Passive/Aggressive

Dub Tractor – Velkomne forårsstemninger

Kritik February 9 2018, af mikkelarre anders-remmmmmer

Dub Tractor “Hello Ambient Wash” (Music for Dreams, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen, foto: Martin Petersen

I en tid, hvor meget af den danske elektroniske undergrund – med stor succes – forsøger at være fremmedgørende og kold, er Anders Remmers musikalske output under navnet Dub Tractor som altid i sin egen tidløse boble. Remmers seneste udspil hedder ”Hello Ambient Wash”, hvilket på fin vis afspejler musikkens imødekommenhed.

Remmer (der også er en del af System/Future 3 og desuden var med i How Do I) har opereret under navnet Dub Tractor helt siden midt-90’erne, og Remmer har leveret nogle af de fineste tidlige danske udfoldelser i feltet mellem ambient, IDM og electronica med eksempelvis ”An Evening With…” fra 1996 og hans eminente anden halvdel på split-albummet med Opiate fra 2001. Da ”Hello Ambient Wash” udkom i december, var det Dub Tractors første album i næsten ni år efter shoegaze-detouren på albummet ”Sorry”. “Hello Ambient Wash” er i den henseende en god mulighed for at (gen)opdage Dub Tractors lyd, idet den sidste halvdel af pladens 16 skæringer er udvalgte numre fra det tidlige bagkatalog anno 1994-2000.

Den analoge lyd fra 1990’erne er stadig i behold. Melodierne er lette og legende. Trommernes dæmpede afbræk er velkomne gæster, som dråber i en let tåge. Disse fornemmelser synes at vidne om en samlet vision for musikken, hvor tålmodige tempi er i højsædet. Dub Tractor har til alle tider været stærk til at kombinere opbyggelige, men små, skift i musikken med overskyllende ambient af den type, der synker ind i kroppen og fremmaner en tung ro. Noget, han til fulde demonstrerer på ”Hello Ambient Wash”, hvor melodierne er dybe og afslappende – og hvor titler som ”Stay Home” og ”Flutter” virker oplagte til et tidligt dansk forår.

Det generelle lydudtryks hastighed strækker sig fra stillestående til let bevægelse og lægger sig derimod i forlængelse af Dub Tractors noget ældre udgivelser. Dybden i stemningerne er blot skruet op på fuld styrke. Det er hverken ekstremt eller nyskabende, men det er veludført musik, som opnår sit sigte gennem en erfaring, der er forbeholdt ægte entusiaster. Et godt stykke håndværk, der vil finde sig til rette hos enhver, som måtte føle sig lidt for nedslået af vinteren.