Boujeloud – Desorienteringens nulstilling
Boujeloud ”Candy Prince” (Boujeloud 2016) – Anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Jeg ved ikke, hvad Boujeloud vil. Måske desorientere mig. Det er de i hvert fald lykkes med. Og det er nok vigtigt at blive desorienteret indimellem. Vi er så vant til at være orienteret; om hvad det nuværende trusselsbillede i Europa er, om hvad der sker med vores børn i skolen, om strategien for vores arbejdsplads de næste fem år. Vi har brug for at blive desorienteret, at blive nulstillet, ikke være bevidste om os selv og vores omverden.
Det gør Boujeloud med en sælsom blanding af no wave og freejazz med elementer af funk og afropop. Ja, det lyder farverigt og eksotisk, og det er det også. Men lad mig lige præcisere lidt. Når jeg skriver no wave, mener jeg faktisk mest James Chance og de forskellige konstellationer, han var involveret i i slutningen af 1970’erne. Boujeloud har den samme fokus på en nogenlunde stabil rytmegruppe – der kan være udfald – som repetitivt holder fast i en funky rytmefigur. Denne er centreret omkring guitarist Emil Palme, bassist Philip Steen Dyssegaard og Anders Vestergaard på trommer. Hertil føjer alt-saxofonist Xenia Xamanek Lopez og tenor-saxofonist Mads Egetoft nogle melodiske, atonale harmonier til, der også repeteres. Næsten voldeligt til tider.
Freejazzen udfolder Boujeloud mest, når saxofonisterne kaster sig ud i soloer, men dele af eller hele rytmesektionen kan også følge med, og det er her, det bliver rigtig desorienterende. Men bandet har samme evne som Albert Ayler til at forkaste deres tema fuldstændigt for så et stykke tid efter, egentlig også ganske desorienterende, at vende tilbage til det.
Der er dog også andre måder, bandet desorienterer på. Der er det elektronisk fordrejede mellemstykke i ”Jojo” med heftig rumklang, der bliver decideret atmosfærisk, hvilket ellers ikke er et modus, som præger pladen. Eller Lopez’ hurtige rablen på spansk i ”Lady Dances for Ladies” og ”Tennis Head”, nogle gange flere stemmer oveni hinanden, så det lyder som husmødre i en spansk baggård.
Til tider swinger bandet endda også. Især på en af mine favoritter, afslutningsnummeret ”Frisk på en date”, hvor et kor synger ”frisk på en date og gerne mere end det” mere og mere skingert og overdrevet som en kakafoni af desperate Tinder-stemmer. Her swinger det sgu, så man skulle tro, det var Louis Armstrong and his Hot Seven, og det bliver kun bedre af, at blæserne efterhånden kaster sig ud i vildere og vildere soli, en slags free swing! Det er vitterligt opløftende.
Det er ikke alle eksperimenterne på “Candy Prince”, der er lige vellykkede, men det er omkostningen ved at overgive sig til desorienteringen.
Info: ”Candy Prince” er udgivet af bandet selv på picture disc.
