Passive/Aggressive

Duckett – Euforisk spiritualitet

Kritik September 1 2018

Duckett

Duckett “Emperor’s New Clothes, Pt. 1.” (Berceuse Heroique, 2018) – anmeldelse af Emil Grarup

London-baserede Berceuse Heroique er et selskab, som jeg traditionelt har forbundet med hurtige tempi og en dyster og hård lyd. Den type udgivelser udgør det meste af selskabets bagkatalog, hvor man finder navne som Hodge, Black Merlin, Don’t DJ, Morah, Ossia og Gesloten Cirkel.

Denne palet virker dog til at være blevet en smule bredere i løbet af 2017 og 2018, hvor Berceuse Heroique bl.a. har udgivet Benoit B’s proto-japanske minimalisme på “Japonaiserie”, Jay Glass Dubs “The Safest Dub”, Leo James’ deep house-skæringer på “Event Horizon” og senest Ducketts “Emperor’s New Clothes, Pt. 1″. Sidstnævnte har stort set ingen omtale fået. Det kan jeg, efter talrige gennemlytninger, konkludere, at jeg synes er frygteligt synd.

“Emperor’s New Clothes, Pt. 1.” blev udgivet i slutningen af juni og spænder over seks tracks. På nogle punkter kan man sammenligne udgivelsen med førnævnte Benoit B’s “Japonaiserie”, eftersom stiltræk fra den minimalistiske musiktradition virker til at være gennemgående på begge albums. Mens der på “Japonaiserie” nikkes anerkendende til den japanske ambient-minimalisme fra 80’erne, er der dog på “Emperor’s New Clothes, Pt. 1.” snarere træk fra den amerikanske version at spore. Især Steve Reichs stykker for marimba og vibrafon udgør et klart sammenligningsgrundlag.

Selvom inspirationen fra den amerikanske minimalisme fylder en del, er der dog ingenlunde tale om imitation, men i stedet et originalt bud på, hvordan denne minimalisme-tradition kan forvaltes anno 2018. Minimalismen er her krydret med elementer fra især house, funk, spoken word og ambient. Alt sker i højt tempo og med en blød, nærmest trance-inducerende intensitet.

Der er et enkelt lavpunkt på albummet, housenummeret “Tension”, der med sit simple trommebeat, luftige orgel-agtige keys og et 80’er-klingende vokalsample (“Show me your intention” gentages i det uendelige) er både kedeligt og enerverende.
Heldigvis er resten af udgivelsen både sammenhængende og fængende. Enkelte numre er rene mesterstykker: På “The Way You Make Me Feel” danner vibrafon og digitalt programmeret percussion baggrund for et herligt sludrende vokalsample (på et sprog, jeg ikke forstår) og bringer lytteren tæt på eufori, mens “Millions and Millions of Palastinions” glimrer ved at supplere vibrafon med claves, afrikansk-klingende percussion og synthesizer-arpeggioer, hvilket skaber et dubbet, arkadespils-agtigt lydbillede.

På “Magic Headlines Foul the Air” følger langsomme, futuristiske synthflader og lavmælt percussion et højstemt arabisk chant, mens man på “Who Am I” hører et kor synge en salme under en rumklangs-agtig strengemelodi. Fælles for disse to numre er, at de er med til at nuancere lydbilledet på “Emperor’s New Clothes, Pt. 1″ ved at trække albummets lydbillede i en retning, der klinger mere af åndelighed end dansevenlighed, hvilket klæder den.

Dermed ender “Emperor’s New Clothes, Pt. 1″ i sin helhed med at befinde sig et sted mellem det lavmælt spirituelle og det euforisk legende, og det fungerer enormt godt. Det spirituelle giver en alvorlig klang til det legende, og det legende giver det spirituelle liv og tempo.

Info: “Emperor’s New Clothes, Pt. 1″ udkom d. 29. juni på Berceuse Heroique.