Passive/Aggressive

Lunden – Zigzaggende tjørnehæk og bæk

Kritik May 28 2019

Lunden “Lunden” (Abstract Tits, 2019) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

I Børge og Arvid Müllers sang “Gå med i lunden” fra filmen “Odds 777” er lunden stedet, hvor unge mennesker mødes for at glemme deres forældres formaninger. Jesus bliver forrådt af Judas i Gethsemanes have, der er en olivenlund. Og efter befrielsen i 1945 fandt man 202 henrettede modstandsfolk i Ryvangen, nu kaldet Mindelunden. Så på trods af at de fleste vel forbinder en lund med et fredeligt grønt område til rekreation, for at anvende et kommunalt sprog, så har lunde historisk været forbundet med utugt og død.

Derfor virker navnet også velvalgt for Emil Palmes og Lasse Bækby Buchs fælles projekt, Lunden. Musikken på deres selvbetitlede album ligger et stykke fra, hvad de to ellers laver. Palme spiller med både Yngel og Boujeloud en globalt orienteret musik, der har improvisationen som udgangspunkt, mens Bækby Buch i tidligere Gooms og nu solo-projektet Birthgiving Toad nærmere har legen og eksperimentet som udgangspunkt. De to dele, eksperimentet og improvisationen, har de forenet, men ingen af dem har støjet så forrygende meget før!

Læs resten

Boujeloud – Desorienteringens nulstilling

Kritik August 18 2016

13569040_924060551073601_129299141015681834_o

Boujeloud ”Candy Prince” (Boujeloud 2016) – Anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Jeg ved ikke, hvad Boujeloud vil. Måske desorientere mig. Det er de i hvert fald lykkes med. Og det er nok vigtigt at blive desorienteret indimellem. Vi er så vant til at være orienteret; om hvad det nuværende trusselsbillede i Europa er, om hvad der sker med vores børn i skolen, om strategien for vores arbejdsplads de næste fem år. Vi har brug for at blive desorienteret, at blive nulstillet, ikke være bevidste om os selv og vores omverden.

Det gør Boujeloud med en sælsom blanding af no wave og freejazz med elementer af funk og afropop. Ja, det lyder farverigt og eksotisk, og det er det også. Læs resten

Homies – Frygtløse hovedspring ned i en jazzkløft

Blog Kritik May 4 2016

1278868_637494189707110_231399852899677275_o 2

Homies “Cliff” (Escho, 2015) – Anmeldelse af Mikkel A. Kongstad

Den københavnske impro/action drone-trio, Homies, smed i al stilfærdighed deres andet udspil, “Cliff”, på gaden i slutningen af 2015 via Escho. Og selvom det fik sneget sig uden om de fleste medier, er der god grund til at hive fat i albummet, der vender tilbage med nyt liv efter et frygtløst hovedspring ned i en dyb jazzkløft.

Homies. “Cliff.” To vinyler. Fire skæringer nådesløst betitlet henholdsvis side A, side, B, side C og side D. Mere hjælp får du ikke til at afkode musikkens hensigt og verden. I stedet må musikken tale for sig selv og lade dig, kære lytter, danne egne billeder og indtryk. Men inden vi går ombord i, hvad impro/action drone er for Homies, og hvordan “Cliff” finder nyt liv i en jazzkløft, så lad os kaste et blik på, hvem Homies er.

Bandet består af tre musikere, der alle huserer på den danske jazzscene, men bestemt også kan siges at høre til på alle andre scener. Måske er det i virkeligheden også der, hvor jazzen hører allermest til efterhånden? Ikke bare på én scene, men på alle? Det er trods alt 36 år siden, at Miles Davis hev jazzen helt ud af sin comfort zone og optrådte på den legendariske rockfestiva, Isle of Wight sammen med bl.a. Jimi Hendrix, The Doors og Jethro Tull. Den vender vi lige tilbage til. Læs resten