Max Richter og Robert Rich – Drømmens anatomi
Af Nils Bloch-Sørensen – Foto af Yann Houlberg Andersen (yannha.500px.com).
Når man taler om søvn, tænker man ofte på de lukkede øjenlåg som noget massivt. En dør, der lukker af for Verden, når søvnen indtræder. Men er søvnen i virkeligheden mere aktiv end som så? Er disse lukkede døre snarere et slør, der trækkes fra? Er denne antagonistiske strukturering af indre og ydre måske slet ikke så operativ, som vi tænker den?
Kunstnere har til alle tider forsøgt at nedbryde dette skel og arbejde med drømmen og søvnen som tilstand: Inspireret af psykoanalysen fik drømmen hos surrealisterne en subversiv funktion i deres forsøg på at fremskrive en ny samfundsorden, mens den i musikalsk sammenhæng har ageret konceptuel ramme om værker af kunstnere fra La Monte Young til J. D. Emmanuel og Jeff Bridges, der sidste år udsendte “Sleeping Tapes”.
Ligeledes har Max Richter og Robert Rich i løbet af de seneste par år udgivet plader, der med spilletider på over otte timer arbejder med relationen mellem søvn og lyd; Richter med et delvist videnskabeligt forlæg, og Rich som en forlængelse af sit arbejde med sovekoncerter. Fælles for alle disse værker synes at være, at de arbejder med søvnen som en bagdør til subjektet; at de opfatter søvnen, ikke som fravær af bevidsthed, men som en anden bevidsthedsmodus, der ikke er underlagt de samme bolværker af bevidsthed som den vågne subjektkonstruktion. Måske i et håb om at nå ind til en ”ren” subjektivitet?
Udgangspunktet for dette arbejde med søvnen er netop ikke at tænke søvnen som en statisk tilstand af hvile, men som en aktiv platform for kunstnerisk indlevelse. For vi lukker ikke af for indtryk, når vi sover. Vi er stadig sanseligt i kontakt med vores omverden, blot på en radikalt anderledes måde.
At søvnen til stadighed er et område, der vækker kunstens interesse, kan måske forklares med det faktum, at vi lever i en verden, hvor en stigende flod af information gør det stadig sværere at få den hvile, som mange hungrer efter. Vi sover simpelthen ikke nok! Det er måske også grunden til, at netop videnskaben indgår som formgivende faktor i visse værker. De vil simpelthen hjælpe os med at få hvile.
Det er en stor industri; tænk blot på den endeløse række af ”No Stress”-albums eller på Youtube-playlister fyldt til randen af titler som ”Sleep Music Delta Waves: Relaxing Music to Help you Sleep, Deep Sleep, Inner Peace”. Der kan argumenteres for, at vi ikke har med kunst, men med funktionelle objekter at gøre. Produkter på linje med ørepropper og sovepiller. Et pragmatisk yderpunkt, hvor man i teorien kan deducere sig frem til det perfekte auditive sovemiddel, fremmanet med hjælp fra fagfolk og laboratorietests.
Et værk, der benytter sig af denne videnskabelige tilgang, men samtidig forskubber sig fra den, er Max Richters formidable ”Sleep”, der udkom i efteråret 2015 og er et samarbejde med den amerikanske neurolog David Eagleman. ”Sleep” er knap ni timers musik, hvis arkitektur følger menneskets naturlige søvncykler. Men selvom Richter har ladet sig informere af videnskaben, har han ikke ladet den agere primær faktor i den kreative proces. Det er der kommet en række elaborerede kompositioner ud af, der ikke fortjener sammenligning med sovemidler af nogen slags.
Der er tale om et akkompagnement til lytterens nattesøvn, men værket synes mindre interesseret i søvnen som ren fysiologisk tilstand og mere optaget af den som drøm og underbevidsthed. Richter kalder da også selv værket ”en invitation til at drømme”, og når man dykker ned i musikken, synes denne beskrivelse helt på sin plads. Kompositionerne på ”Sleep” er prægede af en repetitiv, men ikke statisk æstetik, hvor meget håndgribelige motiver fungerer som anker i udstrakte musikalske strukturer. Når man i vågen tilstand lytter til albummet, får man en klar oplevelse af, at tid og sted opløses, og man kan få den tanke, at musikken mimer drømmens formelle logik: Fragmenter af den vågne bevidstheds virkelighed, der omarrangeres til mere eller mindre detaljerede repræsentationer. Det er, som om de små gentagede motiver spejler den fysiske stasis i søvnen, mens teksturenes kompleksitet spejler fantasiens flugt og fragmentering i drømmen.
Når man på denne måde komponerer musik til en sovende lytter, er der en indbygget barriere mellem afsender og værk. For ligegyldigt hvor gerne komponisten vil kunne kontrollere sit værk, er det umuligt i den kreative proces at opleve det i den tilstand, det er rettet imod. Denne fraktur kan kun lappes sammen af lytteren, og det medfører en ny slags interaktivitet; for det er ikke modtagerens aktive handlinger, der – som det oftest er tilfældet med interaktive medier – kræves for at fuldende værket, men omvendt en passivitet, en kapitulation af den kognitive kontrol. Værkets afslutning er betinget af, at lytteren overgiver sig til sin underbevidsthed og lader sig føre af værket. Man kan argumentere for, at den passivitet, et værk som ”Sleep” kræver, er en omvendelse af den traditionelle subjekt/objekt-relation, således at musikken bliver den konstituerende komponent. Dette sætter lytteren i en meget skrøbelig position, for mennesket er i sovende tilstand forsvarsløst, både i fysisk, men så sandelig også i psykisk forstand. Man har ikke kontrol over sin bevidsthed, og man bliver derfor som lytter overladt i værkets varetægt.
Et sted, hvor denne ”omvendte” relation sættes på spidsen, er ved de såkaldte sovekoncerter, der er en liveperformance af ambientmusik for et overnattende publikum (et slags pyjamasparty for avantgardister). Robert Rich var pioner på dette område og begyndte allerede i 1982 at afholde sovekoncerter. I april 2015 indtog han Nikolaj Kunsthal (billedet) med konceptet, ligesom William Kudahl (Infants) og Karsten Pflum afholdt et lignende event i Væksthuset på Frederiksberg.
En sådan performance kan forstås som en negering af musikerens traditionelt ophøjede status i koncertøjeblikket og sætter i stedet lytteren i centrum. Igen præger den førnævnte skrøbelighed publikums position i hele foretagendet. Dog optræder den her ikke blot i relationen mellem lytter og værk, men også i relationen mellem de individuelle publikummer, for det er intimt at sove i det samme lokale. Det er en blottelse at overgive sig til musikken og til drømmen, og det er grænseoverskridende at skulle gøre dette foran andre.
I 2014 udgav Rich – baseret på en sovekoncert, han afholdt i Kraków – albummet “Perpetual – A Somnium Continuum”, der med sine otte timers musik er i familie med Richters “Sleep”. Værket er tænkt ind i den samme konceptuelle ramme: en underbevidst påvirkning af en sovende lytter, men hvor Richter konsulterede videnskaben, er Richs tilgang ifølge ham selv mere åndeligt funderet. Frem for at anskue søvnen som et fysiologisk stadie, der kan penetreres kunstnerisk, opfatter han søvnen som en alternativ mental tilstand. Musikken og sovekoncerterne peger dermed i retning af fænomener som meditation og psykedelika, hvilket er en radikalt anden tradition at placere musikken i, end den Richter opererer indenfor. Denne tilgang manifesterer sig formelt i et langt mere opløst lydbillede end Richters. Hvor sidstnævnte arbejder i forlængelse af en klassisk musiktradition, er Richs lydbillede snarere en række landskaber eller tilstande, lytteren kan lade sig omslutte af.
Disse forskelle til trods synes begge kunstneres arbejde at være en reaktion på den samme stadigt accelererende verden. Men det er ikke nok at få os til at sove! Vi skal drømme, vi skal tænke anderledes, og det er netop det, der adskiller Richter og Rich fra ”No Stress”-serien. Det ligner en tro på drømmen og musikken som fartøjer for mental metamorfose.
