Anastasia Kristensen – Stærk præstation fra dansk techno-klassicist
Anastasia Kristensen “MAXIMA” (Houndstooth, 2019) – anmeldelse af Emil Grarup
De seneste par år har Danmark været i høj kurs på den elektroniske front. Miljøerne på begge sider af Kattegat har oplevet stor international interesse: Brødreparret Natal og Milan Zaks m.fl. har gjort Aarhus bemærket i den store, vide verden med bl.a. kollektivet Regelbau og selskabet Help Recordings, mens pladeselskaber som Ectotherm, Kulør og Euromantic og rave-agenturet Fast Forward har bragt den københavnske scene i alt fra Resident Advisors feature-sektion til ét af DR2’s aftenprogrammer.
Især på et stilistisk plan har scenen i København hævdet sig: En både melodisk og melankolsk techno – galopperende af sted med en hastighed på 140 BPM – er blevet hovedstadens varemærke. Et af de ansigter, der sommetider bliver nævnt i forbindelse med denne scene, er russiskfødte, København-bosatte Anastasia Kristensen, hvis bundsolide debut-EP, ”Ascetic”, udkom på britiske Warp Recordings’ sublabel Arcola i marts. Dermed blev hun label-kollega med interessante skikkelser som Rian Treanor, Nkisi og Primitive Art.
Nu er hun aktuel med EP’en ”MAXIMA” på britiske Houndstooth; en udgivelse, hvor det bliver tydeligt, at Kristensen ikke helt kan kategoriseres i forlængelse af denne lyd, selvom den tempo og vitalitet, man finder hos hende, er den samme: EP’ens fire numre har en gennemsnitshastighed på omkring 130-135 BPM, og rytmikken er tydeligt kluborienteret.
Snarere virker det til, at hun på EP’en trækker på nogle lidt mere klassiske inspirationskilder fra acid-, Detroit- og minimaltechno. Åbningsnummeret ”AK OK” er en kraftig eliksir bestående af 4/4-kickdrum, en kort synth-arpeggio, 303-agtige squelches og et desværre ret irriterende AI-sample, som gør sit arbejde, men desværre ikke udretter meget mere end det.
”The Flight” er anderledes interessant med sin ambiente flimren, trommemaskine-smækken og utroligt fængende med sit klare, dynamiske synthesizer-ostinat, der fletter sig ind og ud af en næsten uanseelig, men nærmest sydende hurtig strengemelodi.
Titelnummeret ”MAXIMA” er en percussion-drevet acid-banger, der frenetisk buldrer frem indtil det sidste minut, hvor den imploderer i synthesizer-ambiens. ”Submerge Station” er en sjov størrelse: Et to minutter langt nummer, der kun består af et simpelt synthriff a la tidlig Autechre (“Incunubula”/”Amber”) og en boblende crescendo af korte tonebidder, der mest af alt lyder som pistollyde fra et 80’er-platformsspil.
Kort sagt er Kristensen altså mindre melodisk og mere rytmedrevet end mange af de andre techno-magere i hovedstaden. Hun er også mere traditionel, men mindre ensporet. Hun foretager eksperimenter udi de klassiske discipliner, kunne man sige.
”MAXIMA” er grundlæggende en stærk, vellykket techno-udgivelse. Desværre forekommer den mig en lillebitte smule anonym, når man tager i betragtning, hvor dybt originale produktioner (såsom ”Ascetic” og ”Donni” fra hendes debut-EP), Kristensen er i stand til at sætte i verden. Ikke desto mindre skal denne EP nok markere sig både nationalt og internationalt, og det er bestemt også fortjent.
Info: “MAXIMA” udkom på Houndstooth 22. november.
