Tim Hecker – På kanten til intetheden
Tim Hecker “Konoyo” (Kranky, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin
Tim Hecker er efterhånden en indiskutabelt etableret skikkelse på ambientscenen og har formået at bryde igennem til en større kreds af lyttere med sine stemningsmættede kompositioner. I 2016 udgav han sit første album på 4AD, “Love Streams”, men er med udgivelsen af “Konoyo” atter vendt tilbage til Kranky, hvor han har udgivet størstedelen af sin musik.
Stilistisk giver skiftet af selskab fra 4AD tilbage til Kranky også god mening. “Konoyo” lægger sig i højere grad op ad “Virgins” fra 2013 end “Love Streams”. Den omfavnende varme på “Love Streams” er atter skiftet ud med den samme golde skrøbelighed fra “Virgins” og den konsekvente følelse af, at kompositionerne altid leder mod et bristepunkt. Begge udgivelser er udarbejdet i samarbejde med et ensemble, hvis musik overordnet er modificeret til en æterisk strøm af bølgende ambient. I enkelte tilfælde, såsom på åbningsnummeret “This Life”, får den analoge instrumentering lov til i korte tilfælde at skinne igennem og bidrager derfor til oplevelsen af, at “Konoyo” også er et værk, der handler om transformation og bearbejdelse.
Sammen med et Gagaku-ensemble fra Tokyo har Tim Hecker atter skabt en unheimlich og uhyggelig stemning. Kompositionerne udvisker overordnet fuldstændig de menneskelige spor, de ellers består af, og netop denne udviskning af mennesket fra sine egne kompositioner bidrager til et endnu mere dystert og fremmedgørende udtryk. Men stemningen og den tilbagevendende skrøbelighed til trods hersker der fortsat en form for indbydende monumentalitet i Heckers kompositioner. Hecker har med “Konoyo” atter skabt et værk, man kan lade sig omslutte af. Det betyder dog ikke, at “Konoyo” føles som et decideret trygt rum, man kan søge tilflugt i. Tværtimod emmer det af en tilstand af konstant bristen; som om det, der ligger over den lydlige overflade, blot er en endnu mere omfattende og monumental intethed.
Info: “Konoyo” udkom i september på Kranky.
