Dudde – lydglimt fra en uudforsket videospilsverden
Dudde – “Memory Music” (Katharsis, 2025) – anmeldelse af Nikola Nedeljkovic Gøttsche
Mange vil kende den særegne og på én gang tågede og alt for klare følelse af at sidde fast i en bane i et videospil. Man vandrer rundt med digital klaustrofobi i de samme dunkle korridorer og undersøger de samme pixelerede minimursten. Hver en skygge bliver nedstirret i håbet om, at noget nyt viser sig: en skjult portal, en faldlem – hvad som helst – der kan åbne verden igen. Det føles som at gå rundt i et hus, hvor nogen har fjernet alle dørhåndtagene og slukket lyset. Og det er en følelse, der har en lydside.
På sin debut-EP, Memory Music, udviser David Engelbrecht – bedste kendt som producer-halvdelen af den hedengangne duo FRAADS – med projektet Dudde et imponerende gehør for det melodiske temperament, der kendetegner veldrejede videospils musikalske ledemotiver.
Memory Music er gennemsyret af de små følelser, hverken udtalt opløftende eller nedslående, der gemmer sig i sprækkerne mellem de store højtråbende følelsestilstande. Den bliver aldrig bombastisk eller storladen. Og det er mildest talt forfriskende. Som en slags ømhedsoprør mod den populærmusikalske tendens til enten at være intetsigende eller anmassende (eller begge dele).
Åbningsnummeret ”Raw wind” rammer noget i retning af den ovenfor beskrevne blindgydefølelse. Anslag af syntetiske korflader glider ind og ud af lydbilledet, som om de tøver på tærsklen til erindringen om noget ubestemmeligt. De fungerer som bølgende underlag for det diffust melankolske tema – aldrig oversentimentalt, aldrig decideret trist – der på skift spilles af forskellige nasale digitale blæseinstrumenter. Noget tilsvarende, men med modsat fortegn, gør sig gældende på nummeret ”Trident”. Det er en forsigtigt frydefuld lille komposition af plastiske og metalliske plinglyde (som lyden af digitale perler og guldmønter), der glitrer med lethed – uden at blive overstadig.
“Musikken er på sin egen måde upåfaldende, fri for overgjorte virkemidler, og alligevel ikke anonym nok til at glide i baggrunden.“
Indfølte uendelighedssløjfer
Lydbilledet på tværs af de syv instrumentale kompositioner, der udgør udgivelsen, bærer præg af en stilsikker harmonisk mildhed. Musikken er på sin egen måde upåfaldende, fri for overgjorte virkemidler, og alligevel ikke anonym nok til at glide i baggrunden. Der er ingen melodier med potentiale til at gå dig jingleagtigt på nerverne. Temaerne – i særdeleshed på ”Raw wind”, ”Sunday scaries” og ”Opi” – besidder med deres blide tonesprog en kvalitet af noget iørefaldende, men ikke den sukkerindpakkede slags.
Engelbrecht trækker tydeligvis på arven fra videospilskomponister som Koji Kondo (Super Mario, The Legend of Zelda) og Nobuo Uematsu (Final Fantasy), hvad angår lydpaletten. Fra Kondo har han de tikkende klik- og plinglyde, panfløjtens accentstrejf. Fra Uematsu: de langsomt filtrerede strygerteksturer, de stemningsfyldte rumklangslandskaber og brugen af akustiske elementer – Lola Hammerichs guitarspil på ”Sunday scaries”, trompetmotivet på ”Core Memory” fremført af Carlo Becker Lauritsen.
Spilsmusikken kan forstås som en tradition, der bearbejder spørgsmålet om, hvordan man slipper afsted med at gentage en kort musikalsk frase i det uendelige uden at drive lytteren til vanvid – men omvendt også uden at falde i den modsatte grøft, hvor musikken bliver flad og farveløs. En del af hemmeligheden bag et tema, der kan tåle at køre i en uendelighedssløjfe uden at blive uudholdeligt, er små variationer i det harmoniske underlag, moduleringer og rytmiske forskydninger.
Det demonstrerer Dudde en mesterlig fornemmelse for på ”Opi”, hvor der i nummerets anden halvdel åbner sig en ny harmonisk horisont med en akkordrundgang, der nænsomt, men virkningsfuldt ændrer på konteksten for det cirkulære, repetitive tema, der er kompositionens rygrad. Et andet højdepunkt er breaket i EP’ens sidste nummer, ”Core Memory”, hvor en farverig akkordfølge af elpiano pludselig bryder med det sarte atmosfæriske trompettema – på en måde der er Chick Corea værdigt.
Fragmenter af et pixeleret landskab
En lille gennemgående svaghed ved Memory Music er dog kompositionernes længde. Flere af numrene er skitseagtigt korte og ender så abrupt, at man får fornemmelsen af at lytte til brudstykker af et længere soundtrack til et spil, der ikke findes – men som man alligevel føler, man har gennemført. Kompositionernes fragmentariske karakter er givetvis et bevidst kunstnerisk valg, men uagtet intentionen forhindrer det musikken i fuldt ud at opnå den hypnotiske kvalitet, som kendetegner meget virkningsfuld videospilmusik: den tranceagtige tilstand, hvor repetition og mikroskopiske variationer over tid æder sig ind i bevidstheden og sætter sig – ikke som melodier – men som rum, som stemninger.
Det er en skam, at numrene ikke får lov til at folde sig mere ud, end de gør – der er ingen tvivl om, at de ville kunne bære det. For Memory Music er glimt af den slags musik, der får pixelerede landskaber til at føles større end den ydre verden.
Info: “Memory Music” udkom den 24. april på katharsis.
