Jandek – Anspændthedens cowboyspøgelse
Af Mads Peder Lau Pedersen
Der stod sådan et ranglet og tyndt og blegt rødhåret spøgelse med cowboyhat på scenen en ret kold novemberaften på et ikke ret fyldt Voxhall i Aarhus dengang i 2007. Der spillede han kantet på guitar, når ikke han sad ved klaveret og gentog linjer som ”I wore a scarf in Denmark / Just like I said I would” om og om igen. Jeg har været til mange koncerter gennem tiden og kan ikke huske dem alle sammen, men den her gjorde et uudsletteligt indtryk. Jeg er stadig lidt i tvivl om, om koncerten egentlig var god efter normale musikalske parametre, men den drømmeagtige og uvirkelige fornemmelse, den indgav, var og er stadig sært håndgribelig, også 12 år efter.
På den københavnske Festival of Endless Gratitude står cowboyspøgelset, som går under navnet Jandek, lørdag den 14. september på en dansk scene for anden gang.
Jandek har lavet noget af den mest distinkte musik, man overhovedet kan forestille sig; musik, som på mange måder unddrager sig normale æstetiske konventioner og bedømmelseskriterier. Store dele af diskografien består af lyden af en guitar, der lyder ustemt, og hvis åbne strenge fingerpickes monotont med skiftevis høje og lave toner med pauser imellem – pauser, der er akkurat så lange, at det føles virkelig anspændt – mens en klagende vokal synger depressive tekster henover. Eller synger og synger: hvisker, syngesnakker, trækker ordene messende i langdrag. Andre dele af diskografien er nærmest no wave-støjende improvisationer med skramlede trommer og totalt fravær af det, man normalt forbinder med musikalske evner og musikalsk samspil. Men der er også mere konventionel sangskrivning med en vis forkrøblet skønhed i et Jandeksk ingenmandsland mellem loner folk og halvopløst blues, og der er guitarspil, som er godt efter mere konventionelle standarder.
Når Jandek er en nærmest mytologisk skikkelse i undergrundsmusikken, er det selvfølgelig ikke kun på grund af den ellers temmelig egensindige musik og en vanvittigt omfattende diskografi (cirka 100 album siden debuten i 1978), men også fordi manden bag pseudonymet (selvom Jandek også er et band med skiftende musikere), Sterling Richard Smith, er noget så sjældent som fuldstændig anonym. Han har ikke givet mere end en håndfuld interview gennem karrieren, synes ligeglad med publicity, og man ved sådan cirka intet om hans privatliv. I en branche, hvor alles privatliv synes offentligt kendt, og hvor tekster næsten altid læses selvbiografisk (”Nick Cave bearbejder traumet over sin søns død”; ”Beyoncé synger om sin mands utroskab”; ”Volbeats nye sang handler om, at Michael Poulsen er blevet far”), er anonymitet og en vis mystik interessant i sig selv. Men det er også bare rart, at der er nogen, som simpelthen ikke rigtig gider være stjerne.
At albummene i mange år ingen distribution havde og kun kunne bestilles via postordre fra Smiths pladeselskab, Corwood Industries (fans omtaler naturligvis Jandek som ”The representative from Corwood Industries”), lagde nye lag til rygtedannelsen. Og at han ingen koncerter gav helt frem til 2004 for så lige pludselig ud af det blå at give en uannonceret koncert på den eksperimenterende festival Instal i Skotland, pumpede både myten op og punkterede den måske også i samme bevægelse.
Men anonymiteten bliver også en del af værket – vi ved ikke ret meget om Smith og dermed ikke ret meget om Jandek, ud over det, man kan høre på albummene, hvis omslags grynede snapshotæstetik ofte viser Smith i forskellige perioder af, hvad vi må formode er hans liv. Det giver et dagbogspræg over udgivelserne, men det er en dagbog, der er markeret af en slags fravær af den person, der har skrevet den; en dagbog uden forankring i et konkret menneske.
Anonymiteten har selvsagt medført mange rygter, som ikke interesserer mig så meget, men hvis man vil fortabe sig i dem, er de ikke længere væk end en internetforbindelse. Jeg kan godt lide anonymiteten. Endnu bedre kan jeg lide æstetikken på omslagene og især albummenes titler: ”Blue Corpse”, “What Else Does the Time Mean”, “Interstellar Discussion”, ”Lost Cause”, ”Living in a Moon so Blue”, “Staring at the Cellophane”, ”Chair Beside a Window”, ”The Humility of Pain”. Jeg kunne blive ved, også med sangtitler. Hvis kan man lide at føle sig deprimeret, er der stor tilfredsstillelse ved at lade øjnene glide ned over en liste med alle disse titler, også de ikke-deprimerende af dem.
Musikken kender jeg mange, der ikke kan lide. Dens improviserede natur og ligegyldighed over for konventioner i kombination med hemmelighedskræmmeriet – som kan opfattes som ulideligt prætentiøst, hvis man er i det humør – er en rød klud i ansigtet på en del. Det er fair nok, og hvis man har det sådan og mener, det er noget talentløst plonk-kadonk lavet af en jammerkommode, så synes jeg da egentlig bare, at man skal undgå Jandek som pesten.
Men jeg mener, det er en kvalitet ved projektet, at musikken ikke rigtig lyder som noget andet, den er fritsvævende som sig selv, et radikalt personligt udtryk uden skelen til lytterens mulige ønsker og dermed en perfekt modsætning til de algoritmer, som hele tiden styrer os hen til ting, der i forvejen passer ind i vores smag. Jandek er fuldstændig håbløst deprimerende spøgelsesfolk på den ene side, når det ikke er decideret creepy, og på den anden side ofte mere anspændt end selv det mest anspændte, et band som Swans kan hitte på.
Det kan være en frustrerende oplevelse at lytte til Jandek. Med knap 100 album i diskografien er det ikke alle, der er lige vigtige (tre spoken word-album omkring årtusindeskiftet er nok mest for mere dedikerede fans, selvom et af dem, ”Worthless Recluse”, har sådan cirka verdens bedste titel). Det kan virke som en uoverstigelig opgave at gå i gang med. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har hørt dem alle sammen – f.eks. er jeg sprunget let hen over det nidobbelte album ”The Song of Morgan” med klaverimprovisationer, ligesom jeg ikke har fulgt grundigt med i den strøm af livealbum, der er kommet de senere år (alt optages, alt udgives, pudsigt nok med Aarhus som en undtagelse). Men hvis man alligevel har lysten til at gå i gang med Jandek, er her nogle mulige nedslagspunkter:
1) ”Blue Corpse” (1987)
Et af de mere tilgængelige album med den vidunderligt tungsindige åbner ”I Passed by the Building” (“that you live in / And I wanted to die / I just stood there and cried” – så er stilen ligesom lagt). Indeholder karrierehøjdepunktet ”Only Lover”. Der er også en meget intens og atonal mundharmonikasolo, som er meget Jandeksk.
2) ”Ready for the House” (1978)
Et perfekt cover med falmede pastelfarver og klaustrofobisk stemning i et rum, der ikke ser ud til at være blevet luftet ud længe. En bekendt beskrev stemningen på albummet som ”at læse i en seriemorders dagbog”, og det er ret præcist. Der er en nærmest anmassende, kvælende intimitet på debutalbummet, lidt som hos en person, som står lidt for tæt på én og uopfordret fortæller lidt for mange private og mørke hemmeligheder. Der er dog også depressionsklassikere som ”They Told Me About You”, der burde kunne slukke livslysten hos selv den mest jubelbegejstrede idiot.
3) ”Six and Six” (1981)
Mere ”konventionel” sangskrivning end på debuten. ”I Knew You Would Leave” er med til at sørge for, at humøret ikke bliver for højt af den grund. ”Wild Strawberries” er anspændt på en næsten ubærlig måde.
4) ”Lost Cause” (1992)
Indeholder den 19 minutter lange støjimprovisation ”The Electric End”, som er meget velegnet til at genere sine omgivelser med, mens man selv føler sig ophøjet over at kunne kapere al den larm og let patroniserende ser ned på mindre, som ikke forstår rigtig kunst. Den åbner ellers i et mærkeligt positivt humør og har den poppede ”Babe I Love You” i starten, som føles lidt som en Daniel Johnston-sang, hvis Johnston var en tand mere forstyrret. Det regnes ikke for et stort album i Jandek-kanonen, men jeg kan virkelig godt lide det, fordi det er så spraglet i stilen.
5) ”Chair Beside a Window” (1982)
Her kommer der pludselig kvindevokal med på ”Nancy Sings” (mange spekulationer blandt fans om Nancys identitet – hun er væk fra ”Blue Corpse” og frem) og pladen indeholder mange højdepunkter. Det er også et ret spraglet album, som viser mange sider af Jandeks særegne bud på musikalitet.
Andre ville sikkert have valgt nogle andre plader som indgangsvinkel. Og man kan egentlig også bare møde uforberedt op på lørdag – koncerten kommer nok alligevel ikke til at lyde som ovenstående udgivelser, for Jandek går ikke rigtig op i at være lyttervenlig. Men den kommer med stor sandsynlighed til at have en tydelig Jandek-vibe.
