Det er noget sjovt noget med Woods. På den ene side har frontmand Jeremy Earls nasale, stenede stemme noget pubertært over sig, som fører tankerne ind på et amerikansk collegeværelse med sokkelugt, platte kælenavne og flyers fra keg-parties på væggen. På den anden side vælter det ud med moden følsomhed og eftertænksomhed i de let uudgrundelige tekster og de sindssygt iørefaldende melodier. Noget søgende, ...