Taj-Mahal Travellers – Åbne, sydende og dystopisk electro-ambiente horisontlinjer
Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad.
Ugens indlæg i “Det Glemte Guld” kigger nærmere på en flok japanske hippier, globetrottere og Fluxus-inspirerede avantgardister, hvis musikalske øjebliksbilleder danner grundlag for en lang række musikalske transmissioner i løbet af musikhistorien og senest har gjort sig bemærket som en slags ledestjerne for et af de senere års mest interessante labels (mere herom lidt senere). Det handler om det japanske impro-/psych-/electro-kollektiv, Taj-Mahal Travellers, der af flere – forståeligt nok – bliver betegnet som “La Monte Young on acid”. Vi kommer mere specifikt til, at kigge nærmere på gruppens første album, “July 15, 1972”, der ligesom gruppens øvrige udgivelser, er et unikt live-dokument over gruppens tilstedeværelse i og interaktion med Sogetsu Hall, Tokyo 1972.
Taj-Mahal Travellers blev samlet af den Fluxus-inspirerede musiker, hippie og komponist, Takehisa Kosugi, og består/bestod (gruppen er aldrig officielt stedt til hvile), udover Takehisa af en række yngre musikere, der alle havde det til fælles, at de var optagede af samtidens eksperimentelle musik og musikkens rolle i kunstverden (som skal forstås i modsætning til hitlisterne og andre konventionelle rum for musik).
Gruppen turnerede verden rundt fra 1969 og et par år frem i en lille folkevognsrugbrød og nåede blandt andet helt op til Stockholm, hvor deres første officielle udgivelse blev optaget live i Moderna Museet (pladen udkom dog først for et par år siden i uofficiel udgivelse). Taj-Mahal Travellers lavede improvisationsmusik baseret på tre principper:
1) En fjernøstlig tilgang til musikken som en levende organisme 2) Massiv elektronisk processering af instrumenter og stemmer 3) Halv-matematiske frekvensoverlap. Stemmer, perkussion, synths, tuba, violin, harmonika og el-bas var gruppens weapon of choice. Alt sammen blev elektronisk manipuleret i real-time live. “July 15, 1972” er gruppens første officielle udgivelse. Den består af tre abstrakte lydsuiter, der passende nok er betitlet efter det tidspunkt, de bliver skabt og altså eksisterer. Det vil sige de numre, der udgør pladen er henholdsvis “Taj- Mahal Travellers Between 6:20-6:46 P.M.”, “Taj-Mahal Travellers Between 7:03-7:15 P.M.” og “Taj-Mahal Travellers Between 7:50-8:05 P.M.”
Selvom “July 15, 1972” er en unik liveopførsel, der er skabt som konsekvens af det rum, som det er indfanget i, og altså hører til i det tidsrum og i det fysiske rum den er skabt i, så fungerer “July 15, 1972” også som plade. Som et åbent, sydende og til tider dystopisk electro-ambient værk, der midlertidigt ophæver grænserne mellem tid og rum, mellem tryghed og uro, mellem stilhed og larm. Som en bizar, kosmisk rejse med en satellit langt ud i rummet, hvorfra du ser og mærker musikken gå i dialog med den jord den har forladt. Det er således både en form for abstrakt musik, men også en meget konkret musik, hvor hver eneste lille soniske vibration, shamanistiske brummen eller frekvensmanipulation har en nærmest fysisk karakter. Som en blød, men forvansket hånd, der nænsomt tager fat om lytterens sind og vrider dennes sanseapparat af led. Det her er givetvis abstrakt, elektronisk musik. Psykedeliske improvisationer med en dialogisk hensigt. Noise, ambient, minimalisme, drone, electro og en art inverteret jazzmusik. Men det handler slet ikke om genrer og musik. Det her er mest af alt lyden af horisontlinjer, der bløder op og åbenbarer nye musikalske (og menneskelige) erkendelsespotentialer. Det er smukt og det er grufuldt. Ligesom de fleste erkendelser sjældent kommer uden lidt yang til det yin.
Et af de sidste par års mest bemærkelsesværdige labels er det polske Instant Classic, der på forunderlig vis har samlet et katalog af udgivelser, der eksisterer i et åbent sonisk landskab. Af nævneværdige bekendtskaber, der bør fremhæves er Innercity Ensemble (der blandt andet, ifølge nærværende signatur, udgav årets album sidste år, imens The Quietus havde dem på en lidt mere beskeden tredjeplads), Stara Rzeka, Lotto og Saagara. Sidstnævnte har i øvrigt netop udsendt deres andet album, som bestemt er et lyt værd. Fælles for alle disse kunstnere og de øvrige Instant Classic-udgivelser er, at de blotlægger hidtil ukendte veje fra jazzens frie verden over i alt fra drone, metal, hardcore, noise, world, ambient og free jazz. Ofte med det hele smidt ind i et og samme musikalske udtryk. Man kan derfor spekulere i, hvorvidt Instant Classic’s kunstnere overhovedet er optaget af genre som et fænomen, snarere end at de er optaget af at undersøge musikkens dialogiske potentialer, langt udover vores kognitive potentialer.
Og det er netop dér, at ugens indlæg i “Det Glemte Guld” kommer ind. Taj Mahal Travellers står opført som inspirationskilde for flere af Instant Classic’s bands/projekter, og når man tager fat i Taj-Mahal Travellers genreudviskende og dialogiske musik, er det svært at se, hvordan flere af Instant Classic’s kunstnere skulle være kommet så ubesværet frem til disse nye musikalske destinationer, hvis ikke Taj-Mahal Travellers havde kortlagt disse vertikale navigationspunkter – et sted mellem Marianergraven og nogle af de fjerneste satelliter derude i det store uendelige. Men det gælder selvfølgelig ikke kun for Instant Classic og deres kunstnere, du finder den uhæmmede, eksplorative signatur fra Taj-Mahal Travellers og deres ditto principper for, hvordan musik opstår og eksisterer synes at manifestere sig – hele vejen hen til nutidige kunstnere som The Necks og Autechre. Om end ikke som et direkte musikalsk slægtskab så i hvert fald et ideologisk og menneskeligt.
Info: “July 15, 1972” udkom oprindeligt via CBS/Sony i 1972 og blev genudgivet på CD/LP via Bamboo Records i 2013.
