The Pruttipal Index – Hvad jeg taler om, når jeg taler om at lave musik

The Pruttipal Index, “Bananskolen, Goodiepal Arkiverne hos SMK or Something else” (Futura Resitenza, 2023) – Anmeldelse af Claus Haxholm. 

Det er for fedt at høre musik, som tydeligvis har været sjovt og kaotisk at lave.

The Pruttipal Index samler på mange måder alt det kokseri, fest og skaberkraft, man kan samle, når man er en forsamling, kollektiv, butik, organisation, et band, et venskab. 

Først og fremmest er det nok sikrest at sige, at vi har med en dobbelt CD og et ret elaboreret cover at gøre. Nogle eksemplarer har et tilhørende lille hæfte med, som jeg selv kun har set, og som ikke var i min cd-pakke. Hæftet er vist primært om den længere række af Audio-Svar, der dels fungere som en slags udvidet kontekstualiseringsmanøvre og dels som egne værker, (mere uddybende info her) som Goodiepal lavede over en årrække vistnok omkring 2011-2019. Men det må I ikke hænge mig om på – som meget andet med Goodiepal bliver information hacket, vendt i hvidløg og serveret på forskellige måder indenfor ret kort tid. 

Bananskolen kan være lidt svær at beskrive. Det, det nok mindst er, er en skole i klassisk forstand. Snarere er det et rum for udforskning og læring med Nynne Roberta Pedersen og Kristian Vester som kernemedlemmer, kan man nok godt fæstne sig ved. Indtil videre. Mange gode folk er og har været igennem og brugt tid med Bananskolen over de sidste par år. 

På lydsiden af The Pruttipal Index må jeg som noget af de første nok konstatere, at Reference-hvirvelvinden mildest talt er kompleks. Det virker til at meget af, hvad Prutti har haft fingrene i igennem årenes løb, er blevet frit tilgængeligt for Bananskolen. Materialet har muligvis altid været åbent tilgængeligt for de forskellige medlemmer, men det er på denne udgivelse blevet brugt på en anderledes måde, end jeg før har hørt. 

Uden at blive mere sentimental og nostalgisk, end hvad godt er, er den musikalske del af V/VM-ånden sat i spil igen: Den mere “Lokiske” er-det-eller-er-det-ikke-en-practical-joke + poetisk rum har kørt meget godt det sidste stykke tid for skolen. F.eks har de sidste performances jeg har set med gruppen indeholdt en del Jesus-orienteret fællesdans og sang, som jeg har svært ved at vurdere om var ironisk, spirituelt/kollektivt undersøgende eller noget helt tredje. Samtidig har de også lavet krybe- og passionsspil sammen med Trampolinhuset, som jeg ikke ser som værende ironiske eller for sjov. Så man må som beskuer/fan/forvirret menneske være virkelig skarp med sine sanser og sit sind for at skelne og følge med. 

Jeg ved slet ikke, hvor jeg i øvrigt skal starte med albummet – materialemængden er for et almindeligt nutidsmenneskes, som mig, koncentrationsevne gigantonormisk. Et forslag kunne jo være det første track, men det nok er bedst at prøve at zoome lidt ud og samtidig prøve at holde på i det mindste nogle af pointerne: Nemlig at vi som lyttere og som skabende bananskole-medlemmer synes at stå i forvirringen sammen.

Der forekommer flere steder udklip fra britisk tv fra 80erne og 90erne – er det fra en andens bananmedlemsfortid, eller endnu en Prutti-refrence? Utydelighed kan give frihed til fortolkning, men kan også til tider give bagslag, hvilket sikkert er regnet ind i hele herligheden, hvis jeg kender Goodiepal ret. 

Pludselig får vi en hyggeaften med titlen “Late Night Music For Two Random Tone Generators”. Kigger man på Discogs-siden til udgivelsen, (som vil jeg påstå, udgør et meta-værk, som absolut er for nørderne, men meget morsomt/fyldestgørende), er nummeret krediteret til Komponisten Birgitte Alsted (f. 1942). Jeg kender ikke hendes arbejde, men hvis det lyder som det her, virker det lovende. Kompositionen er meget primitivt og fri: Fri i den forstand at fokus på mange måder er på lyden i sig selv, af de to tonegeneratorer, og den simple optagelse. Primitiv dels i musikkens komposition, som lyder mere som meget løs improvisation, og dels i det man kan høre nogle gå rundt og rydde lidt op. Det er da skønt!  Specielt sammen med alle de andre tråde ud til bananskolen selv, Prutti, musikhistorien osv.  

Information flyder altså som en flod, og alt efter hvem der har badet i floden den dag, ved vi alle mere eller mindre om noget forskelligt (eller det samme). Forvirringen virker ikke som et hierarkisk skel mellem dem, som har informationen, og dem, som ikke har, men derimod som et slags udlignende værktøj, hvor læsningsmulighederne for alle parter åbnes op og rodes rundt som en god stuvning af lige plumret forståelse.

Moral og frihed er vel på mange måder som softice og syre. Godt i doser. 

Jeg vil virkelig gerne fremhæve tracket V-lars Signatur. Sikke en flot tur. Der synes at ligge en (u)frivillig(?) post-(post-post?) ironi i Banaskolens output, som jeg ofte bliver forvirret over, men som jeg ofte også griner af og med. Men synes ikke at være til stede på et nummer som V-Lars Signatur, og det giver lige et lille mørkeblåt åndehul, inden man skal ind i prutteland igen. Der er også tracks som Kom Så – Kefir, der klart er skabt i Pruttiland, lavet med humor og krudt i røven, men som åbner sig op med faktisk at have et lille barn med, og hvor børnemusikken også rækker ud til en mere sentimental tilgang, som jeg synes er meget sympatisk, og som igen er en åbning til andre tilgange til det her materiale. Ømt, men også fjollet, og det kan åbenbart godt lade sig gøre samtidigt.

Afslutningsvis skal  den virkelig, virkelig hyggelige cover-version af Scooters “You Can’t Stop the Hardcore” nævnes, hvor vi igen bliver sat fri. Moral og frihed er vel på mange måder som softice og syre. Godt i doser. 

Pruttipal index er en ordentlig tur, men den ørhed, man sidder tilbage med, er kærkommen og minder en om, at livet kan tage mange forskellige former, og at det faktisk kan forme den musik/kunst/etc., man laver, uanset hvor hårdnakket man ellers er.