Passive/Aggressive

Jay Reatard – Memphis’ sidste konge

August 27 2012

Mindeord, af Jens Franco (sanger i Tumor Warlord)

Da Jay døde 13. januar 2010, havde han medvirket på 22 albums samt et utal af singler. I alt ca. 100 udgivelser. Udover sine soloplader var den produktive sydstatsdreng involveret i bands som Lost Sounds, Nervous Patterns, Bad Times, Terror Visions, Evil Army, Final Solutions, Angry Angles, Destruction Unit, Digital Leather og selvfølgelig The Reatards, der udsendte deres første single i 1998 på det legendariske Memphis-selskab Goner Records.

Jeg missede Lost Sounds-koncerten i 2002, hvor Double Space spillede deres debutshow, men i 2005 var Jay igen forbi Århus med The Reatards, Angry Angles og Tokyo Electron. Jeg tror, at vi er rigtigt mange, som aldrig vil glemme The Reatards’ sæt, hvor Jay nærmest destruerede Sway stedet i et vanvidsshow af aggression og smadrede ølkrus. Nogle år senere var jeg oppe på Elværket i Helsingør og se Jay Reatard og Boston Chinks, der på det tidspunkt fungerede som hans backing band. Læs resten

Glow Kit – om man skal danse eller knibe en tåre

June 25 2012

Af Alexander Julin (link)

Jeg har ingen idé om, hvorfor at jeg ikke havde hørt yderligere om Glow Kit, før at jeg så dem live for knap et halvt år siden. Som første band på programmet (og eneste med en decideret plade) til et legendarisk show i Rozenkrantskollegiet, Aarhus, tændte bandet op for det tætpakkede publikums fødder og ører og startede det, der senere hen skulle vise sig at være en ren hedebølge, i og med at der ikke kunne åbnes for nogen vinduer grundet naboklager.

Som odd man out i et lineup, der ellers bestod af Tumor Warlord, Emenkaya og Urban Achievers, var det måske ikke alle dengang, der var klar på tøset garagepunk, og der skulle også gå en måneds tid for mit vedkommende, før at jeg satte mig for at give Glow Kit en velfortjent chance.

Ikke desto mindre stod det hurtigt klart for mig, at Glow Kit med deres selvbetitlede debut, havde skabt et værk, der var en klar kandidat til en af årets bedste udgivelser indlands.

Formlen er i bund og grund ganske velkendt, men ændrer ikke desto mindre på det faktum, at bandets uimodståelige sange, der varer et sted mellem 1–3 minutter, både indeholder en hvis ømhed, der på et split sekund bringer en tilbage til de tidlige teenageår og opgøret med den uskyldige verden, og samtidig en eksplosivitet i kraft af det høje tempo, hvor man som lytter hurtigt bliver velvidende om, at nummeret kan være færdigt ligeså hurtigt, som man bliver grebet. Når Glow Kit er bedst, kan man ikke gøre op med sig selv hvorvidt om man skal danse eller knibe en tåre, for bandet formår på uforklarlig vis, at kreere et sentimentalt, lyrisk univers om aftenens kærlighed og alt det der, man nok kunne have gjort anderledes, uden at der går tuderock i den på noget tidspunkt.

Det er aldrig til at sige, hvad der helt præcist gør udfaldet for, hvorvidt at sådanne bands er knald eller fald, men der kan ikke herske så meget tvivl om, at Glow Kit står på den sikre side af den udefinerbare skillelinje mellem guld og lort. Tjek f.eks. “Invisible Ink”, “Shallow”, “Television Too” (samt resten af pladen), tør øjnene og kridt aftenens sæt sko.

Glow Kit – s/t ude nu på P. Trash/FDH/Kanel Records.