Yo La Tengo er en slags superhelteband i min verden. Ikke kun fordi jeg har fulgt dem fra omkring årtusindeskiftet, men også fordi det er sådan et band, der kan give sig i kast med et utal af genrer uden at knække nakken – eller miste sig selv i processen. De kan skrive bedårende små 60’er-poppede, vatindpakkede vuggeviser, velturneret alternativ guitarrock, svampepop med marimba, ...