Proton-showcase i Berlin – Refleksioner over Apple-ambassadører og vansirede sange (reportage)
Sofie Birch & Xenia Xamanek Lopez & KhalilH2OP live på ACUD MACHT NEU (14. november, 2019) – Livereportage af Nils Bloch-Sørensen
I midten af november måned havde det københavnske bookingbureau Proton kurateret en aften med tre danske elektroniske acts på det lille berlinske spillested Acud Macht Neu. Her spillede komponisterne Sofie Birch og Xenia Xamanek Lopez samt trioen KhalilH2OP radikalt forskellige, men på hver deres måde fremragende koncerter. Jeg var til stede og forsøgte at skrive en livereportage. Den gik i vasken. Jeg havde ikke kontrol over teksten, der blev ufokuseret, postulerende og som reportage mangelfuld i sine sanselige beskrivelser.
Jeg havde håbet, at reportagen kunne handle om de refleksioner, jeg havde under koncerterne, og som handlede mere om den eksperimenterende musikscene generelt end om aftenens konkrete koncerter. Men ak, nogle gange vil den slags refleksioner ikke vokse organisk frem i teksten, og jeg måtte derfor kort før målstregen kaste håndklædet i ringen. Således efterlades læseren med følgende lille tekst. En lille tekst, der må forstås som en formløs undren rettet i lige så høj grad mod mig selv og nærværende medie som mod nogen andre.
Jeg havde håbet på, at livereportagen kunne have handlet om ironien i, at man ikke kan tage til en eksperimenterende koncert uden at se mindst et Apple-logo skinne gennem røgen på scenens ophøjede pedestal. Avantgardekunstneren, denne modkulturens galionsfigur, genopstanden som en slags Apple-ambassadør med scenen som reklamesøjle.
Computeren er selvfølgelig en slags præmis for at frembringe elektronisk musik, men det er da interessant, at den del af kulturlivet, der har påtaget sig rollen at nedbryde barrierer og bestående strukturer, samtidig er både visuelt og værdimæssigt billboard for et af verdens ubetinget mest magtfulde (og problematiske) konglomerater. Den mest vellykkede brandingstrategi i nyere tid må siges at være Apples monopol på kreativ identitet (al Steve Jobs’ snak om revolution og generation har rodfæstet sig godt og grundigt i den kreative klasses underbevidsthed). Jeg spekulerer på, om Mark Zuckerberg kigger med gennem computerens kamera og griner en Låsby-Svendsensk latter.
Reportagen skulle have handlet om, at min tid og min tids kunst er klimaangst, dystopi og eskapisme. Mistro til konceptet fremtid. For hvilken fremtid er der at tro på i denne bundkorrupte verden? På en døende planet. Jeg ville have skrevet om ironien i, at vi trods denne grundindstilling insisterer på at producere og udbrede kunst med denne korrupte verdens værktøjer: iPads, Soundcloud, Spotify, Facebook. Om at vi derigennem er med til at understøtte de samme kapitalistiske strukturer, avantgarden historisk har positioneret sig antitetisk til. En hyklerisk gensidig afhængighed vi også gør os skyldige i at bidrage til her på P/A: Gæt hvilken computer jeg skriver på lige nu, og gæt hvem, der om et øjeblik laver et Instagram-opslag om denne artikel. Det er da ironisk, at vi lænker det kunstneriske udtryk for vores angst uigenkaldeligt til netop de strukturer, vi hævder at opponere mod.
Reportagen skulle have handlet om, at vi har ophøjet internettet til en slags ny metafysik og glemmer, at når det agerer kulturelt arkiv, så skrøbeliggør vi vores kultur på et lavpraktisk plan. Vi skrøbeliggør kunsten ved at lade den bo i maskinerne. Ved at lagre den i binære koder frem for i kollektiv erindring og socialiseringsprocesser. Vi glemmer, at denne nye metafysik i virkeligheden blot er en række meget materiebundne servere i den afsvedne californiske ørken. Én strømafbrydelse, én skovbrand, én oversvømmelse – og en hel generations minder og følelses-objekter, alt hvad vi har ladet vore drømme sno sig omkring, risikerer at forsvinde. Det nye årtusindes ikoner skyllet væk af Syndfloden 2.0 i mere eller mindre overført betydning.
Reportagen skulle også have handlet om, at dette lille hjørne af verden befolkes af en generation uden sange. En generation med flere lyde end nogen tidligere, men uden sange. Selv når vi nærmer os sange, er strukturerne forslåede og dekonstruerede. For vi er en generation af fragmentering. Af afviklingen af tid og sted som eksistentielle og sanselige præmisser. Børn af klimaangst og fossilerede ideologier. Af døde børn på græske kyster og åbenlys korruption. Jeg ville have skrevet om, at vores lyde og vansirede sange er bundet i internettets porøse kød, umulige at genskabe. Bundet i indspilningen, bundet i et-taller og nuller. Hvis Syndfloden virkelig kommer, vil ingen stemmer kunne mødes i sange fra den fortid, vi befinder os i nu. Ingen stemme vil have bevæget sig gennem deres forløb, ingen stemme vil kunne huske dem. Dertil er både deres produktion og reproduktion for uigennemskuelig.
Måske er det netop angsten for fraværet af en fremtid, der driver kunstproduktionen i dag. Stirrende ind i et sort hul er kunsten et formgivet suk, hvis ekko er en mere eller mindre bevidst erkendelse af, at der ingen stemmer vil være til at synge tilbage.
