Momus – anarki og højstemt romantik i en labyrint af perversiteter
Af Hans Frederik Jacobsen
Det var i 1986, at den landflygtige skotte Nicholas Currie valgte at tage navn efter Momus, den græske gud for hån og parodi. Ud over de bøger og kunstværker, han ellers producerer, har Momus i snart 30 år ufortrødent udgivet rundt regnet et album om året og dog mærkeligt nok haft held med undgå nogen større kommerciel opmærksomhed.
Mærkeligt, både fordi Momus er et popmelodisk stortalent, og fordi hans stemme på en god dag kan forveksles med David Bowies. Begge dele er manden fuldstændig klar over, og arbejder man sig kronologisk gennem hans snart 30-årige diskografi, hører man, hvordan hans mere velbalancerede tidlige udspil langsomt erstattes af et større og større behov for at undersøge og dekonstruere hans eget melodiske talent. I dag træder studiemusikerne ofte i baggrunden for hjemmemikrofon og laptop, så et nyere Momus-album fremstår som et skizofrent amalgam af højromantiske melodier og instrumentsamples fra Apples GarageBand.
I 1998 tvang en øjeninfektion ham til at anvende den klap for øjet, der siden er blevet til et slags varemærke for et særegnet musikalsk verdenssyn. Momus’ univers er idiosynkratisk, anarkistisk og sarkastisk, og hans lyrik, der nutildags ofte leveres som en intim hvisken over en dårlig Skype-forbindelse, står tydeligt som noget af den moderne popmusiks mest overraskende og legesyge tekstforfatteri.
Vi ved, vi lytter til Momus, når vi støder på emner og motiver, der inkluderer, men ikke er begrænset til: orientalisme, incest, fransk filosofi, sex og højteknologi. Her er god og dårlig smag en akse, der for en kort stund ikke eksisterer. Dette er et musikalsk forfatterskab, der vel og mærke også har resulteret i to sagsanlæg fra emner, der ikke synes om at være inddraget i Momus’ labyrint af smukke perverse interesser og frie associationer.
Momus’ nyeste samling af ubesværet elegante smæderim er skabt i samarbejde med David McClymont fra det gamle Orange Juice – og er med den altsigende albumtitel “Two” duoens andet album under navnet MOMUSMCCLYMONT. McClymonts mere instrumentale tilgang sørger for, at albummet ikke viger alt for ofte fra melodi og rytme, og Momus’ tekster er som altid på samme tid gode og åndssvage. Man fristes til at sige, at det er mere af det samme, hvilket i dette tilfælde er et alt andet end kedeligt udsagn.
Lyt til hele albummet på Momus egen Youtube-konto for også at holde en kort ferie fra din fornuft i hans hjemmelavede og sanseforvirrede musikvideo-univers.
