Provinsens små og store mirakler
Af Victor Tao Dinesen
Svendborg har hele mit liv været omtalt som en særlig kulturby. Som et sted, hvor der var særligt mange kreative mennesker, og som en by der, på trods af sin relativt lille størrelse, havde et stort kulturelt udbud af spillesteder, musik, teater og smalle filmvisninger. Jeg udlevede mine teenageår i 2000’erne og 2010’ernes Svendborg og kan da også konstatere, at en stor del af mine venner og bekendte fra dengang har valgt kreative livsbaner som musikere, skuespillere og billedkunstnere. Eller også er de, som jeg, beskæftiget med kulturproduktion som arrangører, facilitatorer og kritikere.
Da dokuserien “Miraklet i Århus”, der portrætterer Århus’ kultur- og musikliv i 1980’erne blev sendt på DR i efteråret 2024, blev jeg mindet om min ungdom i Svendborg i 2000’erne og 2010’erne. For på mange måder mindede den periode af Svendborgs musikmiljø om 80’ernes musikmiljø i Århus. Og på samme måde som 80’erne i Århus blev startskuddet for en række kunstneriske karrierer, som TV-2, Kliché, Anne Linnet, Gnags og ja, Claes Bang og Linie 3, så var 00’erne og 10’erne i Svendborg også haft en betydning for flere nutidige kunstneres karrierer, heriblandt Ydegirl, First Flush, Bjarke Valentin, Aase Nielsen og Spellcaster, som Passive/Aggressive også interviewede sidste år til podcastserien Passive Aggressive Conversations.
Men som serien også problematiserer, kan der opstå mange fortællinger om, at en bestemt periode et bestemt sted eksempelvis kan optræde som et kulturelt mirakel i eftertidens syn på samme periode. For hvor meget kan forklares som tilfældigheder og mirakler, og hvor meget kan forklares med kreativ tilflytning, økonomiske strukturer og lokale ildsjæles engagement?
Det fik mig til at tænke over, hvor meget sandhed der egentlig ligger i fortællingen om, at Svendborg skulle være en særlig kulturel by. Statistisk set, er det rigtigt nok, at Svendborg Kommune har den tredjestørste andel af borgere med ”kreative erhverv”, kun overgået af København og Aarhus. Men hvorfor har lige netop Svendborg oplevet en større tilflytning end så mange andre provinsbyer, hvad er det for en særlig kulturel ”ånd”, der gør byen kulturelt attraktiv, og hvad er det for noget musik, kunst og kultur, byen gennem tiden har skabt rammerne for?
Ildsjæle fra nær og fjern
For Henning Harder, stifter og indehaver af Spillestedet Harders i Svendborg, der selv flyttede til byen fra København i 1989, handler det meget om, at der var en generation af idealistiske tilflyttere og herboende svendborgensere, der skabte initiativer som spillestedet Kloster Moster, Baggårdsbiffen, Baggårdteatret og hans eget Spillestedet Harders. De var drevet af en pionerånd, af kollektivistisk skabertrang og ”vi gør det bare”-attitude, forklarer Harder. Og hjulpet godt på vej af kommunale embedsfolk med forståelse for det lokale kulturlivs værdi og rammevilkår.
”Det lykkedes at få en million ud af kommunen. Så var vi ligesom igang. Det var jo noget med, at der bare ikke var noget, og så at der var en helvedes masse mennesker, der bakkede op og spillede og var med til at bygge i starten”, fortæller Harder om den afgørende kommunale støtte og kollektive indsats, der var afgørende for Spillestedet Harders’ opstart.
Harder er i øjeblikket selv i gang med at indsamle den lokale sydfynske rockhistorie igennem projektet ”Hit med Historien”, der er en national indsats for indsamling af lokal og regional rockhistorie søsat af foreningen Det Danske Rockakademi.
Projektet udløber af det større arkivprojekt ”Danmarks Rockarkiv” i samarbejde med museet Ragnarock, Det Kongelige Bibliotek samt Aarhus Universitet. Med projektet ønskes at sikre den lokale og regionale musikalske kulturarv igennem lokalt forankrede ildsjæles indsamling af lokal musikhistorie. Her figurerer Harder som Det Danske Rockakademis ambassadør i Svendborg, og med projektet fremstår byen med sin mængde af musik og musikproduktion gennem fem årtier som et nationalt musikalsk samlingspunkt.
”Nu havde Svendborg det der specielle Svendborg-gen, mange forfattere og mange der spiller teater, en masse musikere. Der er kommet rigtig mange musikere ud af Svendborg. One-Eyed Mule, Folkeklubben og alt det er. Nu er der nye bands på vej. Der er kommet en masse jazzmusikere. Der er flyttet 30 jazzmusikere til byen, som konservatorieuddannede. Så det er en rigtig musikby”, fortæller Henning Harder om Svendborgs musikhistorie, hvis arkiv bl.a. indbefatter den lokale rockgruppe One-Eyed Mule med medlemmer fra det populære pop-folkband Folkeklubben.
Men det er, som Harder også pointerer, ikke kun store bands og musikere med bred offentlig appel, der har efterladt deres aftryk i en kulturby som Svendborg. Der har altid været en undergrund, hvis musikalske og organisationsmæssige eksperimenter måske i højere grad har dannet grundlaget for, at store og populære bands som Folkeklubben har fundet deres vej fra og til Svendborg.
”Det er vigtigt i forhold til hele vores historie. Den er jo et brand for en by og en kæmpestor økonomi i Danmark. Men det er jo ikke kun de enkelte store bands, som kører. Der er jo en kæmpe undergrund og utrolig mange historier, der hænger sammen, som er vigtige at huske, så de ikke forsvinder”, fortæller Harder om vigtigheden af projektet.
Kollektiver, freejazz og performative eksperimenter
En af de perioder, som Henning Harder bl.a. fokuserer på i sit arkivarbejde, er netop 2000’erne og 2010’ernes Svendborg. Det er i denne periodes performative eksperimenter, kollektive organisering og særegne udtryk at musikkollektivet Afmedhovedet blev formet. Kollektivet bestod blandt andre af medlemmer af førnævnte nutidige musikere og projekter som Spellcaster, Bjarke Valentin, First Flush og Aase Nielsen.
Mange af de bands og musikalske projekter, der var en del af og omkring Afmedhovedet, havde øvelokaler på Spillestedet Harders, hvor de også ofte optrådte med deres mange forskellige bands som Synd og Skam, Bror med Brødre og First Flush. Afmedhovedet, hvis lyd og kollektive organisering var stærkt inspireret af det københavnske musikkollektiv Yoyooyoy, havde et grundlæggende eksperimenterende musikalsk udtryk, der trak tråde til både avantgarderock, freejazz, folk og elektronisk musik. Nogle musikalske greb som man stadig kan høre levn af i det endnu eksisterende First Flush, hvor autotune kendt fra elektronisk musik og hiphop blandes med folk/rock/pop, og hos Bjarke Valentins sarte, avantgardistiske folkemusik.
Ånden og fællesskabet
Holger Hartvig, der er personen bag projektet Spellcaster, var en central del i flere af Afmedhovedets bands og projekter, og kan også genkende den kollektivistiske skabertrang, som så mange af de kulturradikale tilflyttere bragte med sig til Svendborg. Holger bor i dag i København og kom selv til Svendborg af en tilflytterfamilie fra Mols. Det er en del af hvad Harders kalder for en særlig ”Svendborgånd”, og som var medbetydende for, at også Harders i sin tid valgte at flytte til lige præcis Svendborg. Fordi det var et sted, hvor kreative idéer blev til og ført ud i livet i fællesskab med andre.
For Holger var det at lave musikprojekter og bands et forsøg på at skabe fællesskaber, hvilket blev muliggjort af steder som Spillestedet Harders’ øvelokaler – men også gennem de mange kultur- og uddannelsesinstitutioner, som Svendborg og omegn indeholder. Holger fortæller eksempelvis om musikkollektivet Afmedhovedets tilblivelse, da Holger, deres søster Aase Nielsen og Jonathan Carstensen (First Flush) indspillede bandet Efter et års album Berkan Bükow på Ollerup Musikefterskole.
”Vi fik aftalt med Ollerup Efterskole, at vi kunne låne deres studie til at indspille en plade. Og jeg husker, at vi på et tidspunkt står i en pause ude på marken og snakker om alle de her forskellige bands, vi alle var involverede i, og hvordan det ville give mening at slå det sammen”, fortæller Holger om de faciliteter, som nærliggende skoler og institutioner som Ollerup Musikefterskole tilbød.
Holgers historie er ikke unik, da mange af tilflytternes børn voksede op i et fælles miljø, blandt de samme institutioner, kulturunderstøttende ildsjæle og blandt andre børn af kreative og kulturradikale familier. Svendborg blev derfor også et mødested, hvor nye former for fællesskaber, som f.eks. bands, kunne dannes.
Det første store samlingspunkt for alle disse unge er for de flestes vedkommende Svendborg Gymnasium, der med over 1100 elever er blandt landets største gymnasier. Samtidig er Svendborg også i nærheden af to af landets førende musikefterskoler, førnævnte Ollerup Musikefterskole og Humble Musikefterskole på Langeland. Mange af Svendborg Gymnasiums elever har, når de starter på gymnasiet, allerede dannet relationer og fællesskaber på en af de to musikefterskoler, og indgår derfra allerede i et spirende miljø udenfor det ellers bredt favnende gymnasium. De kollektive samskabelsesprocesser var for Holger noget, der særligt udviklede sig gennem deres tid i Svendborg, og er noget som de fortsat udforsker i deres nuværende projekt Spellcaster.
“(…) jeg var sådan, den her fløjteplade skal jeg bare udgive nu. Det er ikke fordi det er så farligt, men alligevel. Man kigger tilbage på det og tænker, hvad handlede det lige om?” – Holger Hartvig
Musikhistorisk sweetspot
Kulturfællesskabet i Svendborg betød også, at der var et naturligt publikum for eksperimenterende musik. Samtidig bød 2010’erne på nogle strukturelt anderledes omstændigheder, end vi eksempelvis ser for udgivende musikere i dag. Internettet og platforme som MySpace betød for selvudgivere som datidens Holger, at udgivelsen af musik var tilgængeligt og at man ofte havde et publikum, selvom man ikke var et kendt navn.
Det var et tidspunkt, som kan betegnes som et teknologisk og musikhistorisk sweetspot, hvor internettet og udgivelsesplatforme endnu ikke var overmættede af musikalsk udbud, og hvor, som Holger fortæller, platformene endnu ikke havde vist deres tendenser til lyssky investeringer og overdreven platformkapitalisme. Det var et tidspunkt, hvor teknologien rigtigt nok også dengang tilbød gode muligheder for musikalske soloprojekter og en ekstrem aktiv – og måske til tider ukritisk – musikproduktion. Som da Holger på en eftermiddag producerer en fløjteplade med projektet DJ LOVEDOGFROMHELL og udgav den på platformen Soundcloud:
”Jeg husker, jeg lavede en DJ LOVEDOGFROMHELL-fløjteplade på en eftermiddag. Og jeg var sådan, den her fløjteplade skal jeg bare udgive nu. Det er ikke fordi det er så farligt, men alligevel. Man kigger tilbage på det og tænker, hvad handlede det lige om?”
“Det mod, den integritet og den følelse af berettigelse vi havde, tror jeg havde meget at gøre med vores daværende socialisering og køn.”
– Holger Hartvig
Det handlede nok om, at de kunne. At der var en stemning af ”vi gør det bare”-attitude, som Harder formulerede det, og at der var rammer for både at øve, indspille og udgive musik. Men Holger tilføjer dog et vigtigt kønnet aspekt af, hvorfor de havde modet til stå på en scene og udgive musik for offentligheden: ”Det mod, den integritet og den følelse af berettigelse vi havde, tror jeg havde meget at gøre med vores daværende socialisering og køn. Det at have en attitude og være ligeglade med, hvad andre synes. Det var et meget socialt kønnet fællesskab som skaber en form for entitlement, der er selvforstærkende, hvor vi var en masse bros der bekræftede hinanden uden måske at reflektere så dybt over det”, som Holger, der nu identificerer sig som nonbinær, forklarer om de mandlige privilegier der hjalp deres dengang performative selvtillid og følelse af kreativ berettigelse på vej.
Det er en ikke så ubetydelig pointe, at selvom der fandtes gunstige rammer, faciliteter og lokale ildsjæle, der viste vejen, så var det stadig et kreativt og performativt rum, der ofte var forbeholdt unge mænd og den fandenivoldske adfærd de og ikke unge kvinder var forundt. Det bør dog nævnes, at der også er kommet ikke-mandlige artister ud af samme generation og tidsperiode i Svendborg, med et oplagt eksempel som Ydegirl.
Er der plads til undergrund i provinsen?
Hvor efterlader det så Svendborg i dag? Historien beretter om en by, der på mange måder havde nogle stærke understøttende faciliteter for unge kreative. En ”vi gør det bare”-attitude, der smittede af på tilflyttere fra nær og fjern, og som direkte har resulteret i etableringen af en række kulturinstitutioner, som Baggårdteatret, Spillestedet Harders, og nu senest det nyligt åbnede punk- og metalspillested Strafbar. Dette har Jon Albjerg Ravnholt bl.a. skrevet om i Passive/Aggressive ifm. et besøg på det nye spillested.
“(…) man kan godt mærke, at vi savner lidt, der er nogen der kaster med dåseøl, og der hænger lidt toiletpapir ud ad vinduet” – Henning Harder
Men som Ravnholt i sin artikel om punk- og metalspillestedet i Vester Skerninge lidt udenfor Svendborg påpeger, så er der måske en tendens til, at kulturen og musikken i Svendborg med tiden er blevet lidt ”etableret”. Det er en fornemmelse, som Henning Harder også deler:
”Det gode ved det, det er, at det er blevet etableret. Vi har for eksempel ansvaret for en del mennesker. Men man kan godt mærke, at vi savner lidt, der er nogen der kaster med dåseøl, og der hænger lidt toiletpapir ud ad vinduet,” fortæller Harder med reference til den store punkscene, der eksisterede omkring Spillestedet Harders i Svendborg i slut-90’erne med bands som Bedstefars Piger. Og i øvrigt også Afmedhovedets punk-inspirerede liveshows fra 2010’erne.
Men tiltag som Strafbar viser, at der stadig er arrangører og et publikum for undergrundsgenrer og det vækstlag, som Harder eksempelvis fremhæver vigtigheden af. Svendborgs musikhistorie beretter også om en by, der har udlevet mange forskellige faser af skiftende kulturel aktivitet, med jazz fra 1960’erne, Skousen og Ingemann på trappen til Vor Frue Kirke i 1971, 1970’ernes hippie-kollektiver, 80’ernes Kloster Moster, Spillestedet Harders fra 1990’erne og nu Strafbar i Vester Skerninge. Historien har vist en vilje til at skabe de rum, der mangler, når der pludseligt opstår et vakuum, som da Henning Harder ankommer til Svendborg i 1989 og Kloster Moster lige var lukket.
Spørgsmålet er så, om Svendborg, trods mangel på flyvende øldåser, kan bevare sin status som nationalt fremtrædende kulturby, og ikke mindst som en kulturby, der er med til at skabe nogle af hele Danmarks fremtidige undergrundsmusikere. Eller er avantgarden som i storbyerne mere og mere forvist til periferien, når ”støjklager og dyre fadøl”, som Holger fra Strafbar bemærker, overtager kulturens rum?
