Croatian Amor – Soundtrack til menneskets underbevidsthed
Af Alexander Julin
Loke Rahbek har med noget nær utallige projekter manifesteret sig som en af nutidens Danmarks mest produktive kunstnere. Sideløbende med sit virke som halvdelen af Københavner-institutionen Posh Isolation har Rahbek bl.a. spillet med og optrådt som del af Damien Dubrovnik, Lust for Youth, LR, Sexdrome og War/Vår, og inden for den seneste årrække har den unge multikunstner udviklet et univers under aliasset Croatian Amor, der kan betragtes som et musikalsk samlingspunkt for Rahbeks mange projekter. Således tegner Croatian Amor en rød tråd mellem de mere monotone noise-udskejelser samt den sfæriske synthesizerfanatisme, der ellers kom til udtryk i specielt de ældre udgivelser med War.
Efter en række båndudgivelser, hvoraf tre senere hen er blevet genudgivet på vinyl, er Croatian Amor nu aktuel med LP’en ”The World”, der lydmæssigt befinder sig et sted mellem field recordings og simple, gentagende synthesizer-mønstre. Sangene bevæger sig uden nogen bestemt retning men folder sig i stedet stilsikkert ud som fantasifulde, uforudsigelige lydtapeter.
Om end sangmaterialet fremstår knap så improvisatorisk som nogle af Rahbeks noise-udgivelser føles sangenes slutninger utroligt bratte, hvilket dog på ingen måde skal forstås som en kritik. Pladen fungerer i dets seks numre lange spilletid som et tilsvarende antal drømme, hvor man ved hver sangs ophør føler en opvågning for blot at falde tilbage i dvale påny ved næste nummers opstart. “The World” er nær og menneskelig, men samtidig fjern og uhåndgribelig, og dermed et ideelt bud på et soundtrack til menneskets underbevidsthed.
Info: The World er ude nu via Posh Isolation. Seneste udspil fra Croatian Amor er den syvdobbelte kassettebåndsudgivelse Genitalia Garden, der udkom tidligere på måneden.