Passive/Aggressive

Benoit B – At være sig sin egen kunstighed bevidst

Kritik February 21 2018, af emilgrarup 26071006_1133568640079726_8591174703677177856_n

Benoit B “Japonaiserie” (Berceuse Heroique, 2017) – Anmeldelse af Emil Grarup

Der er kommet et væld af gode udgivelser ud på det britiske pladeselskab Berceuse Heroique det seneste års tid. Især på techno- og housefronten har selskabet, grundlagt af en græsk DJ, som oftest bare refereres til som Gizmo, gjort sig bemærket: Blandt andet Black Merlins “Proto World” (2017) og “Archives” (2018), Leo James’ “Event Horizon” (2017), Hodges “Beneath Two Moons” (2018) og SKRS “Paradise Magic Traxx” (2018 på underselskabet Ancient Monarchy), er stærkt anbefalelsesværdige. I december 2017 blev franske Benoit Bs mini-EP “Japonaiserie” føjet til bagkataloget, og på mange måder er den en udgivelse, som stilistisk virker både helt naturlig og lidt off i BH-regi.

Udgivelsens titel, “Japonaiserie”, er et begreb, som den hollandske maler Vincent van Gogh brugte som betegnelse for den indflydelse, som Japan udøvede på europæisk kunst i hans samtid. Udgivelsens klangunivers taget i betragtning giver denne titel god mening som begreb for den appropriering af en række japanske klangmotiver til europæisk form, som finder sted på “Japonaiserie”. Der er nemlig ikke tale om en decideret imitation af den japanske ambient-minimalisme, som Benoit B virker til at være inspireret af, men snarere en oscilleren mellem en række traditionelt “occidentale” og “orientale” motiver og forløb, som selvfølgelig med al sandsynlighed også er præget af en række forestillinger om japansk musikkultur. Det er både svært og dybest set ret uinteressant at sige noget endegyldigt om “autenticiteten” på “Japonaiserie”. For mig at se virker den dog ikke til at operere ud fra samme nærmest kitschede forestillinger om asiatisk kultur som eksempelvis den amerikansk-kuwaitiske producer Fatima Al Qadiri. Hendes sino-grime-udgivelse, “Asiatisch”, (Hyperdub, 2014) er dog netop præget af en undersøgende, undrende tilgang til de vestlige forestillinger om kinesisk kultur, som hun komponerer ud fra.

EP’en placerer sig et sted mellem minimalisme, ambient og techno. På nogle dele af “Japonaiserie” skinner ambient-inspirationen tydeligst igennem og på andre dele er techno-elementerne klarest tilstedeværende, hvilket især præger numrenes tempo og tyngde. Særligt for “Japonaiserie” er nemlig en let aura, en følelse af at lydene bare svæver rundt mellem hinanden. Dette er mest fremtrædende på de numre, der arbejder med ambiente og minimalistiske kompositionsforløb, som eksempelvis “Compassion and Release”, der udover en simpel basgang som eneste rytmiske holdepunkt byder på programmeret klokkespil og futuristisk synth eller “Wet Cellophane”, som består af en række vibrafon-rytmer, som i hastigt tempo afløser hinanden.

Begge disse numre vidner også om et greb, som er gennemgående på EP’en: en programmering af analoge instrumenter. Selvom det måske virker som en banal pointe at fremføre, da det er sådan det meste elektronisk musik produceres, får det en anden effekt på “Japonaiserie”, da det bl.a. er klokkespil, vibrafon, fløjte og lignende instrumenter (som har det til fælles af de er atypiske i elektronisk musik), der gør sig særligt bemærkede. Især er de bemærkelsesværdige, fordi de på flere af numrene sidestilles med en række synthesizer-sekvenser, som netop ikke vækker samme opmærksomhed i det regi.

De mere techno-agtige numre tæller bl.a. “Electric Town” og “Far Distant Star System”, der lyder som en slags kosmiske fædrelandshymner med deres choral pads, spacede synthesizerlinjer og stramme trommeprogrammering. At disse numre også er med på “Japonaiserie” er med til at give udgivelsen et mere nuanceret lydunivers, hvilket er meget positivt for helhedsindtrykket. Det er med til at understrege den følelse af “kunstighed”, som man også fornemmer på de mere ambient-minimalistiske numre og medvirker til at understrege de forestillinger om, hvilke stemninger udgivelsen har til intention at kanalisere som netop forestillinger.

Denne kunstighed er således på mange måder “Japonaiseries” store force: At den netop gør opmærksom på sig selv som syntetisk, som en konstrueret vision eller fantasi om en kultur, og dermed fralægger sig enhver ambition at lyde autentisk. Fremfor at fremstå som en imitation kommer den til at fremstå som en kærlighedserklæring, og tilmed en særdeles original én af slagsen.

Info: “Japonaiserie” udkom 15. december 2017 på Berceuse Heroique. Benoit B er baseret Berlin og driver desuden pladeselskabet Banlieue, som også er værd at tjekke ud.