Passive/Aggressive

The War on Drugs og Real Estate – MOR-music til Fars dag

Blog March 14 2014 mor

Af Adam Thorsmark

Den 5. juni er det Fars Dag. Men allerede nu kan du klare den perfekte gave til the ol’ man. Både The War on Drugs og Real Estate er aktuelle med deres tredje album, hver med 10 sange, der hidkalder noget af det bedste far-rock fra 70’erne og 80’erne. At sige ‘tredje gang er lykkens gang’ vil være at undervurdere de to bands’ tidligere albumudgivelser. Alligevel er det, som om deres udtryk går op i en højere enhed med soft-rock-inspirationskilderne opdateret på fornem vis. Sjældent har MOR-musik lydt så godt. Læs resten

Femten nuancer af grå og myrekrig på LAK festival 2013

Feature October 3 2013

Af Frederik Denning. Foto Vlad Kamenskyy.

“Høre en vedvarende tone bliver ret hurtigt så temmelig uudholdeligt. Enten bliver vi desperate, eller vi fortrænger den.” -K. E. Løgstrup (“Skabelse og Tilintetgørelse”, 1979)

Jeg sad tilfældigvis og læste lige præcis den passage i “Skabelse og Tilintetgørelse” lige før Band Ane gik på. Selvom citatet godt nok er en del af et eksempel i en afdækning af Husserls tidsopfattelse, så er det sådan meget rammende for den store myrekrig på LAK. Lad os starte bagfra ved Band Ane, fredag aften, der blev sidste punkt på årets LAK festival for mig.

Band Ane, der plejede at lave sådan noget meget cute indietronica, har åbenbart bevæget sig over i lydkunst nu. Til LAK Festival havde hun en guitarist med, og spillede ellers på sin laptop, et slags bonzaitræ med klokker og en række andre mere eller mindre åndssvage rekvisitter. Og det var så en blanding mellem føromtalte indietronica og, well… gøgl. Som eksempel lad mig citere en dialog mellem Ane Østergaard og hendes guitarist. Et slags lille skuespil de opførte kort inde i koncerten.

Ane Østergaard (holder sig for næsen og taler meget fjollet med børnetv agtig stemme): Ja, hvad skulle det være?
Guitarist (også ekstremt fjollet): Ja, hej hej, jeg vil gerne have et nyt liv.
Ane Østergaard: Ja, så skal du bare køre frem til næste vindue.
Guitarist: Okay, tak tak.
Ane Østergaard: Var det det hele?
Guitarist: Ja, tak, hej hej.
[indsæt selv fnis her og der]

Her sprængtes mit wtf-barometer, og ikke på en god måde. Hvis man får det privilegium at have folks opmærksomhed klokken 22:00 en fredag aften, så skal man godt nok forvalte den bedre. Jeg kan simpelthen ikke regne ud om Ane Østergaard selv synes det er godt nok. Gjorde publikum? Der stod et par fyre foran mig, som nikkede til hinanden på den der: ”Oh yeah” agtige måde flere gange, men måske var de ironiske? Det var simpelthen fuldstændig uacceptabelt nederen, og det hørte mere hjemme i et efterskoleøvelokale efter fem joints end det gør på en scene, der angiveligt skal præsentere den vigtigste lydkunst i landet.

Men ok, Lad os spole tilbage og starte fra begyndelsen: Læs resten