Passive/Aggressive

Mixtapes – i et fænomenologisk perspektiv

March 14 2012, af passive/aggressive

Af Martin Hjorth Frederiksen (læs Börneblogger), dette er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter med specialeret viden, mod og hjerte…

Gennemsigtigheden kaster også en skygge. Selvfølgelig bemærker vi den ikke. Selv med bevidstheden om dens manifeste væsen, er den blot en skygge, der ikke kan sanses. Men vi kan konstituere meget med vor bevidsthed, så vi kan jo starte med at undre os.

Man behøver ikke arbejde sig gennem Wittgenstein, Rorty, Derrida m.fl. for at kunne zoome ud og have en holdning til sprogets indflydelse på et væsentligt større plan end cafékulturens konsumforespørgsler, ordrer mv. Mixtape er som begreb pissebesværligt, og det er på tide, at vi overvejer, hvad vi mener med det, og om det overhovedet er ansvarligt at bruge det så flittigt, som vi gør. Eller: som det gøres (passiv form!) med en næsten absurd, maskinel og alligevel forførende automatik.

Verden var et bedre sted i gamle dage

Verden var muligvis ikke et bedre sted for få år siden, men når det kom til mixtapes, var den om ikke andet en enklere størrelse for mange af os. Da var det nemmere at aktivere en vis nostalgi ved en direkte association til et egentligt bånd. Jeg glemmer eksempelvis aldrig det bånd, jeg lavede med min broder til en køretur til Frankrig i sommeren 1998. Vi lånte CD’er fra venner, familie, biblioteket. Vi købte maxi-singler. Vi ventede på, at bestemte sange blev spillet i radioen. Slutteligt havde vi et bånd, der kunne afspilles i den mørkeblå (af frygt for at sige lilla) Renault Laguna.

Hvad jeg og min broder den sommer brugte så lang tid på, er vel snarere, hvad vi i dag vil kalde en playliste, såfremt vi digitaliserer det (men ikke udelukkende, mere herom senere). Der er altså noget over lukketheden i det fysiske format, om vi taler bånd eller CD’er. Et opslag på Wikipedia bidrager med den næsten komiske betragtning: ”The CD-R disc is currently the most common media for homemade mixes.” Det er egentlig ikke på trods af men snarere på grund af dets status som sandhed, at det er komisk. Måske ikke ha-ha-sjovt men en art paradoksal proto-anakronisme.

Nuvel! Det skal ikke her handle om romantik og forherligelse af mere uskyldige tider, men det er ikke irrelevant at tænke på fiktionens mixtape- dyrkende protagonister, om det er hos Nick Hornby eller naive Charlie fra “The Perks of Being a Wallflower”. Af nyere eksempler har vi det førnævnte clash mellem det analoge og digitale. Bemærk titlen på filmen “Nick and Norah’s Infinite Playlist”, der står i kontrast til filmens begyndelse, hvor der fokuseres på de bemalede og æstetiserede mixtapes – i CD-format – lavet af Nick (Michael Cera). Filmen er i sig selv en ret kønsløs størrelse, men selv i halvhjertet popkultur italesættes begrebet og idéen til stadighed som noget centralt. Noget, vi har på hjerte.

Videre til problemet, som vi i samme åndedrag anerkender som en sund udfordring: Mixtape som begreb er efterhånden så udvandet en størrelse, at vi ikke længere kan definere det klart (det har vi måske aldrig kunnet, mere herom senere). Det har således stadig den ovennævnte betydning, hvor man samler forskellige sange på et analogt format, men det begrænser sig ingenlunde dertil. Der udspiller sig ydermere en kamp mellem “mixtape” og ”playliste”, og et mixtape kan ikke længere defineres ud fra en lukkethed eller for den sags skyld et analogt format; nogle husker måske, at Pitchfork i 2006 lancerede ”the infinite mixtape”, der i al sin enkelhed gik ud på, at de af og til frigav en MP3 med det allerbedste nye musik (den i øvrigt fremragende serie præsenterede bl.a. Beirut og Beach House, da disse var ganske nye, ukendte størrelser, men konceptet blev hurtigt lagt på hylden).


The Weeknd – Loft Music fra House of Balloons

Diverse kunstnere bliver regelmæssigt bedt om at lave både playlister og mixtapes af pladeselskaber, blogs, streamingtjenester m.fl. På hjemmesiden MixTape.me proklamerer de sågar, at man dér kan skabe, høre og dele playlister, og at mixtapes ikke er et overståeligt kapitel – de er snarere evolved. Vi går kort tilbage til Wikipedia og deres indledende linje:

”A mix tape or mixed tape is a compilation of songs recorded in a specific order.”

Det kan jo i sig selv betyde en del. Sidste år lagde The Weeknd frit sin debutplade ud på sin hjemmeside. I første omgang skabte Drake en del hype om pladen, og da Pitchfork tog den til sig, var den allerede et mixtape, hvilket canadierens to andre plader i øvrigt også har fået status som. Tre indledende aspekter presser sig på, som man må overveje. De være sig betydningen af 1) en gratis samling sange 2) flittig brug af sampling og 3) mixtape-begrebet i forhold til hip hoppens historie.

1) Markedsføring og pris har ikke tidligere defineret en plade som andet end en sådan, og eksempelvis “In Rainbows” (eller Radiohead-modellen) ville vi aldrig drømme om at kalde et mixtape. Så vidt så godt så åbenlyst.

2) For mange mennesker adskiller sampling sig fra en musikalsk praksis, hvor alt eksempelvis indspilles analogt, men flittige samplere som de mesterlige The Avalanches eller top 40-dyrkende Girl Talk udgiver ikke mixtapes af den grund.

3) Nærmest i forlængelse heraf trænger den klassiske definition af et mixtape sig på som kendt fra hip hop: Kunstneren, der simpelthen rapper hen over et instrumentalt bånd. Disse kunne enten være liveindspilninger – fra dengang hip hop var et eksklusivt livefænomen – eller f.eks. en anden rappers bånd, som man selv benyttede sig af. Det handlede om at komme ud med det, man havde, og med enten teknologiske eller økonomiske begrænsninger, måtte man bruge, hvad man havde til rådighed.

Det er primært i sidstnævntes ånd, man til en vis grad må forstå brugen af begrebet i forhold til eksempelvis udgivelser som The Weeknd, selvom vi hverken kan konkludere noget på a) genrer eller b) selve produktionen. I forhold til a) er The Weeknd eksempelvis ikke engang med god vilje hip hop, og med b) er spørgsmålet, om der i traditionel forstand overhovedet måtte mixes på instrumentalsiden og i givet fald hvor meget, før denne særlige status ville frafalde. Det enkle svar er, at dette traditionelle forhold til begrebet mixtape heller ikke kunne defineres klart. Denne historie er i øvrigt værd at udforske i sig selv (se bl.a. Forman, Murray; Neal, Mark Anthony (red.): “That’s the Joint! The Hip-Hop Studies Reader”).

Glorificering af mixtapes i populærkulturen

I denne sammenhæng er det imidlertid lidt lettere at forstå, hvorfor den svenske duo jj med deres Kills udgav et mixtape. Deres første plader indeholdt også flittig brug af sampling, men Kills var i højere grad sangerinde Elin Kastlanders vokal over minimalt bearbejdede samples. Nu må jeg søge tilgivelse for en tredje gang at henvise til Pitchfork, men der skrives netop om denne udgivelses status som mixtape:

“Kills is a true mixtape in both senses of the word. First, like the American rap tapes they seem to love (they’ve toyed with a lot of non-mixtape material as well as R&B covers in the past), much of this outing finds Elin Kastlander laying her vaporous vocals over other people’s samples. It’s all very tongue-in-cheek but at its core, Kills, which features a version of the Let Them single re-titled Kill Them, also plays like the kind of tape one fan/nerd might give as a gift, but with a twist. These are songs and samples and scraps of melody they clearly loved enough to share.”


jj – Kill You fra Kills

I en positiv læsning kan man med base i eksempelvis den franske kurator Nicolas Bourriaud trække på idéen om sampleren som en samler af kulturelle tegn (en semionaut i franskmandens terminologi). Ved at sprede disse tegn og lægge yderligere lag på deltager man således i en nysgerrig og fordrende hyldest til en fælles kulturhistorie og måske endda (på godt og ondt) en slags løbende nominering til en global kulturkanon. Eller som forfatter og redaktør Geoffrey O’Brien har kaldt det personlige mixtape: ”the most widely practiced American art form”. Bourriaud fokuserer imidlertid selv primært på aktiv sampling og DJs.

I forlængelse heraf og med støtte fra den tidligere nævnte glorificering af mixtapes i populærkulturen er det her på sin plads med et kritisk blik på det udvandede begreb. Ikke fordi begrebet i sig selv er blevet meningsløst, langt fra, men fordi det er sundt at forholde sig til de ord, der bliver slynget ud, og fordi det kan hjælpe til en forståelse af visse dynamikker, som også kan have en betydning for smagsdommen.

Det kan have en snert af paranoia, at sanseperceptionen skulle kunne snydes af en subtil begrebslighed, men problemet er ikke blot forvirring; det er i endnu højere grad, at det er en glidebane, som kan udnyttes af en PR- maskine, der ikke engang behøver være velsmurt. Mixtape har således så mange positive konnotationer – ikke mindst gennem nostalgien – at man alt for ukritisk kan applikere begrebet på en plade, der ellers skulle have status af, ja, et album. ”Don’t hate the player, hate the game” bliver der råbt tilbage, og det er egentlig ikke en kritik af industrien som sådan. Det er mere en kritik af forbrugerens knap så kritiske sans.

Samtidig er det et sikkert valg. Hvordan det? Netop fordi vi vænner os til ikke at tænke om det i albumformat i klassisk forstand. Det er bestemt ikke negativt, at vi finder modet til at bryde med konventioner, og det er ikke, fordi vi skal værne om traditioner per definition. Men lad os kort se på nogle begreber: vi ved, at ikke skal forvente os et færdigt produkt (i en ikke-kynisk forstand) af en demo. Omvendt er en LP intenderet fuldendt. Dette er i det mindste den sort/hvide opfattelse af begreberne.

Promovere den rigtige debut

Interessant er det så, at EP-formatet endnu ikke er blevet problematiseret. Og hvorfor skulle det også det, kan man spørge. Der er jo ikke noget i vejen med det som sådan. For mange kunstnere er det en EP, der baner vejen og skaber hype og/eller kontakt til et label, der kan promovere den første LP, der herefter får status af ”debutudgivelsen”. Mange af mine yndlingsudgivelser er sågar EP’er. Men vi må samtidig erkende, at det langt hen ad vejen er et lettere format at arbejde med. På en EP kan man tage flere chancer. De eksisterer stadig i vor bevidsthed mellem LP’er. En EP kan således både undskyldes (”det er bare en EP”), eller den kan tage temperaturen på publikum i arbejdet mod en lyd på en kommende LP.

Pointen er, at de til en vis grad kan undskyldes, og det er frygten, at begrebet mixtape allerede er blevet så udvandet, at vi er i stand til at forbinde noget smukt med det uden at bevare vor sædvanlige kritiske sans. Dermed opstår der potentielt et farligt kunstnerisk kompromis. Man behøver ikke være hardcore fænomenolog eller receptionsæstetiker for at føle et vist ansvar som lytter. Det handler ingenlunde om snobberi eller om at anlægge en unødvendigt kritisk mine. Så bør man holde sig langt væk. Det handler om at give sig selv de bedst mulige betingelser for at kunne lytte rent og fordomsfrit (der findes jo som bekendt både positive og negative fordomme).

Der bliver kastet skygger, vi ikke kan se. Det gør der bl.a., fordi vi selv er med til at kaste lys på aspekter og idéer, som vi ikke altid følger til dørs. Nu vil jeg lave mig et mixtape til en god ven.


Clams Casino – All I Need fra Instrumentals

Passive/Aggressive anbefaler Ngunguguzu – The Perfect Lullaby Mixtape og Death Grips – Exmilitary Mixtape.