Splash Pattern – I heden fra buldrende maskiners slagtøj
Splash Pattern “Sentinel” (selvudgivet, 2020) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen
Blandt flere efterhånden relativt velkendte navne og projekter bød kompilationen “Kulør 006”, der udkom tidligere i år, også på et nyt bekendtskab. Pladen sluttede nemlig med et brag takket være det melodiøse og ørehængende nummer “Os” fra det nye projekt Splash Pattern. Forud for “Kulør 006” havde Splash Pattern dog præsenteret en længere række nye numre på Rinse FM i et indslag kurateret af den prominente London-baserede producer og DJ object blue. Nu debuterer Splash Pattern så med sin selvudgivne EP, der byder på fire nye produktioner samt to remixes af henholdsvis object blue og danske Misantrop.
Bag projektet finder man danske Tobias Adomat, der med Splash Pattern angiveligt forsøger at vende tilbage til sine rødder som percussionist fra en ny vinkel. Denne intention er også let at spore i musikken på “Sentinel”, der først og fremmest slår mig som en rytmisk eksperimenterende dansegulvs-delikatesse, hvor rytmikken ofte momentvis skævvrides og tilbageholdes (eksempelvis på “Severe” og “Scold”).
Disse kompositoriske træk sker dog aldrig på bekostning af den åbenlyse danseappel i musikken. “Sentinel” er en udgivelse til både hjerne og hjerte – eller intellekt og emotionalitet, om man vil. Den formår at forene disse to aspekter, uden at det ene bliver på bekostning af det andet: Eksperimenterne til trods er “Sentinel” nemlig en relativt umiddelbar affære at lægge øre til og lade sig rive med af. Ikke helt ulig eksempelvis Hyph11e, Tzusing eller M.E.S.H, hvis musik ligeledes ofte er hårdtslående og brutal, men ikke desto mindre indbydende og pirrende. “Sentinel” er hvæsende, tør og barberbladsskarp i sine lydteksturer uden på nogen måde at lyde uvedkommende.
Selvom maskineriet muligvis er det mest udvandede billede, man kan inddrage i et forsøg på at beskrive alskens elektronisk musik, giver det dog også umiskendeligt god mening, hvad angår “Sentinel”. I modsætning til “Os” fra “Kulør 006” finder man ikke den store popsensibilitet eller dominante melodier i numrene på “Sentinel”. De fremstår i stedet mere nøgne, nedbarberede, og ja; netop mekaniske. Det er på sin vis en kold lyd; som jern, der gnides og bankes mod jern i et maskinværk, der er lige ved at løbe løbsk. Derfor opstår der dog også en varme i musikken, der netop smedes af den intense rytmik i numrene. Det er ikke kun hinandens alt for menneskelige kroppe, vi kan varme os ved. Der er også hede at finde i det maskinelle slagtøjs evindelige buldren.
Ved at beskrive musikken som et maskineri kan man dog ikke afdække samtlige nuancer af lydbilledet. For “Sentinel” lyder netop langtfra præ-programmeret og kompositorisk fastlåst. Tværtimod lyder den – netop i kraft af de førnævnte kompositoriske skævvridninger mm. – som en levende musik, der besidder en vis uforudsigelighed, og som vidner om, at den er skabt ud af kreativitet og ikke teknologi eller håndværk alene.
Info: “Sentinel” udkommer d. 22. maj.
