Ilinx på ALICE – Smittende sammenhold og insisterende individualisme

Ilinx, fælleskoncert d. 25. november 2023 på ALICE, anmeldelse af Mimmi Bie, foto af Ilinx

Jeg har glædet mig til koncerten med vokaltrioen Ilinx på ALICE, der den seneste tid er blevet delt flittigt i mit feed. Begivenheden tager form af en fælleskoncert, fordi Ilinx er en sammenføring af tre soloprojekter; Anna Maehl, Saltmother (Amanda Appel) og LM Madsen (Laura Marie Madsen), og denne aften er der lagt i ilden til noget af et optrin, når kvinderne efter sigende vil blande R’n’B med både “veninde-artpop” og “folkloriske besværgelser.”

Som fuldhjertet korsanger er det især den eksperimenterende flerstemmighed, jeg kender fra deres tidligere udgivelser, som jeg er spændt på at høre udfolde den vidtrækkende stilblanding. Siden deres debutalbum Memory, udgivet for godt tre år siden, har det bærende element i musikken været stemmer i samklang; både under tung, digital processering og i mere nøgne, minimalistiske vocalarrangementer. I løbet af koncertens tre sæt, får jeg tilfredsstillet alt, hvad jeg kunne drømme om – og mere til – når det kommer til samklangens potens. Aftenen igennem formår Ilinx og deres akkompagnerende musikere at frembringe en særlig følelse af samhørighed i et intimt og følsomt rum –  for så til sidst at springe det hele i luften.

ALICE står bag nogle af de mest eksperimenterende og interessevækkende bookinger i det københavnske musikliv, så det føles uforenligt for mig, at de huses i byens måske mest uinspirerede omgivelser. Spillestedet Stairway danner i øjeblikket ramme om deres koncerter, og mens jeg går op af den skridsikre ståltrappe forbi det store vinduesparti ind til kommunebiblioteket, får jeg snarere følelsen af at være på vej til musikskolens sæsonafslutning end til en eksperimenterende vokalkoncert. Der er noget ved det stålgrå marmorerede linoleumsgulv og den idéforladte retro-æstetik, der slukker alt i mig og gør mig lige dele rastløs og apatisk. Givetvis fordi der bor en ung provinspige i mig, som jeg ikke helt kan forene mig med. Ikke så snart er lyset dæmpet og publikums snakken aftaget før Ilinx’ stemmer fylder lokalet og suger alt opmærksomheden fra omgivelserne. Aftenens første nummer er et cover af Hazel Dickens’ “Pretty Bird,” der fremføres a cappella – hovedsageligt  unisont – og den nøgne melodilinje er åndeløst betagende.

Med munden helt tæt på mikrofonen og lukkede øjne fører hun publikum ind i et indre univers med en sårbarhed, der virker afvæbnende.

Den appalachiske folkesang etablerer en intens stemning i første sæt og leder videre til en fragmenteret, kurrende improvisation, hvor Ilinx’ uh-stemmer smelter sammen med akkompagnementet bestående af tværfløjte, blokfløjte og klarinet. Anna Maehl tager over med en solistisk fremføring af nummeret “I Think, I Love,” der kredser om en usikker tvivlrådighed. Med munden helt tæt på mikrofonen og lukkede øjne fører hun publikum ind i et indre univers med en sårbarhed, der virker afvæbnende.

Også en stor del af tilhørerne lukker øjnene, og det er som om, vi på en paradoksal måde alle er samlet i en intim indadvendthed. Der er en følsom tysthed over første sæt, men magien brydes op, hver gang publikum bifalder musikken. Det får mig til at længes lidt efter den klassiske koncerttradition, hvor klappen mellem satserne er misbilliget. Applausen virker næsten for voldsom, og selvom nogle af numrene momentant gearer mere op, og kontrasten virker mindre, når Ilinx yderligere får selskab af guitar og bas, føles det for mig til stadighed som en afbrydelse, hver gang publikum giver sig til kende. Helst vil jeg bare fortabe mig i de sammenvævede melodilinjer mellem vokaler og instrumenter, og den måde samklangenes kollektivitet forplanter sig i rummet.

I pausen er jeg allerede fyldt op af indtryk, og det virker ret ambitiøst, at intensiteten skal strække sig over hele tre sæt.

Efter ca. 40 minutter er første sæt slut, og under pausen rykker bandet fra en mindre scene i gulvhøjde til det hævede scene-plateau forrest i rummet. I pausen er jeg allerede fyldt op af indtryk, og det virker ret ambitiøst, at intensiteten skal strække sig over hele tre sæt. Da koncerten går i gang igen, er det tydeligt, at det ikke er intensiteten, der er skruet ned for. Ud over at skifte blæserne ud med instrumenter med dybere toneomfang bliver der føjet en trommeslager til besætningen, så rytmegruppen får mere plads, og udfolder sig i polyrytmiske kraftmomenter. Energien bliver periodevis vildere, og stemmeudtrykkene inkluderer desuden løbende både spoken word-agtige recitationer og endnu flere vokalharmoniseringer; endda i endnu flere stemmer. Ilinx danner under et enkelt nummer kor med resten af bandet, så alle ni musikere stemmer i. Med en deskriptiv umiddelbarhed, der er kendetegnet ved meget dansksproget lyrik, udlægger nummeret tankerne og følelserne omkring en spirende graviditet, og udtrykket er så åbenhjertigt, at det skaber en særlig form for nærkontakt i rummet.

Det er tydeligt både at se og at høre, at de tre kvinder nyder at synge sammen, og det sammenhold, der opstår i musikken, spreder sig til et velvilligt publikum, der hengivne træder ind i det fællesskab, som musikken faciliterer. Det er ikke meget, der bliver sagt mellem numrene, men når der bliver talt, er det med en forsigtighed, der tydeliggør, at projektet – i hvert fald i dette koncertformat – stadig er i sin begyndelse. Selvom det virker lidt usikkert, er det absolut ikke noget, der forringer oplevelsen i sin helhed. Snarere virker det ærligt og er med til at etablere den indelige og kærlige atmosfære, der synes at kendetegne koncerten indtil nu. Som afslutning på andet sæt bukker Ilinx lidt usikkert og lader os ellers vide, at vi kan forvente en lille overraskelse, hvis vi bliver hængende.

Alt usikkerhed er som forduftet.

Med denne teaser i baghovedet må jeg ud og trække luft og klare tankerne inden sidste sæt, og da jeg endnu en gang træder ind i koncertsalen, er Ilinx på gulvet igen. De har nu fået publikum til at danne en halvcirkel, hvormed der er opstået et interimistisk scenerum midt i lokalet. Og “overraskelse” var virkelig ikke for meget sagt. Uden mikrofoner og i en treenighed af sekundsammenstød messer de tre en humoristisk vise fra en vist lidt forsmået ekskærestes synspunkt. Det fremføres med en selvironi og en lethed, der bryder med det inderlige udtryk, som ellers har præget koncerten indtil videre. Det hele eksploderer, da de tre bryder ud i et råbekor af en nærmest chearleaderagtig karakter, der med tilhørende hurtigt klap vrænger løs om skønhed afbrudt af skingre skrig. Et backing track sætter ind, og Ilinx griber mikrofonerne og indtræder med bedste pigegruppe-manér i helt anderledes performative roller. Alt usikkerhed er som forduftet. På en baggrund af heftigt dunkende beats, og med fyrige raps i et fandenivoldsk, klichépræget tekstunivers ledsaget af utæmmelige bevægelser, leverer Ilinx den afslutning på koncerten, jeg ikke vidste, jeg trængte til.

Var det ikke for dette sidste sæt, var jeg gået fra koncerten fuldt ud tilfreds med det smittende sammenhold, som kvinderne bruger så lang tid på at cementere. Men slutningen giver projektet en helt anden dimension, der får mig til at se meget mere frem til, hvad det kan bringe med sig i fremtiden. Som en insisteren på at de smukke vokalværker ikke skal lede til en bestemt kategorisering, men at hver individuel kunstner i projektet skal have lov til at udleve alle nuancerne og alle siderne af den kunstneriske persona, der bliver udfoldet. For mig at se, er det en aktiv udfordring, af den kassetænkning, der kendetegner den måde, man som (kvindelig) kunstner kan blive fastlåst i forventninger til, hvordan man bør tage sig ud. Stilforvirringen er med til at udviske grænserne for, hvad man som publikum og beskuer kan forvente, og det bratte skifte virker bestyrkende; som en manifesterende selvbestemmelse, der er upåvirkelig overfor dømmende blikke, men som derimod vedstår og udfolder en mangesidig subjektivitet. Og et eller andet sted oplever jeg det egentlig også som en invitation til at forene de sider i mig selv, der måske føles lidt modstridende. Det er i hvert fald det, jeg tænker på, da jeg forlader Stairway igen og på vej ned af ståltrappen sender min indre provinspige en kærlig tanke.

Info: Fælleskoncerten med Ilinx fandt sted på ALICE på Stairway d. 25. november 2023. Vokaltrioen kan opleves igen under Vinterjazz på Huset torsdag d. 15. februar 2024.