Northern Winter Beat 2020 – En ode til mørket (reportage)
Af Peter Svendsen – fotos: Rafael Zajac, Balazs Popal & Moment Photo
I sin ottende inkarnation virker det til, at den aalborgensiske festival Northern Winter Beat har fundet sin retning, med fokus på mørke og kulde, hvilket fremstår nærliggende og oplagt efter 3 kolde, vindblæste og regnvåde dage i Aalborg.
I ceremoniel stil åbnedes festivalen i Aalborgs domkirke, Budolfi Kirke, ved en solokoncert med den hollandske lutspiller Josef van Wissem tidligt torsdag aften. Skibet af Budolfi var klædt primært i kolde røde og blå nuancer, da van Wissem indtog position foran alteret. Over 45 minutter blev Northern Winter Beat indledt med improvisationer over simple temaer, til en kold middelalderlig stonerfolk. Fokus var fortrinsvist på moderne strukturer, og som koncerten skred frem, blev det gradvist mere og mere tydeligt, at van Wissem nok bare gerne ville være rockstjerne. Han bevægede sig over i mere stringente afsluttede kompositioner, hvortil han leverede banale repeterende tekster, der endegyldigt umuliggjorde muligheden for at indtage rummet, som ellers burde være oplagt for van Wissems umiddelbare udtryk. Der var bestemt lagt en retning for festivalen, men desværre ikke med den sakrale oplevelse, som koncerten så ud til at kunne blive, på papiret.
Torsdagen var først og fremmest en rolig åbning på årets Winter Beat, hvor de resterende to koncerter blev afviklet i de kendte rammer på 1000Fryd. Britiske Ohmns og danske Hiraki stod for resten af aftenens program, og disse kunne for sin vis have stået som en ganske anden dag på den aalborgensiske punkvenue, uden tematisk at engagere sig. Førstnævnte spillede noget så neo-retro(?!) som garagepunk i 2020, men desværre uden videre bidrag til en i forvejen veludforsket genre. Hiraki spillede i nogen højere grad ind i den overordnede tematik for Winter Beat, med et langt mere koldt og angstfyldt udtryk. Desværre frafaldt muligheden for indlevelse i den kølige støjrock hurtigt, da bandet mellem de enkelte numre tog fejl af 1000Fryd og Grøn Koncert, og det hele skulle være fællesskål og bunden i vejret. Bevares, ikke et ondt ord om torsdagsdruk herfra, men det komplimenterede ikke ligefrem det udtryk, musikken sigtede efter.
Torsdagens skæverter til side, fredagens program var hvor Northern Winter Beat for alvor skulle skydes i gang. Det var tydeligt på menneskemængden, at det langtfra heller var alle partoutbilletholdere, der havde trodset torsdagens regn. Fredagens første koncert var også festivalens første, hvor kapaciteten blev nået. I dette tilfælde siger det dog ikke så forfærdeligt meget, da Riley Walker spillede godt 20 minutter i Gråbrødre Kloster, et museum af et gammelt kloster beliggende under gadeplan i Aalborg Midtby. Tydeligt hjemmevant i solooptræden udviste Walker en bred beherskelse af folkgenren, med afsæt i både raga, outlaw-country og den obligatoriske Nick Drakeness. Walker crackede jokes og udførte sit håndværk meget dygtigt, men fandt aldrig rigtigt helt sin plads i settingen, mellem ruiner og gravfund, der fortalte om en tid, som folktraditionen ikke helt kunne skue tilbage mod.
I Aalborgs Utzon Center stod et bord med modularsynths ydmygt klar til at forløse noget af det lovede potentiale. Med udsyn over Limfjorden var det store auditorium igen i år taget i brug til nogle af de mindre konventionelle koncertoplevelser. Med asketisk præcision fremførte Kali Malone en cyklisk meditation over frekvenser og svingninger, hvor de enkelte toner fik plads til at slæbe sig frem.
Malone formåede effektivt at overføre disciplinen fra sidste års fremragende udgivelse “The Sacrificial Code”, fra kirkeorgel til modularsynth og låste undertegnede i et tidsløst rum, hvor de dybe droner resonerede gnidningsfrit med det kun svagt synlige vandspejl bag hende, indtil tonerne ebbede ud og afviklede sig selv med samme naturlighed som de indtraf. Det var egentlig planen, at Malone skulle spille i Budolfi Kirke, men da orglet ikke kunne close-mic’es, blev hun flyttet til Utzon Centeret, og det endte med at være en fuldgod erstatning.
Programlægningen for fredag gjorde det umuligt at se særligt mange hele koncerter, specielt når man indregner transport fra scene til scene, hvorfor de næste timer gik med at se bidder af David Eugene Edwards, Maarja Nuut og Teksti-TV 666. Edwards gjorde ganske lidt for mig, dels på grund af travlhed, dels fordi det var svært at nå gennem menneskemængden til et sted, hvor jeg reelt kunne forholde mig til musikken. Derfor blev det til små 20 minutter af Maarja Nuut på Huset i Hasserisgade, hvor loopet violin, sampling og eventyrlyrik stod på programmet for et artigt siddende publikum. Musikken havde en umiskendelig baltisk vibe og mindede mig om den finske freefolk scene (Ikuisuus/Fonal Records osv), men kogt ned til fast form med barnlige eventyrmoraler.
Personligt passerede jeg gaden tilbage mod Utzon Centeret, hvor ungarske Hiedelem stod klar. Duoen er ny og gjort af hhv. Balazs Pandi (Merzbow, Keiji Haino, Thurston Moore, Mats Gustafsson) og Attila Csihar (Sunn O))), Mayhem) giver et indtryk af, hvilket lydbillede man skal forvente, og det var sådan set også, hvad de leverede. Vokalsampling og freetrommer med tung bund blev formidlet til en lille times avantgarde, der indædt forsøgte at skabe den onde stemning, men uden rigtigt at blive forløst. Csihar vekslede mellem blackede skrig/hvisk og ritualistisk messen, mens Pandi gjorde sit for at bryde eventuel form op, uden rigtigt at have noget at spille op imod. Der kan godt være potentiale i den her konstellation, men på aftenen fremstod det mest af alt som en af de avantgardekoncerter, hvor musikerne spiller lidt hvert for sig, på samme tid.
Som en af de forholdsvis få, sad jeg koncerten ud, hvorefter turen gik tilbage til 1000Fryd, hvor Hviderussiske Molchat Doma (lyt her) havde indtaget scenen med solid, dansabel coldwave. Et pakket Fryd blev ført bag jerntæppet og transponerede til en lokation i Minsk ’82. Veludført og veloplagt show, hvor den karakteristiske kontrast i den drivende rytmik og den frostklare diskante guitar opførte sig lige præcis så østblok som genren dikterer. Anlægget på et rasende varmt Fryd fik lov til at fylde rummet, og trak specielt frontmandens intensitet med sig. Stensikker anbefaling til næste gang man rammer Minsk.
Ligesom fredagen hævede niveauet betragteligt fra torsdag, så ville lørdagens program ligeledes leve op til diverse løfter. Mange af festivalens headliners lå på perlerække lørdag aften, hvor ruten for mange var Richard Dawson ind i Michael Gira ind i Kogekunst ind i Iceage. Langt hen af vejen var jeg selv på samme rute, dog med en betydelig afstikker, men det kommer vi til.
I bedste sendetid startede vi kl. 20.00 på Huset i Hasserisgade, denne gang med ståpladser, hvor den nærmest ufatteligt lave Richard Dawson indfandt sig med sin trio. Personligt havde jeg høje forventninger til denne koncert, i kølvandet på det nyligt udgivne album “2020” (lyt her), såvel som Dawsons ry som livenavn. Der er en skøn ironi og afmagt i Richard Dawsons materiale og optræden, som kommer til sin magt meget tydeligt ved Dawsons eget væsen. Der er en meget ublu ærlighed, som lige skal pakkes ind i en grunget lyd, der måske har til hensigt at skjule hvilke søde, skæve popmelodier, der ligger til grund for det hele. Sættet bestod primært af sange fra “2020”, med en afstikker til en lokal folkesang fremført acapella, desværre foran et knapt så disciplineret publikum. Det blev desværre kun til en lille time, hvor vi aldrig rigtigt nåede at se særligt dybt i sækken af Dawsons mange tricks, men altså, det var da et fedt rockshow med gode bangers.
Jeg missede starten af Michael Giras sæt, men indfandt mig hurtigt i hans hårde, vrede greb. Mange af sangene stammede fra fra den seneste Swans-plade, “Leaving Meaning” fra 2019 (lyt her), og denne aften manifesterede Gir sig tydeligt som værende Swans ikke desto mindre. Det var samme mørke, kosmiske udtryk, det var samme musikalske tilgang, det var endda stadig ret højt, selvom det kun var Gira selv med en semiakustisk guitar. Selvom han ikke har den samme tyngde solo, som når han er med band, så er Gira stadig enormt krævende af ens opmærksomhed, dragende og fatalistisk. Der var igen enkelte problemer med publikummer, der ikke var taget til koncert for at høre musik, men overordnet var Gira i stand til at overdøve både ved volumen og indhold, men det holdt mig stadig fra helt at kunne trækkes ind til begivenshedshorisonten, og uden mulighed for det velkendte Swans-greb med at trætte lytteren ind i underkastelse med maratonkoncerter, forblev jeg i kredsløb.
Meningen var herefter, at jeg ville begive mig ned på Utzon Centeret for at overvære lokale Kogekunst spille deres børnehavepispop i udvidet opsætning, men da jeg var nummer 142, der havde fået denne idé, var jeg forment adgang til auditoriet, der huser 140 mennesker. I aftenens anledning havde Kogekunst blandt andet taget et kor af diverse venner og bekendte med, hvervet freejazzminister Peter Ole Jørgens bag trommerne og overtalt P/A-almunus og saxofonist Henrik Pultz Melbye til at bidrage med både Careless Whisper og Interstellar Space. Det skulle angiveligt have været godt, hvis man tør stole på ordet på gaden.
I stedet endte jeg tilbage på 1000Fryd, hvor jeg nu havde mulighed for at se et navn, som jeg spændt havde noteret mig. Der er visse forhold i livet, der gør sig gældende som nærmest en naturlov, og når der kommer musik fra Japan i min nærhed, så kommer det gerne ukritisk højt på min prioriteringsliste, og dette gjorde sig også gældende for WaqWaq Kingdom. En duo bestående af Shigeru Ishihara (DJ Scotch Egg) og Kiki Hitomi (King Midas Sound) der spiller dubbet, knækket tribal techno med en forkærlighed for shinto-mytologi (lyt her).
Klædt i neonfarvet tyld åbnede de sættet med at smække 1000Fryds anlæg på overarbejde. Det var ikke alle, der var helt klar på lydniveauet, hverken den ekstremt tunge bas eller de skærende støjflader DJ Scotch Egg lagde over, men for dem, der holdt ud og fik vænnet sig til trykket, endte det i et skizofrent fest-trip, hvor shamanistiske ritualer og gabber fik lov at stå side om side. Som japanerne har det for det vane, så gik de vel et godt stykke ud over, hvad mange ville anse for konventionerne og var aggressivt indstillet på at skubbe til folks opfattelse af, hvordan denne technofest skulle afvikles. Efter at have givet de tilbageværende publikummer en guided tour i, hvordan man fester i Japan, lukkede WaqWaq Kingdom ned med et par minutters øresønderrivende noise, som kun japanerne kan lave det. Bedste koncert til Nordic Winter Beat 2020.
Jeg rundede festivalen af med et gensyn med Københavns mest populære countryrockband Iceage, der langsomt og metodisk førte et fyldt Studenterhuset ved hånden rundt i deres diskografi. Der er i virkeligheden ikke forfærdeligt meget at sige om Iceage, der ikke allerede er blevet sagt, og de overbeviste også mig, igen. De spiller som et rockband, de opfører sig som et rockband, og denne lørdag aften var de et pisse godt rockband. Det var en værdig afslutning for undertegnedes Northern Winter Beat 2020, der viste sig som en festival, der i højere grad end før har formået at præstere et individuelt sammenhængende udtryk.
For første gang kunne festivalen i sin ottende inkarnation meddele udsolgt, og dette må tages som en stor cadeau til den nye retning, hvor Northern Winter Beat forsøger at gå balancegang mellem det bredt indbydende og det smallere, mere udfordrende. Det er ikke alt, der har været lige vellykket, men ambitionsniveauet er højt og tillader også rum for at tage chancer, og det er heri, man finder både skuffelserne såvel som de store oplevelser. Niveauet var generelt enormt højt, kunstnerisk, afviklingsmæssigt og tematisk, og jeg tror bestemt, det kan blive endnu bedre, nu hvor profilen på Northern Winter Beat for alvor har fundet retning.
Info: Nothern Winter Beat er arrangeret af 1000Fryd, Huset and Studenterhuset. Næste års festivaldatoer er 28.-30. januar 2021.
