Mikkel Sönnichsen – Glenn Goulds stol (essay)
Essay af Mikkel Sönnichsen
På det seneste har jeg lagt mærke til byens lyde. Jeg bor ud til en vej, og jeg opholder mig aldrig på min altan, for der er for meget larm fra trafikken. Når jeg går ud på gaden, accepterer jeg larmen, for den er del af den by, jeg bor i, men jeg undrer mig også over, hvorfor det er så beroligende at lytte til havet eller skoven, når det har den modsatte effekt at lytte til byen.
Overalt er det jo bare luft, der vibrerer, men i skoven fylder vibrationerne mig med følelsen af fred, mens der i byen skabes en ubalance i mig. Hvis man kunne slukke for lydene i byen, ville jeg gøre det indimellem, for jeg er sikker på, at jeg ville opleve samme ro, som rammer mig, når jeg slukker en emhætte.
Den mytiske pianist Glenn Gould fandt ud af, at det var lettere for ham at lære et nyt stykke musik, hvis han øvede med en forstyrrende lydkilde ved siden af sit klaver. Det opdagede han en dag, der blev tændt en støvsuger i det rum, hvor han øvede en fuga af Mozart. Støvsugerens larm gjorde det umuligt at høre de stille passager i fugaen, mens de højlydte passager lød, som spillede han med hovedet under vand. Selvom han ikke kunne høre meget af, hvad han spillede, var han ikke i tvivl om, at det lød bedre. Han kunne med sin krop mærke, hvordan han spillede bedre. Akustiske associationer, som knyttede sig til berøringerne af klaverets tangenter, gjorde, at han opdagede, at det var langt mere stimulerende at lytte til musikken med sit indre øre. Efter denne oplevelse øvede han i mange år med en forstyrrende lydkilde – en Beatles-plade eller tv’et, der viste en western – ved siden af sit instrument.
Jeg har kun kendt til boligpriser, der steg i byen og faldt på landet. Der hvor jeg er vokset op, vil 10 familier kunne finde et sted at bo for de samme penge, som det koster én familie at bo i storbyen. Mange i min generation skal finde sig til rette i et voksenliv, hvor økonomisk absurditet er en realitet, og selvom den nærliggende løsning er at flytte væk fra byen, bliver jeg her alligevel. Jeg tror, en af grundene er, at byens larm har samme effekt på mig, som støvsugeren havde på Glenn Gould. Jeg får ofte idéer, når jeg cykler på arbejde eller går en tur. Når jeg træder ud på gaden, oplever jeg at være omgivet af lyd, og formuleringen af mine tanker bliver overdøvet. Der er ikke længere nogen indre monolog, og jeg begynder at lytte til mig selv med mit indre øre i stedet. Trykket udefra skubber mig derind, hvor jeg kommer i kontakt med den del af min kreativitet, der hele tiden arbejder i underbevidstheden. Jeg lytter pludselig til en indre sandhed, der fortæller mig langt mere om den verden, jeg lever i, end jeg umiddelbart selv troede, jeg vidste. En sandhed, der er formuleret med følelser, billeder og dufte frem for ord.
I den første del af mit musikliv spillede jeg trommer. I den næste skiftede jeg til elektronisk musik og skrev og komponerede i samspil med maskiner i stedet for mennesker. Det var byen, der var skyld i dette. I byen er alting altid til forhandling. Der opstår ny musik, nye restauranter, nye idéer, hurtigere end jeg kan nå at forstå, og jeg flytter hele tiden selv med disse strømninger, bevidst og ubevidst. Min identitet er i automatisk udvikling, mens byen bygger sig selv op og bryder sig selv ned igen. Det var oplevelser i byen, der gav mig inspiration til at lave meget af den musik, jeg har udgivet de sidste par år, men jeg kan mærke, at jeg er på vej hen til en nyt sted. Når jeg tænder for støvsugeren, ser jeg billeder af et menneske, der spiller trommer. Jeg kan mærke, hvordan musik kan manifestere sig omkring dette billede. Jeg kan mærke, at hvis jeg får billedet til at blive til virkelighed, vil nye billeder opstå, og disse billeder vil guide mig i retning af ny musik.
Hvis man ikke selv har prøvet at skabe kunst, har man ofte en idé om, at inspiration fører til produktivitet. Desværre er det ikke altid sådan. Inspiration kan også føre til frustration, fordi man ikke kan virkeliggøre det, man er inspireret til at opnå. Nogle gange ender det med, at man giver op. Andre gange fortsætter man. Hvis man vælger at lytte til sin inspiration, laver man som kunstner en aftale med sig selv om at følge den til dørs. At kæmpe for at få den lille flamme, som alle store idéer starter med at være, til at blive til et gigantisk bål. Men man må beskytte idéen mod vind og vejr fra virkeligheden omkring den. Man må lægge sig selv imellem verden og idéen, for at idéen ikke skal dø. Man omkredser idéen med sig selv og lader éns eget helbred blive den konto, man betaler fra, for at få idéen til at blive levende. Og når det lykkes, har man skabt noget, der kan leve for evigt, lang tid efter man ikke selv er her længere.
Bliver man katalysator for tilstrækkeligt mange gode idéer, bliver man til sidst selv en idé. Man bliver en myte, og alt, man har rørt, bliver en historie i sig selv. Glenn Gould vil for altid blive husket for sine indspilninger – både bag klaveret og de banebrydende radioprogrammer, han lavede – men på et museum i Canada kan man også se den stol, han sad på, når han spillede klaver. Lige meget hvor i verden han rejste hen, spillede han alle koncerter i hele sit liv fra kanten af den samme stol. Det var en almindelig spisebordsstol, som han havde savet benene af. Den stod så lavt på gulvet, at hans ansigt næsten flugtede med tangenterne på klaveret. Stofsædet på stolen var slidt væk, og den blev holdt sammen af tape og ståltråd. Stolen har, ligesom musikken, overlevet kunstneren, men den måde, han sad på, og den klang, der kom ud af den måde at sidde på, vil blive husket i lige så lang tid, som vi bosætter os i byer, mens vi længes efter at bo i naturen.
Info: Mikkel Sönnichsen har produceret og udgivet musik som third wife og er medejer af spillestedet Øen på Nørrebro.
