Passive/Aggressive

Året der gik – De bedste danske udgivelser i 2018 (udvalgt af redaktionen)

December 27 2018

Årets 10 mest værdsatte danske LP’er fra 2018 i vilkårlig rækkefølge – ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

CTM “Red Dragon” (Posh Isolation)
Cæcilie Triers ”Red Dragon” er i høj grad sin egen, og det er umiddelbart svært at pege på noget lignende. Skulle man pege, kunne man pege på Frank Oceans ”Blonde” (2016), der på samme måde kredser om Oceans vokal og også byder på et splintret sangkompleks, hvor det afrundede og færdige kun dukker op i små, søde bidder og viger pladsen for et andet mere rummeligt og broget udtryk. Med markante gæstebidrag fra Coco O., Frederikke Hoffmeier og Soho Rezanejad udspiller ”Red Dragon” sig på et stort anlagt spektrum mellem det enkle og det komplekse – det koncentrerede og det spredte. Det er smukt, imponerende, forvirrende og lidt uhyggeligt. (Morten Hviid Melsen)

Xenia Xamanek “Envase” (Anyines)
Man kunne skrive meget om Xenia Xamaneks konstante udforskning af kunstneriske praksisser og udtryk (Equis, Astrid Sonne Ephemeral, Boujeloud, C.Cell, Af Med Hovedet, Union for Open Vocalism), men hvis man begrænser sig til i år, udgav hun to glimrende soloalbums. På trods af at “Envase” er udgivet som en souvenir-samling på Anyines, så er den i min bog årets mest visionære værk på dansk jord alene for sit musikalske ‘indhold’. Xenia dyrker som komponist og producer både vokalmanipulationer, synthesizere og maskinel techno, som hun blander med tre-fire optagelser af sin afdøde morfars a capella-sang i et smukt postmoderne minde. (Simon Christensen)

Puce Mary “The Drought” (PAN)
Med sin første udgivelse på det anerkendte Berlin-label PAN har Frederikke Hoffmeier opnået at vise, i højere grad end nogen af de tidligere udgivelser, hvor stort et potentiale Puce Mary-projektet har. Med udgangspunkt i noise og power electronics formår “The Drought” alligevel at vise emotionel tyngde samt kompositorisk og udtryksmæssigt stor diversitet inden for en stadig minimal og stringent palette, som viser, hvor langt Hoffmeier har udviklet projektet igennem årene. (Mikkel Rørbo)

Hjalte Ross “Embody” (Wouldn’t Waste Records)
På “Embody” er den 21-årige nordjyde Hjalte Ross formelt af eget dåbsnavn og åbenlyst af gavn trådt i karakter som singer-songwriter i kraft af en mere essensorienteret søgen og en nedbarberet tilgang til det at skrive sange. Inspirationen fra den engelske singer-songwriter Nick Drake er svær at overse. Både Ross’ vokal og hans arpeggio-prægede spillestil på den akustiske guitar er strøet med adskillige referencer til Drakes særegne fingerfornemmelse for små, raffinerede synkoper i de brudte akkorder, der glimter som små juveler i de aldrig forcerede, men aldeles skønne klangharmonier. (Lasse Skjold Bertelsen)

Rasmus Juncker “Ophold” (Kingdoms)
Rasmus Junckers album, “Ophold”, er én af årets helt store debutant-overraskelser. Foruden den unge elektroniske producer og multiinstrumentalist selv er albummet indspillet af et ensemble, der bl.a. omfatter strygekvartetten Halvcirkel. Med et udgangspunkt i bl.a. den klassiske minimalisme, Gilles Deleuzes læsninger af Immanuel Kant og lyddøde rum, eksperimenterede Juncker med muligheden for at oversætte en fravristelse af sanserne til sin musikalske proces. Dette mundede paradoksalt nok ud i et dragende og sanseligt pirrende debut-udspil, der både fremstår veludført og personlig i sit udtryk. (Alexander Julin Mortensen)

Vanessa Amara “Manos” (Posh Isolation)
Birk Gjerlufsen Nielsen og Victor Kjellerup Juhls femte udgivelse som Vanessa Amara, “Manos”, er en klar forlængelse af det dvælende udtryk, de tidligere har dyrket på en serie bånd- og LP-udgivelser på Posh Isolation de seneste år. Det er den samme deformerede klassicisme, den samme elegiske stemning og den samme optagethed af den mekaniske reproduktions fejlbarlighed i form af båndstøj og forvrængning. Som bandets tidligere udgivelser bevæger “Manos” sig i et slags pseudo-sakralt univers, hvor kirkerummets lyde (orgeltoner, rumklang) står i centrum. (Nils Bloch)

Spost “Monkey Face” (selvudgivet)
Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. På “Monkey Face” lyder Spost stadig som Spost. Udgangspunktet er fortsat impro-støj med hoppende, hakkende og larmende guitarfigurer og -flader (ved Claus Haxholm, Jan S. Hansen, Kristian Poulsen og Mathias Sæderup) samt Jonas Okholms strøm af mere eller mindre ituslået sprog i fremtrædende roller. Det afgørende nye er dog introduktionen af trommemaskine i stedet for trommesæt på størstedelen af pladen, hvis mere maskinelle temperament giver nye udslag. (Morten Hviid Melsen)

Astrid Sonne “Human Lines” (Escho)
Den klassisk uddannede bratschist Astrid Sonne har med effektpedaler og elektroniske kompositioner placeret sig på tærsklen til et internationalt gennembrud. Med alsidige og livlige kompositioner har Astrid Sonne på sit debutalbum, “Human Lines”, skabt et værk, der både bærer præg af improvisation og en velovervejethed om, hvordan værkets numre komplementerer hinanden – stilistisk, kompositionelt såvel som stemningsmæssigt. Astrid Sonne dyrker gentagelsen uden at udelukke muligheden for fornyelse og uforudsigelighed. (Alexander Julin Mortensen)

Taphos “Come Ethereal Somberness” (Blood Harvest)
“Come Ethereal Somberness” er et skånselsløst dødstogt med imponerende mange temposkift. Taphos har en sublim fornemmelse for balancen mellem smadrende brutalitet og tempi, hvor melodier og stemninger kan bryde frem. “Dysfori” og “Obitum” er velvalgte akustiske mellem- og slutspil, der fremhæver de dominerende, hensynsløse overfald. Men også i de enkelte numre er der en formidabel bølgegang mellem den tørre rytmegruppe med voldsom tyngde, de frenetiske guitarriffs, der ublu bøjer over i episke, hylende soloer, og det hæse, gutturale growl. (Kim Elgaard Andersen)

Boli Group “N.P.D.S” (Posh Isolation)
Boli Group er et ensemble, der består af fem musikere, som ud over primus motor Asger Hartvig tæller Nina Cristante, Thea Thorborg, Cæcilie Trier og Holger Hartvig. Dét, som for mig står allerklarest på især den første del af albummet (men som dybest set er gennemgående), er, hvordan Hartvig i sine kompositioner typisk lader ét instrument opretholde en form for klangligt og rytmisk fokuspunkt, mens de resterende instrumenter væves ind og ud både tonalt og forløbsmæssigt for konstant at problematisere netop denne sikkerhed. Dette er bl.a. tilfældet på albumforløberen “Toxica”, hvor en enormt indtagende saxofon “forstyrres” af både orgelklange og knipsede bastoner, og på “How To Play”, hvor afdæmpede, ophøjede klaverakkorder klinger over en violin, der, lavmælt, men bestemt, skærer igennem som en bilsirene i et søvnigt bylandskab. (Emil Grarup)

Læs resten

Astrid Sonne & Xenia Xamanek Lopez – Fotodagbog fra Japan

Blog Feature February 25 2018

1PABilleder af Astrid Sonne og Xenia Xamanek Lopez – introduktion af Sandra S. Borch

Astrid Sonne og Xenia Xamanek Lopez (Equis) har længe lavet støj med diverse maskiner i Københavns undergrund, i januar tog de sammen langt mod øst for at udforske den japanske kultur. Passive/Aggressive spurgte, om de havde lyst til at dokumenterer deres tur.

Begge havde en fascination af Japan og lyst til at udforske landet. Da muligheden bød sig, var de enige om at tage afsted med et ønske om at møde nye mennesker, opleve nye steder og sprede deres musik. Som de selv udtrykker det: “Efter vores mening er at rejse den bedste måde at opleve et nyt land på, for ved at kombinere det med koncerter får man mødt nogle folk, oplevet en scene, skabt nogle kontakter etc. Vi ønskede selvfølgelig også bare at møde nye mennesker, at få spredt vores musik, se hvordan det er at spille et job, hvor der ikke er nogen venner til at sige, at det er godt. Det er en mere ærlig reaktion, du får.”

“Der er en lang og stolt tradition både indenfor noise, minimalisme og anden experimental-musik i Japan. De har en særlig måde at zoome ind på. Vi oplevede flere koncerter, der bare behandlede én ide hele vejen igennem, de er mestre i transitioner og form. De ved hvordan begrænsning kan skabe frihed og det er vildt fascinerende at opleve,” siger Sonne og Lopez. På trods af den store geografiske afstand synes den japanske undergrund af trække paralleller til den danske, som ifølge Astrid og Xenia har scenerne en masse drivkraft og baseret på et åbent community. Her følger billeder fra deres tur igennem Japan: Læs resten

Boujeloud – Desorienteringens nulstilling

Kritik August 18 2016

13569040_924060551073601_129299141015681834_o

Boujeloud ”Candy Prince” (Boujeloud 2016) – Anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Jeg ved ikke, hvad Boujeloud vil. Måske desorientere mig. Det er de i hvert fald lykkes med. Og det er nok vigtigt at blive desorienteret indimellem. Vi er så vant til at være orienteret; om hvad det nuværende trusselsbillede i Europa er, om hvad der sker med vores børn i skolen, om strategien for vores arbejdsplads de næste fem år. Vi har brug for at blive desorienteret, at blive nulstillet, ikke være bevidste om os selv og vores omverden.

Det gør Boujeloud med en sælsom blanding af no wave og freejazz med elementer af funk og afropop. Ja, det lyder farverigt og eksotisk, og det er det også. Læs resten

Equis – Dansk collage-komponist afsøger nye sprog mellem hypnagogiske symfonier og abstrakte støjsendere (interview)

Feature December 11 2015

xeniafeature

Af Simon Christensen

Equis er navnet på et soloprojekt af saxofonist og komponist Xenia Xamanek Lopez (også Boujeloud etc.), der arbejder på tværs af elektroniske samples, realoptagelser og konkretmusik i et særpræget lydunivers. Lydkilderne er ukendte, og man bevæger sig på tværs af plateauerne – lidt ligesom en bilradio, der skøjter hen over et FM-bånd med befærdede baggrundslyde, koralmusik, jazz-outtakes og en støjsender.

Den dansk-honduranske musiker har med sit første bånd “Men’s Health” skabt et dystopisk værk, der excellerer både ved sin orkestrerede kraftfuldhed og sit enormt varierede output. Man ved aldrig rigtig, hvad der refereres til, men i stedet bliver man bevæget rundt i sådan en slags Cooper’s Dream i København 2015. Vi befinder os mestendels i en æstetik af analoge effekter og reallyde, der bliver cuttet og strakt, men iblandt er der også hørespil, montager og (hvad der umiddelbart kunne være) en blanding af originalt materiale og samples. Læs resten