Passive/Aggressive

Et Sejerø-trip gennem ormehuller, kiosk-København, WTF-skalaen og andre sproglige billeder

Feature August 10 2013 Sejerø2013_5_martinsøgaardhansen

Af Andreas Syr, festivalgænger. Fotos af Martin Søgaard, Brendan Leahy og Ringa Manner.

At den omkring en time lange færgesejlads til Sejerø fungerer som en portal, et ormehul af en art, måske endda et indvielsesritual, er tydeligt for enhver, der har været på festival i den gamle gård ved Gniben. For mit vedkommende er det noget med at køre ud af færgen i den gamle bil og så op over bakkerne og langs med kornmarkerne og ud og bade i bugten – og det er noget med solnedgange, propfyldte gårdspladser, kulørte lamper, mærkværdige objekter i landskabet og en generel beruset boblen i blodet. Noget med frihed, måske endda noget med en utopi.

Og så naturligvis musikken, som hvert år har været god, nogle gange fantastisk, men først og fremmest udmærker sig ved programmets rene og skære grænseløshed, geografisk, følelses- og genremæssigt. Festivalen har i kraft af sit program og sin placering leveret nogle sindssygt mindeværdige koncertoplevelser – for eksempel britiske Shackleton, der i 2011 spillede sin regnvådt tunge, storby-melankolske dubstep på en scene, hvor naturen bogstaveligt talt vokser ned igennem den gamle bjælkekonstruktion, og svalerne flyver rundtosset igennem strobolyset over DJ-pulten. Sejerø Festival er en på alle måder usædvanlig, lysergisk og fantastisk oplevelse, og det er fantastisk, at den kan blive ved at finde sted. I år med et endnu bedre program og et ry, der var løbet den så meget i forkøbet, at der var udsolgt, endnu inden der var annonceret nogle kunstnere.

Besynderlighederne var gudskelov ej heller i år overset – tværtimod, nærmest.

Sejerø2013_9_RingaManner Læs resten

Drexciya – Revolutionær etos i en kontrafaktisk undersøisk fremtid

Feature April 15 2013

drexciyaa

Af Andreas K. Rasmussen

Fra opdagelsen af Amerika til langt op i 1800-tallet blev afrikanere i hundredtusindtal sejlet i lænker over Atlanterhavet til et liv i slaveri. Gravide kvinder blev betragtet som spolerede varer og smidt over bord. Er det muligt, at disse kvinders ufødte børn mirakuløst overlevede, idet de endnu ikke var blevet vænnet til at indånde luft? Kan disse børn over de næste århundreder have udviklet et globalt, højteknologisk undervandssamfund kaldet Drexciya?

Det er i hvert fald sikkert, at der i løbet af 1990’erne udkom en stribe anonyme udgivelser på dårligt trykt vinyl, som foregav at stamme fra denne underhavsverden. De dukkede først op i Detroit, hvor den sorte, militant politiske technoscene omkring selskaber som Underground Resistance og Submerge lod til at have en særlig psykisk forbindelse til havets bund. De ukendte ophavsmænd til disse transmissioner påstod, at pladerne var transdimensionale portaler mellem det undersøiske Drexciya, stjernekolonien Grava 4 og Detroit – byen, der mere end nogen anden eksemplificerede det postindustrielle amerikanske samfund med optøjer, arbejdsløshed og den sorte underklasses kamp for borgerrettigheder. En kamp, der formede og gennemsyrede den aggressive tredjebølge-techno, som Underground Resistance udformede med titler som “Electronic Warfare”, “Riot” og “Destruction of Order”.

Det var ikke ligefrem subtilt, men derimod effektfuldt ad helvede til; man laver ikke revolution med en akustisk guitar, men med en TR-808. Man sælger ikke ud til store selskaber, man indspiller og udgiver tingene selv, og man gør det anonymt og uniformeret. Man genbruger selvbevidst revolutionær ikonografi og etos, og for Drexciyas vedkommende forskyder man det politiske indhold til en kontrafaktisk fremtid, hvorfra kampen mod undertrykkelse bliver universel og grænseløs.

KAMPKLARE GÆLLEMÆND

Sammen revolutionerede James Stinson og Gerald Donald i 1990’erne den elektroniske musik med en stribe 12″ere. Nu er duoens musik endelig blevet tilgængelig igen takket være en serie af opsamlingsplader, der er en perfekt anledning til at (gen)opdage, at Drexciya er urørlig dopeness.

Duoen – hvis identiteter først blev afsløret i 2002 efter James Stinsons død – uddybede for hver udgivelse deres råt producerede sci-fi-univers, der havde lige dele rødder i borgerrettighedsbevægelse og Wirtschaftswunder og var nogenlunde lige inspireret af Philip K. Dick, Malcolm X, Kraftwerk og Jules Verne. En inspiration, der kom til udtryk som et hullet narrativ sammenstykket af kryptiske titler og covernoter. En undergravende og undersøisk afro-futurisme, en episk flugt fra et krypto-fascistisk USA, der lød som meddelelser fra en fremmed verden med det urovækkende (og samtidig humoristiske) budskab: ”Vi er de undertrykte, der ikke længere kan undertrykkes. Vi er bølgehoppende, muterede gællemænd med overlegen, kvante-hydrodynamisk teknologi. Vi er trænede i aqua-jujitsu. Vi er på vej. Før os til jeres leder.” Læs resten

Awesome Weekend med kuraterede videocollager fra Afrika

March 9 2013 awesometapes

Af Andreas Syr

Network Awesome er en netbaseret TV-kanal, der bedriver en sjælden konsekvent form for youtube-arkæologi, og præsenterer deres materiale som hyperstimulerende collager, med mere eller mindre sammenhængende koncepter og tematikker: Tilfældige nedslag i arkivet understreger fint projektets indholdsmæssige grænseløshed, når ”Ingmar Bergman Week” står ved siden af ”Nuke Porn Weekend” og”John Cage 100th Birthday” umiddelbart efter ”A Tribute To Cats”.

Programmerne er altid (vel)kuraterede, ofte af kunstnere og musikere, og i denne uge er det Brian Shimkowitz, hvis blog-nu-også-pladeselskab Awesome Tapes From Africa har delt umådelige mængder af fantastisk, afrikansk musik med verden, endda helt uden at forfalde til den fesne eksotisme, der ofte klæber sig til den slags initiativer. Shimkovitz’ program byder selvfølgelig på masser af awesome musik (programmets første indslag fra sudanesisk tv er helt vidunderligt), men også på ghanesiske reklamefilm, en dokumentar om Namibia og hvad der lader til at være en (meget) low-budget genindspilning af ”Taxi Driver”. Fik jeg nævnt, at det altsammen er totalt awesome? Læs resten