Spotify – Den ensrettede gade

Af Martin Funder. Foto: Haithem Ferdi.

Internettet fungerer som kapitalens tentakler, der rækker langt ind bag hjemmets fire vægge. Opmærksomhed er en råvare, og internettets demokratiske løfte om et digitalt bytorv, hvor millioner af mennesker kan mødes, føles nu mere som et storcenter.

Spotify, den selvbestaltede redning af musikindustrien, er ingen undtagelse. Platformens digitalisering af musik har skabt en normsættende position, og streamingtjenester som den repræsenterer en nærmest kannibalistisk reduktion af musik til indhold, hvis eneste formål er at tjene penge. Streaminggiganten er vokset ud af 00’ernes digitale opportunisme – en brydningstid, hvor den datadrevne overvågningskapitalisme tog sine første skridt. Det kunne ligne en økonomisk revolution, men Spotify har med et fast neoliberalt greb skabt en myriade af prekære magtforhold, der både revolutionerer og devaluerer alt på sin vej.

Hvis vi skal forstå, hvordan Spotify – og streaming generelt – påvirker de vilkår, hvorved musik bliver skabt og lyttet til, er det vigtigt at belyse, hvordan polemikken omkring Spotify ikke kan reduceres til enkeltstående problemer. Underbetaling og dårlige økonomiske vilkår er åbenlyse kritikpunkter, men også blot symptomer på den omfattende og ensrettende reduktion af musik til datadrevet indhold. For at undgå at blive led i Spotifys arbejde med at skabe passive og ukritiske lyttere, der fungerer som vand under kapitalens mølle, må vi genoprette et respektfuldt forhold til musik. Men et sådan forhold kræver, at vi først og fremmest identificerer de metoder, som streamingen bruger til at forme både musikere og lyttere.

En kapitalistisk hvepserede

Spotify tilbyder stort set al musik i verden til en forsvindende lav pris. Pengene, som lander på kunstnernes bankkonti, har været igennem mange led af en kompleks betalingsmodel. Prisen pr. stream er svær at definere præcist, og numre, der har under 1000 afspilninger, modtager slet ingen betaling. Den gennemsnitlige betaling per 1000 stream lå, ifølge musikrettighedsorganisationen Koda, på 9,60 kr kr i 2023, altså ca. 0,0096 kr per enkelte stream. Underbetaling og fremmedgørende distributionsaftaler er et åbenlyst tegn på en økonomisk ubæredygtig kultur, og at konkretisere problemet ved Spotify er som at stikke hånden i en hvepserede af problematiske magtforhold, der alle centrerer sig om én ting: at tjene penge.

Spotify går langt for at skabe den perfekte playliste, og særligt de populære mood playlists er et vigtigt led i, hvordan Spotify målrettet arbejder på at påvirke almen lyttepraksis. Mood playlister er stemningsorienterede playlister, kurateret med en appel der tilbyder f.eks. afslapning, koncentration eller opmuntring. Det er funktionelle flader af ensrettet musik, hvorfra lytteren kan komme i en konkret stemning. Til det formål er kurateringen bygget op omkring en bekvemmelighedens logik – det skal være nemt at sætte et soundtrack på til enhver del af dagen, og skal du sove, studere eller spise middag, er den perfekte stemning blot et tryk væk.

“Personlige anbefalinger er kernen i den kurateringsmodel, som Spotify selv har døbt algotorial – en algoritmisk kuratering baseret på enorme mængder data, som danner et overdrevent fokus på en individualiseret lyttepraksis.”

Den amerikanske musikjournalist Liz Pelly beskriver i bogen Mood Machine: The Rise of Spotify and the Costs of the Perfect Playlist, hvordan Spotify benytter eksterne produktionsselskaber til at levere såkaldt perfect fit content (PFC) til deres mood playlister. PFC er skrevet og indspillet med det ene formål at fungere som fyld på playlister som f.eks. Ren hygge, Højt humør eller chill lofi study beats. For at undgå at skulle betale royalties, som er bundet op på aftaler om antallet af streams, er det økonomisk effektivt at hyre produktionsselskaber til at levere skræddersyet musik, der er købt og betalt på forhånd.

I Mood Machine beviser Pelly, ved hjælp af interne korrespondancer på kommunikationsplatformen Slack, at over 100 af Spotifys officielle playlister er fyldt med op imod 90% PFC musik. Hun beskriver hvordan PFC programmet er et led i en prioriteret promovering af denne mere økonomisk effektive musik, frem for musik af normale kunstnere under normale royaltyaftaler. Men PFC programmet er bare ét af Spotifys mange tiltag mod at effektivisere og kapitalisere både den måde musik lyttes på, men også den måde musik skabes på.

Personlige anbefalinger er kernen i den kurateringsmodel, som Spotify selv har døbt algotorial – en algoritmisk kuratering baseret på enorme mængder data, som danner et overdrevent fokus på en individualiseret lyttepraksis. Pelly argumenterer for, hvordan det gennemgående fokus på personlige anbefalinger har gjort, at Spotify ikke bare kontrollerer markedspladsen for, hvordan musik sælges, men også den offentlige forventning til hvordan musik skal kunne fungere. 

Pelly beskriver det som en personaliseringskultur, der former både lyttere og musikere til at indgå i en datadreven musikkultur, hvor musik skal kunne målrettes ensrettede og snævre målgrupper. Målgrupper som kan fastholde lyttere på platformen og som kunstnere opfordres til at benytte som et slags kort over deres publikum og fans, der kan fungere som en rettesnor for fremtidige udgivelser. Det er som udgangspunkt godt at kende sit publikum, og på brugerfladen for kunstnere, Spotify for Artists, kan musikere tilgå data om deres musik og bruge en række værktøjer til at udvide deres fanbase. Men problemet med Spotify for Artists bunder, ifølge Pelly, i at Spotify forsøger at fastholde kunstnerne i at skrive streamingvenlig musik, som fungerer bedst muligt på platformen. Musik, der tiltrækker flest mulige lyttere og har til formål at blive lyttet til igen og igen, skaber en lyttepraksis, der favoriserer musik, som får mange streams.

“Men musik er langt mere end noget, der blot streames og fungerer som funktionelt baggrundsstæppe til særlige aktiviteter. Det er scener, miljøer, levede liv og kulturelle fællesskaber (…)”

Den totale reduktion

Det kan virke åbenlyst at affeje enhver kritik af Spotify med argumentet om, at de numre, der får flest afspilninger, må være et udtryk for lytternes præferencer. Men data taler aldrig for sig selv. For årsagssammenhænge, der er baseret på algoritmiske modeller, vil altid være betinget af forbindelser mellem datapunkter – forbindelser, der er skabt på baggrund af særlige forudsætninger, og som alt for ofte indeholder uhensigtsmæssige skævheder.

Spotifys datasæt er et udtryk for et behov, de selv har været med til at skabe, og man kan derfor ikke betragte Spotifys enorme datasæt som entydige landkort uden samtidig at tage højde for de underliggende mekanismer, der har været med til at forme dem. De millioner af lyttemønstre som Spotify baserer deres personlige anbefalinger og perfect fit content på, er et udtryk for hvordan folk bruger Spotify. Det er et billede af, hvordan en algoritmisk lyttepraksis udfolder sig, når vi – gennem vores brug – reducerer musik til noget, der udelukkende forstås i relation til anden musik.

Men musik er langt mere end noget, der blot streames og fungerer som funktionelt baggrundsstæppe til særlige aktiviteter. Det er scener, miljøer, levede liv og kulturelle fællesskaber – alt sammen forhold, som Spotify nivellerer og presser ind i rammer, der skal fungere på streamingens præmisser. Præmisser som reducerer og forarmer musikken til noget, der skal udfylde behov – en reduktion af musik til funktion.

Idealet om funktion er et kraftfelt, der formentlig altid vil være udspændt mellem kunsten og teknologien. Et spændingsfelt, der skaber efterspørgsler, som samtiden endnu ikke er klar til – og som muliggør både diversitet og udvikling. Men Spotifys kannibalistiske økonomiske modeller, algoritmiske kuratering og perfect fit content fungerer som ensrettede gader, der leder mod en total reduktion af musik til digitaliserede, behovsbestemte funktioner, hvis eneste formål er en vedvarende kapitalistisk rovdrift på kunstnerisk udvikling og innovation.

Hvis vi skal kunne genoprette et respektfuld forhold til musik, er det nødvendigt at lytte med en opmærksomhed, som fravister sig internettets kaotiske opmærksomhedsøkonomi. Endeløs streaming af musik, der er som skræddersyet til os, sløver vores sanser, både for hvordan musik kan lyde, og for hvordan musik skabes og kurateres. At kræve bedre betaling til hårdt trængte kunstnere er et nødvendigt første skridt. Men lige så nødvendigt er det at lære at lytte aktivt og indse, at musik ikke blot er en dugfrisk behovsslukker, men en absolut nødvendighed.

Info: I samarbejde med SOUND præsenterer Passive/Aggressive 27/5 også et gratis samtale- og debatarrangement om de digitale platformes indflydelse på musikken, dens økosystem og vores forhold til den. Læs mere og tilmeld dig HER.