Tvivler – Håbløshed brændt af i eksplosioner
Tvivler “EGO” (Negativ Psykologi Records, 2020) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Københavnske Tvivler har efter tre ep’er udgivet sin fuldlængde-debut. Det er en suveræn, energisk plade i en uddøende genre med tekster om identiteter, der svæver i håbløshed.
Først til dét med den uddøende genre. Nogle genrer spænder over flere generationer, andre er fastlåste til en enkelt eller et par. Storgenrer har naturligt nok nemmere ved at overleve end mere specifikke undergenrer. Hiphop ser ud til at have chancen for at leve en del år endnu, men trap må nok ses som noget, der tilhører de unge nu, og hvor ny musik i genren ikke er noget, vi ser om 10 eller 20 år. I hvert fald ikke fra andre end aldrende trap-stjerner.
Punken til gengæld er en storgenre, der lider. Der kommer meget lidt ny musik fra unge bands i de her år. Det seneste, vi har set, er måske i virkeligheden Iceage. Selvfølgelig er der på forskellige live-scener altid noget i kog inden for de fleste genrer, men det er sjældent, at det kommer op til en bredere offentlighed.
Posthardcoren er i særlig grad en genre, der havde sin storhedstid i 90’erne, og i Danmark især havde en ret levende scene i starten af 00’erne, til dels centreret omkring pladeselskabet Play/Rec, der udgav plader med Barra Head, Lack og Menfolk. The Psyke Project var en mere brutal variant inden for genren, som har leveret mandskab til en række bands, der er stadig er mere eller mindre aktive: Église, LLNN, Hexis og Piss Vortex.
Tvivler er langt hen ad vejen samme generation. Thomas Burø sang hos Lack, mens Thomas Feltheim og Morten Clausen spillede i hardcore-bandet Children of Fall i starten af 00’erne, senere i mathrock-bandet Obstacles, og Morten Ogstrup Nielsen er muligvis den yngste i bandet og stadig aktiv med Town Portal.
Men for fanden da, hvor det her brænder og sprutter! Ingen gammelmandssukkersyge her. Års erfaring og instrumentbeherskelse koger sammen til suverænt samspil. De mange timer i øvelokalet gennem de seks år, bandet har været sammen, skaber små eksplosioner af veltimede forskydninger. Det er så energisk og vitaliserende, at skvalderkålen flyver om ørerne på mig, når jeg luger i haven.
Det, Tvivler særligt excellerer i, er den her konstante vekslen mellem hardcore punk-bralrende sekvenser, der skralder derudaf, og breaks, hvor melodiske guitarstykker, feedback eller freejazzede rytme-indspil tager tempoet ud, for så straks at vende og blæse i en anden retning. Der sker hele tiden noget nyt, en ny retning, en ny detalje. Konstant aktivitet, men alligevel perfekt afbalanceret mellem det energiske og besindige.
Det halvandet minut lange nummer “barn” mestrer farten og konstante temposkift og smider så lige en sax-solo af Henrik Pultz Melbye fra SVIN ind i kogepunktet for at kortslutte lytterens frontal-lapper. Og mens “flokløs” lader Burøs høje, desperate vokal melde om fortabte identiteter, der har mistet forbindelsen til deres følelser – “Jeg leder efter svar, der savner spørgsmål / Tårer er forbeholdt dem, der har lært at tabe” – holder bandet sig tilbage med feedback og en underliggende basgang og først efter næsten tre minutter kommer eksplosionen. Det er den fuldstændig formfuldendte kontrol over bandets virkemidler, der gør “EGO” til en fryd at lytte til.
Tilmed suppleres energiladningerne af nogle dragende tekster om at være menneske. Mange af dem handler om identiteter, der mangler noget at holde fast i og ikke føler sig forbundet til vores samfunds normer. Måske smukkest formuleret i “komplet”: “Du leder efter den perfekte syntaks / Jeg efterlyser bare en god nok grund / Ville du stadig give dig hen, hvis du ikke kunne blive hel? / Ville du stadig give dig hen, hvis du ikke kunne blive komplet?” Og så slutter den med det umiddelbart høflige “Vi klapper takt / Tak, men nej tak.” Men det skriges for fuld hals.
Fremmedgjortheden afspejler sig i forskellige sideløbende temaer, som f.eks. behandlingen af kvinder i “forkert”, “kandidat” og “barn”: “Alt det, du har lyst til, er forkert, og alt det, du må, er bare kedeligt / Mænds frygt bliver kvinders skæbne / De peger fingre ad den nøgne hud / Du passerer som menneske” (“forkert”). Eller kapitalisme: “Det er de gamle penge, der former vores by; det er den nye mønt, der styrer den / Der bliver mindre og mindre mindre plads / Nu trives vi på en stædig diæt af underskud / Det er dig mod dem” (“vold”).
At de sensible tekster leveres i vredesudbrud, viser kontrasten, splittelsen hos teksternes personer. “Knytnæve” starter sådan her: “Dette er klangen af et hjerte i brist; sådan er sangen af en stakket frist / Man lukker sig inde i sin forklaring / Jeg troede en stund, at jeg havde en tid forude / Jeg håbede nok, jeg havde en vej derude.” Læst alene toner en håbløshedens melankoli frem. Hørt hæsskreget i en storm af rasende rytmer og guitarstøj ser man jeget stædigt kratkravle sig op af det sorte hul. Burø slutter nummeret af med at brøle “Lev, tag intet for givet”, mens bandet forstummer. Der er ingen tegn på overgivelse trods håbløsheden.
Tvivler spiller måske nok i en genre, der lever en hengemt tilværelse, men de vitaliserer den med en brutal klarhed.
Info: EGO er udkommet på Tvivlers eget pladeselskab i begyndelsen af april.
