Passive/Aggressive

Arthur Doyle “Live i Musikcaféen” – En af de reneste inkarnationer af the blues

January 25 2015 arthur-doyle-750

Af Krogen – en serie af Frederik Denning

Måske har du det ligesom mig; at musik gerne skal kunne overraske og flytte grænser. Jo længere disse grænser bliver flyttet, jo sværere bliver det at finde ny musik, der overskrider dem. Af Krogen bliver en serie, hvor jeg præsenterer nogle af de ting, der gennem tiden har flyttet grænser for mig, og stadig gør det.

På mange måder synes jeg, det er passende at starte med Arthur Doyles optræden på Musikcaféen i Aarhus i 2011. Læs resten

Femten nuancer af grå og myrekrig på LAK festival 2013

Feature October 3 2013

Af Frederik Denning. Foto Vlad Kamenskyy.

“Høre en vedvarende tone bliver ret hurtigt så temmelig uudholdeligt. Enten bliver vi desperate, eller vi fortrænger den.” -K. E. Løgstrup (“Skabelse og Tilintetgørelse”, 1979)

Jeg sad tilfældigvis og læste lige præcis den passage i “Skabelse og Tilintetgørelse” lige før Band Ane gik på. Selvom citatet godt nok er en del af et eksempel i en afdækning af Husserls tidsopfattelse, så er det sådan meget rammende for den store myrekrig på LAK. Lad os starte bagfra ved Band Ane, fredag aften, der blev sidste punkt på årets LAK festival for mig.

Band Ane, der plejede at lave sådan noget meget cute indietronica, har åbenbart bevæget sig over i lydkunst nu. Til LAK Festival havde hun en guitarist med, og spillede ellers på sin laptop, et slags bonzaitræ med klokker og en række andre mere eller mindre åndssvage rekvisitter. Og det var så en blanding mellem føromtalte indietronica og, well… gøgl. Som eksempel lad mig citere en dialog mellem Ane Østergaard og hendes guitarist. Et slags lille skuespil de opførte kort inde i koncerten.

Ane Østergaard (holder sig for næsen og taler meget fjollet med børnetv agtig stemme): Ja, hvad skulle det være?
Guitarist (også ekstremt fjollet): Ja, hej hej, jeg vil gerne have et nyt liv.
Ane Østergaard: Ja, så skal du bare køre frem til næste vindue.
Guitarist: Okay, tak tak.
Ane Østergaard: Var det det hele?
Guitarist: Ja, tak, hej hej.
[indsæt selv fnis her og der]

Her sprængtes mit wtf-barometer, og ikke på en god måde. Hvis man får det privilegium at have folks opmærksomhed klokken 22:00 en fredag aften, så skal man godt nok forvalte den bedre. Jeg kan simpelthen ikke regne ud om Ane Østergaard selv synes det er godt nok. Gjorde publikum? Der stod et par fyre foran mig, som nikkede til hinanden på den der: ”Oh yeah” agtige måde flere gange, men måske var de ironiske? Det var simpelthen fuldstændig uacceptabelt nederen, og det hørte mere hjemme i et efterskoleøvelokale efter fem joints end det gør på en scene, der angiveligt skal præsentere den vigtigste lydkunst i landet.

Men ok, Lad os spole tilbage og starte fra begyndelsen: Læs resten