Resonator Festival – Alle hader turister
Reportage af Jon Albjerg Ravnholt
Eklektisk, ekstatisk og en lille smule eksotiserende: Over tre dage i Odense præsenterede Resonator musik med rødder i regionale traditioner fra Syd- og Mellemamerika over Afrika til Mellemøsten, Asien – og Europa. “Rejs til 15 lande på tre dage,” står der på plakaterne, og det lokker da som en anden Phileas Fogg fra Jorden rundt på 80 dage at kunne tage på eventyr helt uden flyskam, Airbnb-ficering af nabolag og overrendte turistattraktioner.
Men undgår man at blive en af de turister, ingen kan lide længere, når man samler hele verden til en festival med anderledesheden som eneste fællesnævner? Hvordan taler vi overordnet om al den her vidt forskellige musik fra alle mulige steder, når det samlende på tværs af genreskel og landegrænser er, at de ikke tager afsæt i vesteuropæisk kompositionsmusik eller nordamerikansk rytmisk musik?
“Vi kan sagtens diskutere, om noget er post-hardcore eller nej-nej, det er helt klart screamo. Men alt det her, det tager vi bare samlet og kalder verdensmusik!” konstaterer Teater Momentums musikchef Casper Schärfe og slår opgivende ud med armene, da vi står i teaterfoyeren torsdag aften inden en koncert.
“Det samme med folkemusik, som om det også bare var én genre,” tilføjer kunstneren Mikkel Damborg.
Vi er så fikserede på rockmusikken med alle dens subgenrer og under-under-underkategorier, som punk-subgenrerne post-hardcore og screamo også er, at vi overser, at al anden musik er lige så forskelligartet. Det står vi og snakker om, inden dørene åbner ind til salen på teatret, der i år for første gang er med i den odenseanske festival, som også foregår på spillestederne Studenterhuset, Frølageret, Posten, Dexter og Magasinet. Det sidste sted står Henrik Saltzstein fra genreorganisationen TEMPI, der er medarrangør på festivalen og driver magasinet Resonator om den musik, vi savner en samlebetegnelse for.
“Verdensmusik er jo bare en dybt problematisk betegnelse,” fastslår han og ryster på det store, krøllede hår.
I stedet for at bruge den betegnelse, som – vestlige – popmusikere som Paul Simon og Peter Gabriel var med til at udbrede i 1980’erne, kalder TEMPI det samlet for roots music. Altså musik med rødder i en regional tradition, som så kan kobles med moderne – igen oftest vestlig pop – musik.
“”Da vi startede det her projekt, var det vigtigt for TEMPI, at Resonator-mediet blev en integreret del. Vi vil gerne understøtte en respektfuld og nysgerrig tilgang til musikoplevelsen og forklare vigtigheden af roots music,” indskyder Henrik Saltzstein.
Det er sikkert bare min fordom, men roots music smager på en uheldig måde af sådan noget sydstats-cajun bluesrock med funky hatte, meget lange guitarsoli og hyperseksualisering af sorte kvinder. Eller det minder mig om pladen ‘Roots’ med det brasilianske band Sepultura, der for små 30 år siden inkorporerede rituel trommemusik fra regnskovs-stammefolk i deres thrash metal. De dækkede også deres hvide middelklassekroppe med rødt ler for at føle sig forbundne med deres eget lands oprindelige kultur i stedet for at være et band fra det globale syd, der spillede vestlig musik.
Verdensmusik er jo bare en dybt problematisk betegnelse.
Herik Saltzstein, TEMPI
Autenticitetsabstinenser
Det kan man både se som et udtryk for naiv eksotisering og for helt oprigtig nysgerrighed og lyst til gennem andre kulturers musik at bryde ud af sin egen snævre kultur. Blandt den modne del af publikum på Resonator Festival er der som forventet en vis mængde hidsigt mønstrede dashiki-skjorter, kulørte sjaler og tørklæder, guldbroderede fezer og perlesmykkede ansigter. Men grundlæggende adskiller det sig ikke fra dem, der finder battlevesten – en denimvest dækket af stofmærker med bandlogoer – frem fra skabet, når det er tid til Copenhell. Den helt unge del af publikum lader til gengæld til at gå til musikken med en forudsætningsløs entusiasme, der – bemærker Henrik Saltzstein – ofte munder ud i fællesdans på tværs af generationsskellet.
Inde i salen på Teater Momentum har Wacław Zimpel genopfundet sig selv i mødet med andre kulturer. Den polske jazzmusiker sidder i lotusstilling på et tæppe og ligner med sin kurti – en indisk kjortel – og sit overskæg den tyske kraut-musiker Deuter, der i begyndelsen af 1970’erne tog til Indien for at leve i en ashram og lave new age musik fuld af klokker, fløjter og synthflader til meditationsbrug.
Men det, Wacław Zimpel fandt i Indien, var tilsyneladende ikke så meget indre fred som et musikalsk godstog i form af kvartetten Saagara. Tre bangalorianere tæsker begejstret og storsmilende på percussioninstrumenter, som de hele tiden opildner hinanden til at spille hurtigere, altid hurtigere og vildere, på, mens en fjerde med tophue og slumreplaid over benene leder dem afsted med violinmelodier fra den karnatiske tradition – en klassisk sydindisk musik med rødder tilbage til 1100-tallet.
Man kan sagtens forstå, hvorfor Wacław Zimpel er blevet grebet af den her musik, og hvorfor han ligesom Deuter har tænkt, at det her snildt kunne forenes med kraut. Efter at være opstået i Vesttyskland i slutningen af 1960’erne som en afart af psykedelisk rock begyndte flere grupper som Kraftwerk og Tangerine Dream snart at fokusere på synthesizerens og repetitionens potentiale. Men den indramning af musikken, som Zimpel skaber med loops og synth-arpeggios, kommer hurtigt til at virke begrænsende for Saagaras musik. Den fastholdes i en rigid form, som percussion, violin og Simpels egen saxofon så må nøjes med at riffe løs henover i stedet for at give slip og lade det flyde for alvor.
Hvorfor skal broen mellem to kulturer altid bygges på skoleengelsk og i 4/4-takt?
Det spørger jeg mig selv om igen fredag aften på Studenterhuset, hvor den tyrkiske trio Ayyuka ifølge programmet skulle nyfortolke tyrkisk psykedelisk rock. Det forestiller jeg mig kunne være enormt fedt, hvis nogen gjorde, men Ayyuka får af uransagelige årsager forvildet sig til at spille noget, der mest minder om surfrock, som Dire Straits ville spille det.
Jeg må bare konstatere, at rundt om os danser folk og har en fest. Mens jeg står med armene over kors og autenticitetsabstinenser, står to kvinder oppe foran scenen med blottede maver og svajer henført ryg mod ryg med hovederne hvilende på hinandens bare skuldre, lukkede øjne og armene flagrende over hovedet, som om de plukker en skønhed ud af musikken, jeg slet, slet ikke kan få øje på.
Hvorfor skal broen mellem to kulturer altid bygges på skoleengelsk og i 4/4-takt?
Trodsigt dansabel skraldepop
Den ene af dem ser jeg igen næste aften på Posten, hvor hun har sat sig på gulvet op ad en søjle. Et par meter væk har Lenhart Tapes sat sit bord op foran scenen med mixer, launchpad til at køre loops og beats fra, en walkman og to båndoptagere. På scenekanten sidder sangeren Zoja Borovčanin et par minutter, indtil hun nonchalant hopper ned, griber mikrofonen og begynder at synge på serbisk henover Lenhart Tapes’ musik skabt af loppemarkedsbånd med schlagermusik, feltoptagelser af geder og politiske taler, minaretkald, balkanmusik.
Det lyder som den skramlende, bevidst uskønne industrial, de engelske grupper Cabaret Voltaire og Muslimgauze spillede i 1980’erne: Trodsigt dansabel, larmende dissonant, helt baldret og aldeles fænomenal. Zoja Borovčanin var ikke med, da Lenhart Tapes sidste år spillede på Festival of Endless Gratitude, men hun løfter det hele et nøk med sin benhårde attitude, sine affekterede dansebevægelser og sin sang, der rammer den helt perfekt et sted mellem synthpunk-pionererne Suicide og langturschaufførsskraldepop fra kassettebåndsudvalget på en motorvejstankstation i 90’erne.
Halvvejs inde i koncerten har hende, der sad ned i starten, rejst sig halvvejs op ovre ved søjlen. Kroppen er spændt ud i en bue med skuldrene mod søjlen, fødderne stemt i gulvet i bred stand, og hofterne skyder skødet op og frem i takt med musikken på en måde, det virker alt for privat at kigge på. Men hvad skal man gøre, når musikken tvinger en til at danse? Fejre det, gå med det, glædes over det.
Der er heller ingen af os andre, der ser rigtig cool ud, når vi slipper kontrollen og følger med musikken i uhæmmet dans, men hul i det, for der er ikke andet for nu. Det er der heller ikke bagefter, hvor KIN’gongolo Kiniata går på scenen med deres selvbyggede skrotinstrumenter. Det er der et økologisk budskab i, selvfølgelig, forklarer congoleserne med hjælp fra en kvinde i publikum, der oversætter deres fransk til vores lingua franca, skoleengelsk. Og det er da spøjst at se en art banjo lavet af et dørslag og en støvleknægt eller en tostrenget bas bygget af en guitar og en kasserolle. Men mellem den banjo og den støt, metallisk bankende trommerytme peppet op med to percussionister i front på glasflasker, blikskåle og et snørebånd trukket gennem en konservesdåse kommer det altså ret hurtigt til at lyde som en uhellig blanding af Safri Duos slagtøjs-EDM og Rednex’ bluegrass-eurodance.
Truende knivdans
Det er også en ret vigtig pointe med Resonator Festival: Det er ikke god smag, det hele. Folkemusik er først og fremmest folkeligt, og nogle gange er folket bare virkelig bøvet.
Vi kan sagtens stå i en ring på Magasinets gulv og lytte andægtigt til Asmâa Hamzaoui & Bnat Timbouktou, når de spiller deres knastørre marokkanske gnawa-musik med bjælder, call and response-sang og Hamzaouis sintri, en trestrenget baslyre med en formidabel slap og grynet klang. Vi kan værdsætte, at hun vist nok er den første kvinde overhovedet til at lede en gnawa-gruppe, glædes over, hvor meget hun sammen med sin gruppe får ud af de begrænsninger, som den sparsomme instrumentering og de enkle melodier lægger for, hvad musikken kan.
Vi kan stå samme sted dagen efter, hvor The Zawose Queens spiller. De er ligeledes de første kvinder, der leder et band i deres musikalske tradition fra det tørre og bakkede centrale Tanzania. Der er intet tørt over den måde, deres stemmer ubesværet glider fra skinget rullende skrig over jublende harmonier til en dybt rungende røst. Der er heller ikke noget tørt over, hvordan de forener ngoma-trommer og overdimensionerede tommelfingerklaverer – illimbaer hedder de her – med de vestlige klubbers trommer og keyboards. Magasinet har stillet op på gulvet foran scenen, så musikerne ubesværet kan komme ud mellem publikum og rive os med i dansen.
Det samme gør Seni Reak Juarta Putra fredag nat på Studenterhuset, hvor trommecirklen bliver trukket ud på gulvet, men selvom det er teater, virker det let truende. Om det så er, fordi flere i den indonesiske gruppe spiller i sorte veste med rygmærker, der får dem til at ligne rockere, eller om det er, fordi den unge fyr, der begyndte med at danse rundt i dragekostume, senere i koncerten lavede en lang dans med knive, hvor han fingerede at skære i sine arme, sin torso, sin tunge, så flere blandt publikum simpelthen udvandrede, fordi det virkede for voldsomt på dem.
Det er et element, det er ret vigtigt at få med, når man puljer musik sammen fra alle verdenshjørner og præsenterer det på den måde, Resonator Festival gør. For vi kan sagtens fejre alsidigheden og lade os blive blæst bagover af noget, der lyder fuldkommen nyt, anderledes og fremmed for os og river os ud af blasertheden. Men hvis vi ikke lader utrygheden være en del af oplevelsen, er vi bare på pakkerejse og kunne lige så godt bælle kulørte drinks ved poolen i stedet for at bruge kulturen som figenblad for vores rovturisme.
Derfor er det vigtigt også at få en oplevelse med som Yemen Blues, hvis koncert i en tætpakket lille sal på Posten har en sært aggressiv karakter og får musikken til at lyde mere som noget polyrytmisk progressiv metal som Tool end som den mambo og funk, programmet lover. Vi må godt være i tvivl, om vi fuldkommen misforstår det, vi er gået ind til.
Ligesom jeg er det samme sted aftenen før til en intens koncert med den syditalienske trio Yarákä.
“De er altså vildt søde mennesker,” forsikrer Casper Schärfe ude i garderoben på vej ind i salen, mens jeg er på vej ud.
For der er noget ved kombinationen af de dronende og messende stemmer, der får deres traditionelle markarbejdermusik til at lyde som martial neofolk i mine ører – altså den afart af industrial, der siden 1980’erne har spillet på en tvetydighed i sit forhold til militarisme og fascisme – og sammen med den sorte skjorte og den rituelle karakter, koncerten antager, giver det mig en dårlig smag i munden.
Vi må godt være i tvivl, om vi fuldkommen misforstår det, vi er gået ind til.
Den suspekte tilgang
Så igen: Er det overhovedet god smag? Jeg ved simpelthen ikke, om det er relevant at spørge om her. Jeg tror ikke, det giver mening at værdsætte det her efter traditionelle, eurocentriske parametre.
Så mens alle dem med god smag fredag aften går ned på Momentum og hører den belgisk-norske jazzkeyboardist Jonas Cambien spille i The Handover sammen med de egyptiske musikere Aly Eissa og Ayman Asfour på oud og violin – og det var virkelig godt, forsikrer flere mig bagefter, og jeg tror dem, for det var det også, da jeg så The Handover spille samme sted sidste år – går jeg på Studenterhuset for at opleve den colombiansk-chilensk-danske gruppe Cumbian Colors.
Cumbia har rødder tilbage til Colombias oprindelige folk og deres danse, men den mest udbredte cumbia i dag er en blanding af caribisk salsamusik og reggaeton. På den ene side er det helt vildt vulgært, på den anden side lyder det som dansktop på et bjerg af kokain. Studenterhuset koger, colombianske bedstemødre danser rundt mellem deres døtre og børnebørn, det her er så meget deres musik, at vi andre bør trække os lidt tilbage og give dem plads. Og danse, til sveden hagler af os, for igen: Hvad andet er der at gøre?
Det slår mig, at jeg samme eftermiddag i Weekendavisen har læst en klumme af Linea Maja Ernst med overskriften “Hvor blev flirten af?” Og nu står den lige foran mig i form af Cumbian Colors’ bassist med krøllet hår ned over skuldrene, skjorten knappet langt ned ad brystet, vuggende bevægelser og store smil til alle på dansegulvet. Det var her, flirten blev af. Det her er ikke lyden af brutal og grov druksex, sådan som dansktop er det for mig, det er lyden af en flirt, der aldrig hører op, fordi den aldrig bliver forløst.
Sent lørdag aften løber jeg på en lille gruppe bekendte inde i Farvergården mellem Studenterhuset, Frølageret og Magasinet. Jeg har skyndt mig ud igen fra Total Hip Replacement, hvis frygtelig pæne George Michael-popfunk gjorde mig arrig, og jeg er egentlig på vej til at droppe de sidste par timer af festivalen og gå hjem i seng. Jeg lader mig alligevel overbevise om at gå med ned på Momentum og høre The Sorcerers spille midnatskoncert, og uforvarende kommer den koncert ikke så meget til at sætte punktum for Resonator Festival som til at åbne for endnu flere spørgsmål om, hvordan vi tilgår al den her musik.
For på samme måde som man kan problematisere den måde, Paul Simon, Peter Gabriel, David Byrne og mange flere i 1980’erne gik på opdagelse i en verden af musik uden for vestlig pop og brugte den til at revitalisere deres egen musik, er der noget suspekt over de tre hvide englændere, Neil Innes, Joost Hendrickx og Richard Ormrod, der i The Sorcerers har samlet et band til at spille Ethio-jazz. Altså den etiopiske jazz fra 1960’erne, der fik en revival i midten af 00’erne, da instruktøren Jim Jarmusch brugte musikken i filmen Broken Flowers. The Sorcerers spiller godt, det lyder rigtigt som på de opsamlingsplader, der kom for 20 år siden, deres begejstring for musikken smitter, men hvad har de egentlig at gøre med at spille den type musik?
Men på samme måde, som afrobeat først opstod, da nigerianeren Fela Kuti kom til Los Angeles, opstod Ethio-jazzen i London og New York, hvor eksil-etiopieren Mulato Astatke fandt ud af, at hans hjemlands amheriske musiktradition med dens lange melodikæder gik godt i spænd med jazz og latinjazz. På akkurat samme måde, som Deuter et årti senere og Wacław Zimpel yderligere 40-50 år længere frem i tiden opdagede, at den klassiske indiske musik i udtryk og stemning gik rigtig godt i spænd med kraut.
Der er noget suspekt over på den måde at gå på hugst i andre kulturer på evig jagt efter noget nyt-nyt. Det er turisme. Men nogle gange går udvekslingen også den anden vej. Og i bedste fald behøver den hverken skoleengelsk eller 4/4-takt, for at vi kan forstå hinanden.
Resonator Festival fandt sted i Odense d. 7.-9. november med enkelte koncerter i Svendborg og har fået støtte fra Odense Kommune til at fortsætte årligt frem til 2027.
Flere af de optrædende spiller andre steder i Danmark på deres igangværende turnéer: Asmâa Hamzaoui & Bnat Timbouktou spiller sammen med Seni Reak Juarta Putra i aften på Turkis i Aarhus, og sidstnævnte spiller også dagen efter på Union i København som årets sidste koncert i Final Descents program.
