Uffe – Måske håbløst gammeldags (interview)
Af Simon Christensen
Uffe har begået en af årets mest bemærkelsesværdige og genrebøjende, danske debutudgivelser, men alligevel er “Radio Days” fløjet et godt stykke under radaren. Uffe Christensen har de seneste år boet og studeret i Berlin og Amsterdam, og det er måske årsagen til, at albummet har været en lille hemmelighed her i landet (og at Uffe fungerer som kunstnernavn).
Albummet er en skøn blanding af programmering, samples og egne optagelser. I en enkelt dansk anmeldelse kondenseres musikken til “soveværelsesproduceret soul”, men det er en forsimpling af et bredt album, der samler op på tværs af house, hiphop, jazz, filmmusik og funk, der har en forkærlighed for den der varme 70’er-produktion og instrumentering (tænk rørforstærker, rhodes, Stevie Wonder og George Duke), som minder mere om Todd Terje og Flying Lotus end noget andet dansk. Uffe er et soloprojekt med base i den elektroniske musik, der afspejler, at han er selvlært producer/multiinstrumentalist. Det er samtidigt eklektisk, legesygt og tidløst i Uffes egenskab som dj/musikkurator, idet “Radio Days” på et meta-plan er et stilsikkert tværsnit i en soulfunk-tid og virkelig lækker produktion.
Der er interview med Uffe herunder. Lyt til “Radio Days” i fuld længde i Sounds i en begrænset periode.
Info: “Radio Days” udkom i marts på Tartelet/K7, og Uffe spillede første livekoncert til Strøm i denne måned. Uffe har desuden udgivet ep’erne “Straess!” (2012), “Colors Outside” (2012), “Like You Mean It” (2015) og en række ting under navnet Nabo.
Oprindeligt er jeg fra Odense, som egentlig var et godt sted at starte med at lave musik. Der var mange muligheder for at lave musik og et godt musikmiljø, mens jeg var teenager. Men det bestod mest af rockbands. Odense Musikbibliotek i gamle dage var helt fantastisk. Jeg brugte sindssygt meget tid dér og i en lokal pladeforretning, der hed Moby Disc. Der var ikke rigtig et miljø eller interesse for den musik, jeg godt kunne lide dengang – altså elektronisk musik – så jeg flyttede til København, lige inden jeg fyldte 18.
Rent musikalsk er der ikke rigtig nogen spændende historie bag. Jeg begyndte tidligt med at lave det på computeren, og så har det egentlig siddet fast siden. Jeg har udgivet meget lidt musik, i forhold hvor meget jeg har lavet og været involveret i. Dj’ing kom først til lidt senere og startede oprindeligt med, at jeg ville lære at scratche. Jeg har dyrket og lavet utroligt meget forskellig musik gennem tiden fra ambient til hiphop og klubmusik. Da jeg boede i Berlin, kort tid før jeg flyttede til Amsterdam, eksperimenterede jeg med klubinspireret popmusik som jeg, i mangel af bedre, bare kaldte Uffe. Det hørte Pernille Krog Mogensen (bl.a. Strøm Festival) en forårsdag i solen på min iPod. Hun kunne godt lide det og sendte det rundt til nogle folk, hun kendte i Berlin, og så tog det ene ligesom det andet.
Albummet er et udvalg af ting, jeg har lavet over de seneste to år eller noget i den stil. Som nødvendigvis ikke var færdige. Men jeg tog dem i studiet sammen med Jeppe aka Rewolmer i hans studie på Nørrebro, og så indspillede vi en masse ting, der fik plader til langsomt at tage form. Der blev også pillet en masse ting fra i processen. Det er sådan cirka 50% samples og 50% optaget lyd. Eftersom pladen havde en rimelig old school-proces over sig, syntes jeg, at det var passende at kalde den “Radio Days”, da hele pladen helt klart refererer til albummets golden era på en eller anden måde. Og at lytte til radio var også en kæmpe inspiration til pladen. På et tidspunkt sad jeg rimelig meget fast i den der klubting rent musikalsk, og at lytte til radio og selv lave radio på Red Light Radio i Amsterdam hjalp mig virkelig med at komme videre. Jeg er vokset op med at lytte til radio og høre albums, så dét, at musik i dag primært bliver formidlet via en videokanal, er noget, jeg aldrig helt kommer til at vænne mig til. Måske er jeg håbløst gammeldags.
Eftersom jeg ikke rigtig kan spille nogle instrumenter selv, må jeg jo prøve at imitere lyden af rigtig musik, så godt som jeg nu kan via sampling eller samarbejde med andre. Jeg plejede at kunne sidde oppe en hel nat foran min computer og ryge smøger, drikke vino og lave musik alene. Det kan jeg ikke længere. Så jeg er nødt til at få folk, jeg stoler på, indover for at hjælpe mig med at komme videre med det i form af kritik eller i form af fx indspilning og musikalsk sparring. Det er ikke for at være doven, men simpelthen for at gøre processen sjovere og mere levende.
Jeg hører stort set kun gamle plader for tiden, og som producer er jeg vildt fascineret af, hvordan de fik eksempelvis trommer til at lyde på den måde, som de gjorde på visse plader i 60’erne og 70’erne. Det kan være, at de simpelthen bare havde dårligt udstyr, men det ved jeg jo ikke noget om. Jeg synes bare, det lyder dope! For mig er det mere futuristisk end en 808-stortromme.
Jeg har hørt elektronisk musik, siden jeg var 10 år gammel. Det første cd-køb, jeg husker, var Kraftwerks “The Man Machine”. For at være helt ærlig er jeg nok lidt vokset fra min fascination af elektronisk lyd. Intet gør mig mere søvnig, end når folk begynder at snakke om deres hjemmebyggede modularsynths.
Jeg kan desværre ikke tale så meget om scenen i København, da jeg jo de sidste fire år har været i udlandet. Men jeg har indtrykket af, at scenen i København har det rigtigt godt – og nu er jeg lige flyttet tilbage til Nørrebro for omtrent en måned siden, så jeg glæder mig til at lære den at kende. Jeg boede i Amsterdam, fordi jeg gik på en kunst- og designskole dernede. Jeg ville så vidt muligt gerne jonglere lidt med både kunst og musik, men for tiden har jeg ikke rigtigt tid til andet end musik.
Faktisk er det kun mig, der synger på pladen – ud over Lotte Rose, som synger på “I Can Show You High”. Jeg er stadig i en proces med at finde ud af, hvordan jeg bruger min egen vokal. Det er en relativt ny ting for mig at synge selv.
Nu hvor jeg lige har fordøjet, at “Radio Days” er ude, tænker jeg, at det næste album klart bliver mere velovervejet. “Radio Days” er paletten, og så må jeg prøve at male et nyt billede med den til næste fuldlængde. Det er i hvert fald planen lige nu. Alle de plader, jeg har lavet, og projekter, jeg har involveret mig i, er en del af en større læringsproces.
Elektronisk musik er fedt nok, men det er jazz også. Og hiphop og disco. Klassisk musik er sikkert også fedt, det ved jeg ikke noget om. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg er stoppet med at differentiere så meget mellem min opfattelse af genrer. Hvad jeg bidrager med, ved jeg sgu ikke. Nok egentlig ikke særligt meget. Der kommer vel et par ekstra plader i 10-kroners-kassen om et par år. Men forhåbentlig ikke i den elektroniske kasse.
Nu er jeg lige blevet færdig med en livekonstellation sammen med Rewolmer, Lotte Rose og Aske Lyck Pedersen. Vi har haft enkelte jobs, og det er skide sjovt at spille med band. Og give nyt liv til de gamle numre. Jeg begynder at lave en serie af aftener på Jolene, hvis alt går, som det skal. Udgivelses-wise er der et par ting og projekter, jeg pønser på og arbejder frem imod for tiden. Men du ved, jeg skal jo sige, at jeg ikke kan fortælle mere på nuværende tidspunkt. Men jeg kan dog godt sige, at der kommer et album mere – forhåbentlig i første halvdel af næste år.
