Passive/Aggressive

Yelzin – Ambient til de utålmodige

Kritik November 3 2020, af mikkelarre
Foto: Ivalu Carlsen

Yelzin “Now That’s What I Call Yelzin” (Petrola 80, 2020) – anmeldelse af Markus Tange

Rummet er den ambiente musiks favoritdimension. Og dermed står genren i modsætning til det meste af den vestlige musiktradition. Klassisk såvel som rytmisk musik, hvor det lineære drive er omdrejningssøjlen – lige fra rockens libidodrevne amokkørsel til klassikkens og romantikkens stringent fremadskridende sonateform.

For mig at høre lyder Yelzins debut-EP ikke, som ambient gør mest. Der er lang vej herfra og til meditative synthflader; der er ingen forsøg på drone-hypnose. EP’ens grundmodus er soniske stik, algoritmisk uforudsigelig hvirvlen. Men ikke noget sted hen, det er hvirvlen omkring sig selv; rummet er også ”Now That’s What I Call Yelzin”s tilhørssted. 

Jeg oplever EP’ens lyd i landskaber. Og uanset det pågældende nummers tempo, dets omdrejninger, fører det lige vidt. Tiden er ophævet, eller også er det et virtuelt landskab, der er i stand til at udvide sin egen udbredelse, tilføje stadigt flere arealer. Måske er det i selv samme omgivelser, Hjalte Lehmann Christensen, det borgerlige navn bag pseudonymet, befinder sig på coveret, hvor han poserer som sci-fi-FPS-protagonist med tilhørende usandsynligt udstyr. 

Som halvdelen af Lyra Valenza er Yelzin også vant til at bevæge sig fra soundscape-højlandet og ned i natklubbens stroboskopiske domæne. Duoens heftige accelerationer findes som latent potentiale under det meste af EP’ens spilletid. Det gør den i en overflod af perkussive elementer, som indføres i lydstrømmen og udfases igen, før de har dannet et dansabelt mønster på lytterens sanseflade. Denne gradvise manifestering af et andet og mere grooveorienteret udtryk gør sig gældende fra start med “Hammertone”, hvor der efter næsten fire minutters famlen i den digitale tåge tilføjes finthakkede, breakbeatagtige samples, uden at de nogensinde får en transformativ effekt; nærmere rituelle trommers effekt-indbrud end dansemusikkens bærende grundspor. 

“NOStalgia” forsøger med vild energi at vride sig ud af sin ambiens ved hjælp af junglefills og henførte vokalloops, men et repeterende hovedmotiv bremser akkurat fremdriften. Det er ”Now That’s What I Call Yelzin”s konfliktfyldte kerne, en statisk blafren, som får effekt af uforløst build-up, hvis man, som jeg nogle gange kommer til, får indlagt sin egen forventning om euforiske fix i EP’en. En delvis indløsning findes på den forrygende “Basic Instinct”, der med en virtuos drøm af et filmisk lydbillede skyller ind over lytteren. Her bliver man for første gang på EP’en ramt af en beatsekvens, der bringer én i kropskontakt med musikken.

Debutudgivelsen befinder sig i krydsfeltet mellem den tromme-og-bas-drevne musiks konstante forsøg på at bryde ud i sit vilde ridt og det rene sounddesigns passionsløse æstetiseren. Netop dér lykkes det for Hjalte Lehmann at optegne et levende, lydligt rum. Den komprimerede spilletid giver appetit på mere, det gennemgående høje niveau taget i betragtning. Og så længe det står på, er ”Now That’s What I Call Yelzin” et rum, der måske er kunstigt animeret, men aldrig helt stillestående og klart et besøg værd.

Info: “Now That’s What I Call Yelzin” udkom på Petrola 80 d. 23. oktober.