My Beautiful Decay 1973 – Tonernes sidste åndedrag
My Beautiful Decay 1973 “Bloom” (Cosmopol Music Group, 2019) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen
Komponist og billedkunstner Carsten Bo Eriksen har siden starten af 90’erne markeret sig i forskellige hjørner af dansk kulturliv. Han er grundlægger af ensemblet Nordlys og har gjort sig bemærket med alt fra art rock i bandet Melonheads til elektroakustisk kompositionsmusik foruden at arrangere festivaler, producere for andre artister og bestride administrative poster. De seneste fem år har han udgivet en stribe albums under navnet My Beautiful Decay 1973, senest den flotte EP “Bloom”.
“Bloom” er kommissioneret af Statens Museum for Kunst i forbindelse med åbningen af udstillingen “Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” i august og er mere specifikt en række fortolkninger af den danske guldaldermaler J. Th. Lundbyes værker. Lundbye er en Guldalderens mest ikoniske kunstnere trods sin utidige død som kun 29-årig som følge af en vådeskudsulykke. Man forestiller sig et ulykkeligt endeligt blandt de selvsamme brede bøge, han så mesterligt afbillede.
Når det så er sagt, behøver man hverken kende til Guldalder, Lundbye eller dennes værker for at kunne sætte pris på “Bloom”, der fint kan stå på egne ben.
EP’en er en minimalistisk omgang kammermusik krydsbestøvet med elektroniske elementer. Kompositionerne er centreret omkring piano og cello (spillet af Josefine Opsahl). Det er dem, der bærer de melodiske hovedtemaer og fastholder “Bloom” i en elegisk dvælende stemning .
Som EP’ens titel (og Carsten Bo Eriksens kunstnernavn) indikerer, fylder forgængelighed meget på “Bloom”.
Bloom, at blomstre. Fødsel og liv, men også bevidstheden om, at alt, hvad der blomstrer, skal visne og dø. En dobbelthed, som Bo Eriksen bestemt ikke er tonedøv overfor. “Bloom” er yndig og skøn, men også melankolsk og på nippet til at forgå. Tonernes sidste åndedrag.
Forgængeligheden lurer ikke bare i bevidstheden om Lundbyes endeligt – den smukke kunstner, død før tid, i titlerne (“Death Mask”, “Kranium”, “Forblæste Træer”) og i coverets dødningehoved – det kvintessentielle vanitassymbol. Den regerer også kompositionernes indre dynamik. Hvert enkelt nummer på EP’en føles som en gentagelse af bevægelsen fra opblomstring og hendøen. Numrene intensiveres, men uden retning. Vokser ud i ingenting. En bitter eksistentiel erkendelse: Alt liv, al opblomstring, er retningsløs, eksisterer blot for at visne og dø uden forløsning. Som når de marcherende celloer på “Kranium” fortegner sig i et sørgmodigt ekko, svævende i intethed. Når temaet i “Forblæste Træer” gentages i forskellige inkarnationer – koagulerer for i næste nu at flyde ud i formløshed. Når florlette piano-arpeggioer drukner i traurige cellomelodier eller opsluges af elektroniske gråtoner. Som kroppens nedbrydning er det en stille bevægelse mod nulpunktet. Intet crescendo, intet drama, blot en skrøbelig afblomstring. Ikke dekonstruktivismens destruktion, men tidens naturlige og uundgåelige nedbrydning af alt levende.
Til trods for at Guldalderen ikke er det mest sexede hjørne af dansk kunsthistorie, er det måske det, der resonerer stærkest med vores samtid. På mange måder dækker de candyfloss-lignende trækroner, vatskyerne og de slanke figurers porcelænsagtige ansigter over store paralleller til vor tids politiske virkelighed. Første halvdel af 1800-tallet så en fremvækst af nationalisme i Europa – i Danmark tæt knyttet til enevældens ophør, forfatningen af grundloven og Treårskrigen – og i denne periode begyndte en række kunstnere mere eller mindre programmatisk at romantisere og idyllisere den danske natur: bølgende bøgeskove, majestætiske klitrækker og uendelig blå himmel malet i lyse toner og klare farver – virkeligheden gennem nationalismens kalejdoskop. Det var ikke en passiv skildring af en allerede eksisterende national selvforståelse, men en aktiv produktion heraf. En performativ produktion, der altid vil være præmissen for et fællesskab, men som i dag synes at blive brugt i stigende grad som politisk redskab på tværs af et stadigt ekspanderende politisk spektrum i dansk (og global) politik. Der tages patent på danskheden, som hvæsses, så den kan instrumentaliseres i eksklusionens tjeneste.
Det kunne have været interessant, hvis Carsten Bo Eriksen var gået mere i kødet på disse åbenlyse paralleller. Dog gælder denne kritik kun, såfremt man bedømmer “Bloom” ud fra dens præmis som kommissioneret værk. Hørt uafhængigt af denne kontekst er værket neoklassicistisk ambientmusik, der smukt besynger forgængelighedens uundgåelighed.
Info: “Bloom” udkom den 23. august på Cosmopol Music Group i forbindelse med åbningen af udstillingen “Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” på Statens Museum for Kunst, der løber indtil den 8. december 2019.
