Passive/Aggressive

Mindeord over Christian Kyhl (1943-2016)

Feature March 6 2016 jungle-x4_kyhl3[crop]-web

Tekst af T. S. Høeg – foto: Christer Irgens Møller / Skræp.

… for præcis en uge siden døde min gamle ven, musikkumpan & ‘storebror’ Christian Kyhl, så hermed en kortfattet, men behjertet mindetekst.

Når telefonen ringede og stemmen i den anden ende kun sagde: “Det er mig,” vidste jeg sporenstregs, at det var Christian eller også såkaldte ‘Kylle': En af mine absolut menneske-favoritter, den gerne eksistentialistiske og filosofiske diskutator, som i de henseender ikke sådan var til at bide skeer med.

Denne såvel kærlighedsradierende som svært sammensatte person, der lige siden min helt tidlige ungdom har været en af mine tre daneriske altsaxofonhelte sammen med min også afdøde læremester, John Tchicai, og stadigvæk nulevende Jesper Zeuthen.

Dette egensindige livstykke var i det hele taget bevendt på hele saxofonfamilien og fik på sine senere dage ligefrem kreeret et monstrum af en ‘Kyhlofon’ til sig. Foruden også at bedrive trommespil opfandt Christian sin egen musikgenre, døbt ‘3-step’, hvis han ikke kastede sig over opfindelser af et meget håndterligt telt, stole af genbrugspap eller alle hans finurlige og farvestrålende tegninger, der ligesom hans skrift var prægnant som ham selv, thi han gjorde altid en forskel.

Denne Christian, som gerne så musikken placeret ind i større politiske og sociale sammenhænge, var altid åben og inkluderende, hvilket mange af os eksperimentalister helt tidligt oplevede ved at blive inviteret med indenfor til improvisationsseancer i hjemmet. Og skulle ikke-øvede eller børnene Mia, Mikala og Julian være omkring, var de heller ingen hindring, sådan som både alvor og leg helst skulle smelte sammen.

Første gang jeg i medio-1970’erne var ungføllet elev på dengangs sommerlige Vallekildestævner med en del kanoner som lærere, gik jeg om aftenen rundt og følte mig utilstrækkelig, men det havde Christian råd for, sådan som han fik ryddet et nærmest kosteskab, så jeg og andre begyndere også kunne føle et gruppet tilhørsforhold, mens vi spillede løs.

Det glemte jeg ham aldrig for, og besluttede fra da af, at når jeg engang fik mine egne større grupper, skulle Christian ‘payback’-inviteres ‘big time’ med, men ikke på altsax, fordi han så ville tage min torden, men på barytonsax, hvilket så skete gennem 1990’erne i mit 12 m/k store Dane TS Hawk & his Great Mongo Dilmuns og bare for nyligt i mit endnu større Dane TS Hawk & his Cop Jazz Festsemble, hvor han indtil nu var med på samtlige jobs som en altid pålidelig klippe, der også udviste totale, musikalske overraskelser.

Disse hans lysende genialiteter eller Rasmus Modsat-obsternasigheder gjorde de fleste af os rundtossede.

Gennem tiderne huserede Christian også i de fede og syrede grupper som Cadentia Nova Danica, Cyklamium, Solens Glade Sønner, i sammenhæng med også multiinstrumentalisten Steen Claesson og ikke mindst det op til nu eksisterende flagskib 4 Avantis med hans meget gamle venner, især elbas-akademiet Peter Friis og trommeslageren Claus Bøje.

Her de sidste år via deltagelse i Kresten Osgoods Musketer-festivaler og Jyderup-stævner nåede de helt nye generationer også at få lejlighed til at krydse klinger med ham. Og det skal tilføjes, at Christian som den hidtil eneste har modtaget Jazz Club Loco’s Lifetime Achievement Award, hvis pristale jeg holdt, men midtvejs syntes den også ydmyge Christian, at nu måtte det være nok.

Altid i sine obligatoriske, gerne selvfarvede Kansas-sæt, i brystlommen den blå, grønne og røde Big-pen, der hver havde deres funktionsbetydning og ved lån prompte skulle leveres tilbage. Engang også hans utallige små piber, der senere blev skiftet ud med en lille radio stillet ind på kun P1. Hvis han skulle være fin, tog han bare en hvid skorte med butterfly på og bingo. Og at indtage portere og vin med ham, kunne føre yderligere omkring.

Da jeg på et tidspunkt led af ‘The Blues’, tog jeg en nat ind til ham, hvor han selvfølgelig lukkede mig ind, og kun iført underbukser og en ukulele sang han med “De små synger” mig til ro. På mange allerede savnede planer er Christians død et ordentligt tab for visse dele af daner-scenen og dens musikere.

For ikke at bryde stemningen sagde Christian aldrig farvel…