Passive/Aggressive

Julie Bo – Den lille melankoli

Kritik September 2 2019

Julie Bo “Julie Bo – Collected Songs 2007-2009” (Forlaget Kornmod, 2019) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen

Hvor båndstøj fra slut-00’erne og frem har knitret af hjemsøgelse og tabte fremtider, var den omkring årtusindskiftet repræsentant for sød nostalgi og en lettere diffus forestilling om autencitet. Nærvær, intimitet og de gode gamle dage (i 1960’erne). På “Julie Bo – Collected Songs 2007-2009” er netop båndstøjen allestedsnærværende og ligger som en hinde over albummet. Ikke som distancerende interferens, men som en art intimitetsskabende tilstedeværelse. En hule, man kan kravle ind i – tryg og endeløs.

“Collected Songs” blev oprindeligt udgivet i 2009 af selskabet Ark Tarp – for derefter desværre at gå lidt i glemmebogen. Efter udgivelsen af pladen stoppede Julie Bo med at udgive musik og har siden helliget sig billedkunsten under sit borgerlige navn Julie Riis Andersen (i hvilken egenskab hun dog også har arbejdet med lyd). Det er synd, for der er tale om en herlig samling folkede sange og små lydeksperimenter.

Læs resten

Grouper – den dragende undergang

January 30 2013

grouper_live photo by Ama Chana

Af Niklas Langeland Pedersen

Da Liz Harris var teenager, opdagede hun sammen med sin far en forulykket sejlbåd, der var skyllet op på land på Agate Beach, tæt ved hendes hjem i Oregon. Den sejlende var forsvundet uden at efterlade sig forklarende spor, og båden var drevet førerløs i land. Båden blev liggende på stranden i flere dage, og oplevelsen af at udforske båden og den sejlendes efterladte genstande endte med at inspirere til navngivelsen af ‘The Man Who Died in His Boat’, der bliver den ottende albumudgivelse, sådan cirka, i sagaen om Grouper.

Siden 2005 hvor Grouper, alias for Liz Harris’ soloprojekt, selv udgav sin første selvbetitlede cd-r, er det foruden syv albums – udgivet selv eller på mindre labels som Type Records – også blevet til en god håndfuld split-udgivelser og kollaborationer. I 2008 udgav hun ‘Dragging a Dead Deer Up a Hill’, der med sine meditative og nærmest spirituelle, ambiente spøgelsespop-skæringer placerede hende i toppen af den liga af sfærisk, æterisk pop, som Beach House pionerede med deres debutalbum et par år forinden. En karakteristik, der dog ikke er helt tilstrækkelig, når man skal beskrive den store tågede ødegård, der er Groupers samlede output. Læs resten