John Ylvisaker – et udsyret vildskud mellem luthersk tørhed og banal kristenrock
Af Laura Cæcilie Jessen
”Christian rock” har et dårligt ry. Store scener, store masser med løftede hænder, cheesy visuals, mange penge og, mest af alt: kedelig og intetsigende ensformighed i udtryk, både lyrisk og musikalsk.
Men det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at der, når man graver lidt tilbage i musikhistorien, er store skatte at finde på selv samme scene. Der skete elektriske ting i mødet mellem midten af 1900-tallets frigjorthed og det religiøse, og det behøver ikke være så ekstremt som den polygame og æstetisk bevidste sekt omkring den selvophøjende Father Yod og deres udsyrede musikprojekt Ya Ho Wa 13.
I den lutherske del af den kristne kirke, der måske ellers har ry for at være lidt tør i det, findes der en særegen slags hjemmegroet syre. Min favorit er John Ylvisaker.
Ylvisaker-slægten fylder en del i Midtvestens lutherske landskab. De er norske indvandrere, importeret til USA i midten af 1800-tallet for at prædike for de allerede immigrerede nordmænd, og derfor kan det måske ikke undre, at John Ylvisaker fører den forkyndende tradition videre. Det underlige er, hvordan det blev så … kontemporært.
John Ylvisakers bløde baryton bæres på de to store tidlige plader, ”Cool Livin’” (1967) og ”A Love Song” (1968), af sted over groovy orgel, catchy guitarfingerspil og et fuldstændigt galimatias percussionspor – man kan blive i tvivl om, hvorvidt trommeslageren overhovedet mestrer trommespillet, men det gør ikke noget, tværtimod. Det er det skæve, der giver pladerne deres særlige præg. Og Ylvisaker går i mange retninger: Snart smager det lidt af Doors, snart lidt af pænere Simon & Garfunkel-harmonier. Nogle påstår, at Ylvisaker deler musikalsk blod med Dylan, men det er vist mest af alt et standard-udsagn om plader, der er lavet i 60’erne og lyder derefter.
Sammen med sin kone Amanda, der står for en del af instrumenteringen, rejste Ylvisaker Amerika tyndt og spillede på universiteter, i kirker og almindelige koncertsteder. At han i 1967 spillede på Carnegie Hall i New York (foreviget på pladen ”Praise the Lord in Many Voices”), siger noget om en vis fylde på det musikalske landkort – og man kan undre sig over, at Ylvisaker røg ud i glemslen i 80’erne og 90’erne, i hvert fald uden for Jesus-bevægelsens kredse.
Teksterne er et kapitel for sig. Ylvisaker har grebet sin Bibel og klippe-klistret, og snart synges der fra den troendes synspunkt, snart fra Guds – en ting, der provokerede flere af de tørre lutherske, da Ylvisaker blev mere mainstream og salmebogsagtig i 80’erne. I modsætning til kontemporær kristenrock bliver det aldrig poleret eller pænt, og man hører aldrig Ylvisaker synge om den der underlige erotiske længsel efter Jesus. Tværtimod får lytteren læst og påskrevet, som når Ylvisaker synger højt fra Amos’ bog i ”Noise of Solemn Assemblies”:
“Take away from me the noise of your hymns,
to the sound of your harps I will not listen.
I take no delight in the noise of your solemn assemblies.”
Ofte er tonen kritisk over for kirkelig pænhed og institutionaliseret hykleri. I ”Let Loose” synger Ylvisaker om, hvordan vi går til kirke ”with our Sunday smiles and uptight clothes, our sermon ears and twinkle toes” – Ylvisakers forslag til forandring er ”Hey, let loose, let loose your love, let loose the love of God in you.”
Men det er ikke ren flip-ud det hele, for også den narkogennemtrængte hippiebevægelse får et vap, når Ylvisaker med Prædikerens Bog i hånden i ”The Old Man and the New” synger, at det med at tage stoffer ikke er så anderledes, end når de gamle asketer fastede sig helt ud i tovene – og begge dele er vist lige dumt.
Stærkest står Ylvisaker lyrisk, når han i titelnummeret på ”Cool Livin’” indrømmer sin teologisk-dogmatiske uformåenhed: ”I don’t know much about this cosmic business, these heavenly arithmetics that lead up to forgiveness,” men alligevel tager fat om kernen i kristendommen i omkvædet:
”… but it’s cool, cool, cool livin’
when a person is forgiven.”
Nuvel, musik skal høres og ikke læses. Essensen af det fantastiske ved Ylvisakers plader er svær at indfange, men når man hører ham, er det svært at undgå selv at blive indfanget. Hvad enten det så er på et æstetisk plan eller et mere åndeligt.
PS: Den nu begrædeligt hedengangne blog Heavenly Grooves gjorde en betydelig del af gravearbejdet i 60’erne og 70’ernes Jesus-bevægelsers musikalske muld. Da den ikke er længere, er her et par af mine bedste fund til videre lytning – nogle vil de allerede være de fleste bekendt, andre er måske mere hemmelige:
The Trees Community: ”The Christ Tree” (1975)
Helt udsyret og esoterisk, med højstemt sang, citar og eksotiske instrumenter, som man kender det fra andre af 70’ernes samlevende musikkollektiver. Mange lange udgaver af salmer fra Salmernes Bog.
Bill Fay: ”Time of the Last Persecution” (1971)
Den efterhånden velkendte britiske dommedagsprofet – og med rette. Guitaren er det vildeste. Og stemmen. Og teksterne. En af verdens bedste plader.
Holy Ghost Reception Committee: ”Songs for Liturgical Worship” (1967)
Unge katolske drenge spiller opbyggelig pigtrådsmusik. Måske det bedste bandnavn nogensinde.
The Last Call of Shiloh: ”The Last Call of Shiloh” (1972)
Mængden af funk på denne plade er værd at kæmpe sig igennem for at høre det smukt langtrukne ”New Jerusalem” med himmelstræbende guitar og drømme om noget nyt og stort.
The Joystrings: ”Well Seasoned” (1966)
Unge Frelsens Hær-kadetter spiller beat-musik – hold dig til A-siden, som er nyskrevet musik, hvor B-siden er beatificerede udgaver af kirkelige hits som ”Silent Night, Holy Night”.
The Berets – “Mass for Peace” (1969)
Edit: Men hvordan kunne jeg dog glemme Berets? Italienere, der har oversat den katolske liturgi til engelsk og pigtråd og synger halleluja med tyk accent.
Sus & Carsten: ”Sange fra vrimmelen” (1981?/2010)
Den danske udgave. Præstepar synger tostemmigt over akustisk guitar. Meget, meget fint og tidstypisk. Genudgivet af Washington Inc. i 2010.
