Ny festival: “Vi udfylder et tomrum for eksperimenterende musik i Aarhus”
Af Mikkel Arre
I denne uge er der premiere på den aarhusianske festival Alter. I perioden 1.-4. september byder festivalen velkommen til en lang række prominente udenlandske navne såsom Beatrice Dillon, Wolfgang Voigt (aka Gas), Bbymutha, Nyege Nyege Tapes-kunstnerne Duma og Don Zilla samt en trio bestående af Kali Malone, Lucy Railton og Stephen O’Malley (Sunn 0))), KTL). Blandt de danske navne på plakaten er Astrid Sonne, Clarissa Connelly, Gabestok – og en række unikke samarbejdsprojekter, som vi vender tilbage til lige om lidt.
Alter skulle have været afviklet første gang i marts 2020. Halvandet års pandemi senere er meget i verden anderledes, men egentlig er vilkårene for at arrangere en festival ikke forandret voldsomt, fortæller Jeppe Berg, der er en del af arrangørgruppen.
“Den store forskel er mest af alt, at man sidder og læser regler for indrejse for musikerne til Danmark for at sikre, at de rent faktisk må og kan komme ind i Danmark. Derudover er der en hel masse praktikaliteter omkring flyrejser, som bare er mere besværlige end før. Rent kunstnerisk har vi også orienteret os mere imod kunstnere, som er bosat i Europa. Men det har faktisk vist sig, at de største udfordringer er med britiske kunstnere, hvor vi bl.a. har måttet aflyse koncerten med CURL (med bl.a. Mica Levi, red.). Ud over det har vi arbejdet med forskellige scenarier for, hvordan vi skulle opbygge koncertrummet, alt afhængigt af de retningslinjer som kunne være gældende til september. Det ender næsten så godt som muligt, og med de seneste restriktioner skal publikum kun have en negativ Covid-19-test eller være fuldt vaccineret for at kunne deltage.”
P/A: Hvorfor har I etableret festivalen? Og i forlængelse af navnet: Hvad håber I at kunne ændre eller gøre anderledes?
JB: “Vi etablerede Alter ud fra et ønske om at skabe samspil mellem musik og andre kunstformer. En øvelse, som passer godt ind i festival-konceptet, som i sin natur er kompakt og intenst. Dertil manglede der et ståsted for den eksperimenterende musik og kunst i det jyske, som vi mener, vi kan være med til at udfylde. Vi vil gerne være en central aktør for den eksperimenterende samtidsmusik og kunst – især her i Aarhus, hvor der mangler et rum for den type kunst. Selvom vi har arbejdet med et traditionelt festivalkoncept over fire dage, forsøger vi hele tiden at overveje, hvordan vi kan være med til at skabe en anderledes festivaloplevelse.
Vi har f.eks. skabt en Alter-bog, hvor vi har fået forfattere til at beskrive den kunst og musik, som sker hver af dagene under festivalen igennem stemningssættende narrativer. Samtidig præsenterer vi kunstnere, musikere, forfattere og scenografer i et kontinuerligt flow gennem et bevidst fravalg af en tidsplan for de enkelte aftener. Derudover har vi en del musikalske kollaborationer – bl.a. Yrdloop x Blikfang og trommeensemblet Samling. Disse projekter er sammensat specifikt til festivalen.
I forhold til festivalens navn spiller tvetydigheden i ordet Alter. I alter ligger der det hellige center i alteret og et transformativt potentiale i det engelske “to alter”. Det er både det, der forandrer sig, og det, der forbliver forankret og helligt, vi arbejder med. Og vi nyder især at befinde os i spændingsfeltet mellem disse to yderpunkter.”
P/A: Når I ser rundt på det, der ellers sker i Aarhus’ koncertmiljø i øjeblikket, hvilken rolle kan I så se Alter spille? Hvad vil I gerne bidrage med, som ikke allerede sker?
JB: “Vi udfylder et tomrum for den eksperimenterende musik, som ellers ikke bliver varetaget i det aarhusianske kunstmiljø. Vi bidrager med at være rum for musik og kunst, som er legende, undersøgende og udfordrende af natur. Dertil ønsker vi at bidrage ved at skabe et samspil mellem forskellige kunstformer og musik, som ikke sker i det nuværende koncertmiljø i Aarhus. Vi ønsker samtidig at skabe et rum, hvor ikke-kommerciel/-profitabel musik kan leve, ånde og tage sin plads på egne præmisser. Sådan et rum eksisterer ikke i Aarhus for tiden.”
P/A: Når man ser festivalens program, er der ikke bare musikere, men også en række kunstnere (med afsæt i bl.a. performance- og multimediekunst). Hvad er tankerne bag at bringe kunst og musik sammen?
JB: “At bringe kunst og musik sammen er for os blot det næste logiske skridt. At se en koncert som modsætning til kunst er at misforstå, hvad en koncert er. Er der noget, pandemien har lært os, er det, at de kunstneriske grene alle springer fra samme stamme; altså et behov for kontakt og forståelse med en levende verden. For os er fokusset for festivalen ikke enkeltdelene, men deres sammenspil. Der vil selvfølgelig være ‘musik’ og ‘kunst’, men der vil også være øjeblikke, hvor grænserne udviskes. Tankerne er at præsentere dem som ét og det samme. For os er al kunst kommunikativ; vi søger derfor ikke en genre eller en kunstform, men vi søger at skabe medmenneskelig kontakt og samtale.”
P/A: En del af arrangørgruppen har tidligere været involveret i spillestedet TAPE, der lukkede under pandemien. Har det haft en indflydelse på lysten til at lave Alter og på, hvordan I gerne ville have festivalen til at blive?
JB: “Det korte svar er nej. Idéen til festivalen blev grundlagt, mens TAPE var fuldt i gang, og udsprang af en mulighed for at kunne udforske andre rum og temaer, end der var muligt for lokalet, vi kaldte TAPE. Vi ønskede at skabe en større totaloplevelse, der ikke var mulig med TAPE. Dertil er det to helt forskellige processer at drive kontinuerlig koncertvirksomhed og afholde en festival. Med Alter havde vi netop lyst til at lave et kompakt program og en enkeltstående begivenhed, som kunne samle de kræfter, der ønsker at fremme den eksperimenterende samtidsmusik og -kunst lokalt og nationalt.
Efter TAPE’s lukning har vi et yderligere ønske om at præsentere Alter-koncerter året rundt, hvor vi bl.a. kommer til at afholde seks-syv koncertaftener på Kunsthal Aarhus. Denne del af Alter havde vi sikkert ikke givet os i kast med, hvis TAPE stadigvæk havde eksisteret. Med andre ord har lukningen af TAPE gjort, at der ikke bliver præsenteret det samme antal koncerter med den frie musik, hvilket vi med Alter forsøger at råde lidt bod på.”
P/A: Festivalen bliver afviklet under Aarhus Festuge. Kan det ikke give lidt nervøse trækninger at skulle engagere det aarhusianske publikum i et avantgardeprogram, samtidig med at festugen kører?
JB: “Man er naturligvis altid lidt spændt, når man skal præsentere en festival for første gang. Det har dog været et bevidst valg at lægge festivalen i forbindelse med Aarhus Festuge. Vi har haft et rigtig fint samarbejde med Festugen om bl.a. markedsføring, presse og det at arbejde i rum, som ikke er bygget til koncerter. Historisk set har Aarhus Festuge inkluderet en del avantgardemusik og koncepter med bl.a. Ujazz og Vice Versa. Disse koncepter eksisterer ikke mere, så på sin vis taler vi ind i den tradition.”