Passive/Aggressive

Nyege Nyege Tapes – Et intenst indblik i Østafrikas sprudlende musikmiljø

September 14 2021 , af mikkelarre
Don Zilla

Don Zilla, DJ Pö, Scotch Rolex, Duma og MC Yallah, 9. september på Volume, København – reportage af Alexander Julin Mortensen, foto: Rene Passet/Gong Tomorrow

Den otte dage lange (og netop afsluttede) festival Gong Tomorrow profilerer sig som en festival om social lytning. Festivalen har med sit program forsøgt at skabe lytteoplevelser, der kan rykke på publikums selvforståelse og åbne forståelseshorisonter.

Derfor giver det også åbenlys mening for mig, at én af festivalens aftener er dedikeret til selskabet Nyege Nyege Tapes, der ud over at udgive musik også arrangerer en årlig festival og etablerer ophold for udenlandske musikere. Sidstnævnte har resulteret i flere spændende samarbejder, eksempelvis “KIKOMMANDO” fra i år, der er et samarbejde mellem en række sangere og MC’s fra Kampala i Uganda og den italienske producer Simone Trabucchi (STILL, Hundebiss).

Nyege Nyege Tapes har – sammen med sit underlabel Hakuna Kulala – i de seneste år tiltrukket international opmærksomhed, hvilket for alvor startede med opsamlingen “Sounds of Sisso” i 2017. Den åbnede dørene – og ørene – til en klubmusik, der både lød rå og humoristisk, og som overordnet set var kendetegnet ved et væsentligt højere tempo end normalen for klubmusik i Vesten. Mens den danske techno-scene har høstet international anerkendelse for sit hurtige take på genren, hvor BPM ofte ligger omkring 140-150, udgiver Nyege Nyege Tapes kunstnere, der opererer med helt op til 230 BPM.

Aftenens lineup bød på fem koncerter, der illustrerede den genremæssige spændevidde, man kan finde på tværs af Nyege Nyege: fra tung basmusik over eksperimenterende hiphop til noise. Det viste, hvor diverst et musikalsk miljø Nyege Nyege har eksponeret fra lande som Uganda, Kenya og Tanzania. Fællesnævneren hele vejen igennem aftenen var eufori, energi og intensitet.

Den første koncert var med Don Zilla, der udgav sit debutalbum, “Ekizikiza Mubwengula”, på Hakuna Kulala tidligere i år. Der var ingen glidende og blid overgang ind i Nyege Nyeges musikalske univers. I stedet blev man nærmere kastet ud i det fra det ene sekund til det andet, i samme øjeblik som Don Zillas betontunge basrytmer pludseligt bragede gennem salen og ændrede Volume på et splitsekund. Der var en nærmest fysisk tyngde over den bastante bas i Don Zillas musik. Det kan man godt høre på hans debut, men alligevel blev jeg overrasket over, hvor anderledes musikken lød live. Det føltes som så integreret en del af Don Zillas musik, at man netop skulle mærke den på egen krop, hvilket man i den grad også gjorde.

Med de metallisk klingende lydelementer og mørke undertoner vækkede hans koncert også associationer til Jlin hos mig, men Don Zillas musik var dog blottet for den lethed, der kendetegner en del af Jlins produktioner. I løbet af sit set gav Don Zilla dog slip på de umådeligt tunge basrytmer til fordel for et mere udadvendt og optimistisk udtryk, hvor de hoppende trommer ledte mine tanker mod det portugisiske label Príncipe, hvor en del kunstnere trækker på bl.a. batida og kuduro i deres musik. Selvom tempoet i Don Zillas musik ikke var synderligt højt, besad den stadigvæk den utæmmede energi, Nyege Nyege Tapes er blevet eksponent for.

DJ Pö

Jeg følte mig derfor allerede blæst godt omkuld, da DJ Pö overtog scenen fra Don Zilla efter en time. Efter at have budt op til en velfortjent klapsalve til Don Zilla lukkede hun nonchalant hans laptop og begyndte at rappe over et lige så hårdtslående og industrielt-klingende beat, som man kunne finde i det foregående set. “I HAVE NOWHERE TO BE” råbte snarere end rappede eller sang DJ Pö, inden hun lagde mikrofonen fra sig og påbegyndte resten af sin koncert.

DJ Pös udsagn vakte en stor taknemmelighed i mig over, at hun var netop her i aften og videreførte den intense energi. Hendes set mindede på flere punkter om Zillas egen musik, der ligeledes var rå og til tider også tung. Til gengæld var hendes set mere vekslende: Der var flere uforudsete temposkift i løbet af hendes koncert, mens det genremæssigt også var mere mangfoldigt. Det ene øjeblik klikkede footwork-beats af sted under den dundrende bas for så pludselig at blive afløst af drum’n’bass rytmer. Senere i settet introducerede hun mere traditionelle techno-rytmer, der koblede sig til en smadret ghetto-house æstetik. DJ Pös set var altså ikke kendetegnet ved den samme form for stilistiske stringens som den foregående koncert, men var i stedet mere spraglet og bød på adskillige krumspring, hvad angår både tempi og stilistisk.

Lord Spikeheart

Begyndelsen på den tredje koncert markerede et gradvist skift væk fra den klubbede stemning, der havde kendetegnet første del af aftenen. Scotch Rolex er et projekt bestående af japansk-berlinske DJ Scotch Egg, MC Yallah og Lord Spikeheart, der også er vokalist i Duma. Lord Spikehearts skrigende vokal fyldte rummet og skabte en nærmest voldelig stemning, der var intens på en helt anden måde end de to ellers så hårdtslående koncerter forinden. Det lød som at høre black metal konverteret til et elektronisk klub-setup, og bassen ramte mig som overlappende knytnæveslag. Don Zilla og til dels også DJ Pös koncerter indkapslede en vis dysterhed, men denne stemning blev gjort mere teatralsk og eksplicit gennem Lord Spikehearts optræden med Scotch Rolex.

Stemningen skiftede dog fuldstændig igen, idet Lord Spikeheart blev afløst af MC Yallah, der om noget bragte en god portion swag til en koncert, der stemningsmæssigt var begyndt et helt andet sted. “This guy makes me go psycho”, erklærede MC Yallah om Scotch Egg, og det var et virkelig henrivende og indbydende vanvid, der udfoldede sig på scenen. Nogle gange var der en tilnærmelsesvist genkendelig hiphop-rytme i Scotch Rolex’ produktioner, andre gange blev det mere en slags lydtæppe af tætvævede lydspor i et hidsigt tempo. Selvom den sproglige barriere forhindrer mig i at kunne afkode MC Yallahs tekster, ramte hendes energi og attitude som MC mig stadig. Scotch Rolex er på papiret en trio, men selvom både Lord Spikehearts vokalbidrag og DJ Scotch Eggs produktioner gjorde et indtryk på mig, så tilhørte koncerten i høj grad MC Yallah. Hende vender vi tilbage til.

I kølvandet på Scotch Rolex indtog duoen Duma scenen med et noget aparte indslag, taget de foregående koncerter i betragtning. Duoen, der nogle dage tidligere måtte aflyse sin koncert på Alter Festival i Aarhus, eftersom de blev nægtet indrejse til Danmark, formåede heldigvis at ankomme til København. Den klubstemning, der havde kendetegnet første del af aftenen, kortsluttedes mere eller mindre med Dumas koncert, der trækker på ekstrem noise og grindcore. Førhen var gulvet pakket af et dansende publikum, der under Dumas koncert forsvandt til fordel for headbanging og moshpits.

Selvom musikken i modsætning til de forrige koncerter langtfra bød op til (den samme form for) dans, var det virkelig interessant at opleve, hvordan den samme højspændte energi herskede i deres musik, som man tidligere på aftenen kunne høre i en stilistisk helt anden kontekst. Samtidig var Duma også et spændende og godt kurateret musikalsk indslag, da de netop viste en hel anden side af det østlige Afrikas musikmiljø.

MC Yallah

Da MC Yallah igen gik på til aftenens sidste koncert, var mine sanser blevet godt og grundigt bombarderet – ikke kun grundet Dumas støjinferno, men hele aftenens koncertrække. Der var nemlig ikke mange pusterum, fra Don Zilla åbnede ballet. MC Yallah føltes dog som en oplagt musiker til at afslutte aftenen, og hun formåede da også at genskabe en mere festlig stemning for den del af publikum, der fortsat stod tilbage ved midnatstid. Musikalsk virkede MC Yallahs andet set en anelse mere hårdtslående sammenlignet med Scotch Rolex-koncerten, hvor Debmasters beats fremstod endnu skarpere end Scotch Eggs produktioner tidligere på aftenen.

Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet vant til koncerter med mere eller mindre passive livemusikere, der nikker med hovedet ind i deres laptop og drejer på et par knapper, men MC Yallahs sceneoptræden virkede bare uden sidestykke. Hun er ikke bare en MC, men en musikalsk stjerne, der var i stand til både at fylde scenen ud og vigtigst af alt nå ud over den – ud til publikum. “I love the energy, I love that we’re feeling connected”, fortalte hun publikum under sin afsluttende koncert og understregede dermed, at Gong Tomorrow netop havde formået at facilitere rum for social lytning.

Én ting er, at dét at opleve musik i en social kontekst med andre også kan ændre den musikalske oplevelse radikalt. Noget andet er den tilknytning, man kan få til musikken, når den udspiller sig live for øjnene og ørene af én. MC Yallahs karisma, attitude og energi understøttede ikke bare hendes musik, men tog den til et andet niveau. Ligesom hos Don Zilla kunne man ikke tage fejl af den energi, der strømmer gennem hendes musik med Debmaster og Scotch Egg, når man hører deres indspilninger. Men når bassen pludselig rungede så tungt, at det vibrerede i kroppen, eller musikken blev inkarneret i en fremtræden, der matchede den vokalistiske overlegenhed, stod det klart, hvordan musik kan træde i en helt anden karakter, når den opleves i en social og fysisk kontekst.