Laraaji – Omfavnet af tusind små glitrende sole
Af Nicklas Sørensen
Laraaji rejser rundt med yoga og fred. Musikken og åndedrættet. Åndedrættet i musikken. Spiller på sin zither, taler, siger ingenting. Ler, ler, leende. Øjnene lukkes, en dyb indånding og dér – ja, udåndingen. Musikken fortsætter, og der er tusind små sole, som blinker i de trætte zitherstrenge. Repeterende figurer og droner i en endeløs flod af fredfyldt, auditiv væren. Menneskets indre stilhed forbundet med bevidstheden om kosmos. Musikken som en fortolkning af Solens himmelske omfavnelse af dagen. Intet nyt (under solen), kun et nu. En Nu-age. Laraajis musik er ren nu-age.
Egentlig hed han Edward. Edward Larry Gordon. Eller bare “Ed”. Ed studerede musik på universitetet og agerede komiker og skuespiller i sin fritid. En dag ville han pantsætte sin guitar i en pantelånerbutik. Han står i butikken med sin gamle Yamaha-guitar, og ekspedienten tilbyder ham et beløb, idet Ed pludselig hører en stemme i sit indre: ”Nej, gør det ikke – byt i stedet guitaren til instrumentet i vinduet dér”. Helt paf af mødet med dette indre kald drejer Ed instinktivt hovedet og kigger mod vinduet: en autoharpe.
Snart begynder Ed at ”buske” rundt i New Yorks gader og parker med sin autoharpe. Det er i slutningen af 1960’erne, og virkeligheden synes at føje og bøje sig for de vildtvoksende subkulturer overalt i byen. Ed og hans autoharpe bliver en del af diverse af tidens spraglede og søgende new age-miljøer. Han spiller til yoga- og meditationskurser. Spiller til mystiske læseseancer i en butik med spirituel litteratur. Efter en af disse seancer kommer nogle mænd hen til Ed og siger, at de modtager stærke, kosmiske impulser fra musikken. At han, Ed, har levet et tidligere liv i tæt relation med en lignende musik. At han, Ed, slet ikke hedder Ed, men Laraaji. Ed blev altså aldrig født. Var aldrig væk. Er altid lige her og nu. Som Laraaji. Som Laraajis musik. Evigt flydende er den. Gennem væggene i bevidstheden. En himmelklar spejling af sjælens lys, den indre stilhed. Kosmisk, nærværende og nærmest konstant.
Fire Laraaji-plader
“Celestial Music 1978-2011”
”Celestial Music” er et glimrende sted at starte, hvis man aldrig før har lyttet til Laraajis musik. På de to cd’er finder man alt fra små, privatoptagede og båndmanipulerede zither-new age-oaser hen over trommemaskinedrevne lofi-gospel-hymner til mere kosmiske, raga-agtige improvisationer. En fremragende opsamling.
“Day of Radiance” feat. Brian Eno
Brian Eno havde hørt Laraaji spille i en park og havde efterladt et krøllet stykke papir foran ham: en invitation til at deltage i et indspilningsprojekt. Laraaji anede ikke, hvem Eno var, men de fik en aftale i stand, og snart bidrog de begge til indspilningen af den tredje plade i den ambientserie, som Eno påbegyndte i slutningen af 1970’erne. De første tre stykker, ”The Dance 1-3”, bæres af repeterende og rytmisk insisterende mønstre drevet af en stærk perkussiv dynamik, som udtrykkes gennem Laraajis kraftigt pulserende slag med køller på dulcimeren. En musik, der lyder mere af Steve Reichs trippende og tranceskabende minimalisme end af Enos tidlige, atmosfæriske og impressionistiske ambient. De to efterfølgende meditationer, ”Meditation 1” og ”Meditation 2”, har æteriske new age-kvaliteter og indhyller langsomt lytteren i en kontemplativ og salig tilstand af ro.
“Essence/Universe”
Med sin effektbehandlede zither inviterer Laraaji lytteren ind i en favn af himmelsk new age. Musikken flyder og flyder med en lethed som skyerne på det blå lærred. Smukt klinger det, og efter en times lytning føler man sig både svævende og grounded på én og samme tid. En plade, der kan minde om Brian Enos mere luftige plader, eksempelvis ”Thursday Afternoon”, eller den pastoral-æteriske ende af Popol Vuhs Herzog-soundtracks.
Blues Control & Laraaji: “FRKWYS Vol. 8”
Denne plade byder på et interessant samarbejde mellem Laraaji og noise-syre-duoen Blues Control. I fire fritflydende impro-stykker bevæger Laraaji og co. sig ud i et astralt og trippende terræn, der visse steder lyder af sen-1970’ernes Sun Ra. I lydbilledet fornemmer man tydeligt Laraajis spontane og ofte roligt legende zitherspil under de sammenvævende lag af elektrisk keyboard og pulserende trommer. Pludselig bryder han ud i opera-agtig sang og et mildt grin. Hmm, er det en form for kosmisk humor? Måske. Det er i hvert fald Laraaji.
Jeg sidder og lytter til Laraaji. Her i år 2015 sidder jeg og modtager kosmiske impulser fra musikken. Nogle kalder den new age – denne blide, indbydende og ofte minimalistiske musik. Engang var new age-musikken en del af en subkultur. En slags anti-mainstream-fænomen. Private båndoptagelser, man kunne bruge enten som baggrundsmusik til afspændingsøvelser og yoga eller som en flydende tilstand af mild musik, man kunne rette sin fulde opmærksomhed mod.
New age-musikken er stadig en del af den store grød af såvel esoteriske som populær-spirituelle miljøer. Men hvad betyder new age-musik egentlig for udgivelseslandskabet anno 2015?
De seneste par år har budt på en del genudgivelser af new age i forskellige formater (bånd, CD og vinyl) med opsamlingen ”I Am the Center” som et umiddelbart pejlemærke. Og måske er det først og fremmest i internettets linde tilgængelighedsstrøm af obskure og glemte udgivelser fra 1970’erne og 1980’erne, at tiden tilfældigvis finder plads til en subgenre som new age. Og måske er det slet ikke tilfældigt, at en introspektiv og selvplejende musik som new age dukker op igen i disse flakkende og hyperrelativistiske tider, hvor vi dagligt ofrer vores energi på internettets ydre, flakkende virkelighed. Hvor vi kæmper med afhængighed af ansigtsbogens sociale sukkerknalder. Her peger new age den anden vej. New age-musik er en invitation til at iagttage dit indre. Et akkompagnement til hjertets stilhed. Det indre lys. At være opmærksom og nærværende. Til hver en tid. Nu. New age er nu-age.
Info: Laaraji turnerer stadig jævnligt med både yoga sessions og koncerter. Af aktuelle udgivelser kan nævnes den tredobbelte kassetteopsamling “All in One Peace” (Stones Throw/Leaving) i juli og “Lotus Collage” (1978/2015, Leaving) i sensommeren.
