Passive/Aggressive

Eli – Længselsfulde sange for skønhedssyge sjæle

Kritik August 23 2017, af passive/aggressive fryd3

Eli “Days” (Empty Tape, 2017) – anmeldelse af Simon Christensen. Foto: Fryd Frydendahl

Det unge nordjyske band Eli har en glimrende sangskriver i form af Hjalte Ross, der allerede sidste år fik et lille gennembrud med singleudgaven af “Okay”. Nu følger så en slags debut-ep, “Days”, der uden tvivl har et højt ambitionsniveau og længes ud over de danske grænser.

For selv i sin mindst nostalgiske udfoldelse er “Days” en kærlighedserklæring til især den tidlige britiske indiescene, hvor smukke afrundede melodier omkranses af støjende effektflader og næsten svævende jangle-guitarer.

Produktionen er i sine valg næsten provokerende ved at fremhæve rytmesektionens ofte lidt fastlåste roller over en meget talentfuld og skønhedssyg sangskrivning, men med mulige forbilleder som shoegaze-pionerer og længselsfulde filmmusikkomponister synes valget kun naturligt for den kun 19-årige Hjalte Ross.

Med “Days” har Eli skabt en seks numre lang ep, som de også selv har udgivet med hjælp fra Empty Tape. To af numrene er korte instrumentalpassager. De andre fire er analog bandmusik, der er skrevet efter klassiske instrumentroller og rockfigurer med ABC-stykker. Når tempoet er lavt, er der plads til, at de enkelte musikere træder frem i lydbilledet, men uanset hastigheden er det melodiske materiale på hele udgivelsen dragende.

Allerede inden “Days” nåede Eli sidste år at lave et enkelt splittape på det lille alternative båndlabel (etc.) Danish Vaishiyas, der fremstår som en forsmag med en soveværelsesproduktion, der gav plads til eksperimenter i lydbilledet i form af kortvarige samples og bevidst flydende tonalitet og tempo.

I den forstand er “Days” et kvantespring for Eli, der bare venter på at slippe en strøm af sange fri, uanset hvilket snit numrene så ender med at få på produktionsbordet.

Info: Eli “Days” er ude digitalt og på bånd i samarbejde med Empty Tape.