveaggressive.dk/principe-musik-for-folket-gaderne-slummen-og-dansegulvet/.
