Support Our Scene – “Vi kunne ikke bare sidde der uden at lave noget”
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Peter Troest.
Fredericia er Danmarks hovedstad for bølle-hardcore, og den stolte tradition holder ægteparret Gitte og Michael Birkebæk Buus i hævd med festivalen Support Our Scene. Den er skabt på et fundament af stædighed, overarbejde, børnepenge og passion og finder sted sidste weekend i august.
Hardcore-publikummet er blevet mageligt og konformt.
Det virker som den største selvmodsigelse, når det drejer sig om en genre, der blev skabt i opposition til alt bestående – også den punk, den videreførte i en hurtigere, mere rå og langt mindre kunstfærdig udgave skåret helt ind til benet. Det var fuck det her, fuck det der, fuck alt og bare tamp igennem, mens alle smadrer hinanden mere eller mindre venskabeligt.
Det er det sådan set stadigvæk. Der er også bare gået godt fire årtier med det, så hardcore har forlængst forgrenet sig, og hver gren har forlængst fået sine konventioner og gamle helte, ingen rigtig vil pille ved. Lidt som den metal, hardcore af historiske grunde altid har stået i opposition til, selvom det til tider kan være svært at høre, hvad der egentlig skulle skille dem ad udover frisuren.
Men selvom han har været med som fan en god del af hardcores levetid, har Michael Birkebæk Buus alligevel oplevet en forandring i de senere år. Både som koncertgænger og som arrangør af hardcore-festivalen Support Our Scene i Fredericia.
“Personligt føler jeg, at det er blevet sværere med årene at få folk til at høre noget nyt. For ti år siden, var de meget mere nysgerrige: Hvis vi fik et band hertil, som de ikke kendte, skulle de lige tjekke ud, hvad det var. Når jeg snakker nu med dem, jeg kender, siger de det samme: Folk gider ikke lytte til nye bands.”
Så kunne man vælge at resignere og sige, at så nøjes man bare med at præsentere de gamle helte, som alle ved, hvad er for noget. Men det var ikke derfor, Michael sammen med hustruen Gitte i 2015 startede Support Our Scene Fest. Det ligger i navnet: Det handler om at støtte den scene, der er, og det betyder også, at der ligger en forpligtelse til at bringe nyt blod ind i den. Også udenlandske bands, som ingen kender. Endnu.
“Jeg ser bands i udlandet og siger: Det der er der nogle i Danmark, der skal se. De skal spille her, for de bliver store en dag.”
Mennesker mødes, brutal musik opstår
Michael har oplevet det før. Fredericia Hardcore Festival trak op gennem 00’erne både internationale navne til den lille havneby ved Lillebæltsbroen og sørgede for, at dansk hardcore havde noget at samles om, så scenen blev holdt i live.
“Jeg har stor respekt for det, Fredericia Hardcore Festival lavede, specielt den måde, de gav store og små bands muligheden for at mingle og netværke. Jeg kan godt lide at se tilbage på nogle af de bands, der var helt små dengang, som nu er store og turnerer i hele verden. Sådan nogle som Born from Pain og Heaven Shall Burn.”
På det personlige plan har både festivalen og hardcore i det hele taget haft stor betydning for Michael:
“Min kone og jeg mødte hinanden for 17 år siden på Fredericia Hardcore Festival. Dengang kendte alle, der kom til festivalen, hinanden, men jeg havde aldrig set hende før. Et år efter var vi gift.”
Også derfor følte Michael, at han var nødt til at gøre noget for at holde den lokale hardcore-scene i live, da de oprindelige folk bag Fredericia Hardcore Festival begyndte at flytte væk fra byen eller bare blev indfanget af voksenlivet. Han var med til at lave festivalen de sidste par år, den eksisterede, og videreførte den sammen med nogle af de andre, der var kommet til op gennem 00’erne, under navnet Days of Fury.
“Vi kunne ikke bare sidde der uden at lave noget,” siger den i dag 45-årige familiefar og tapperiassistent.
Da Fredericia Hardcore Festival lukkede ned, var der et pres på os for ikke bare at lade scenen dø.
Michael Birkebæk Buus, Support Our Scene Fest
“Fredericia ligger supercentralt, om man så kommer fra København, Aarhus eller fra syd for grænsen. Vi har et fantastisk ungdomshus med gode øvelokaler, og gennem tiden er der kommet nogle lækre bands herfra som As We Fight, Spinkick, til en vis grad Earn Your Scars – de er jo egentlig fra Kolding – og senere Lifesick. Når jeg fortæller folk i scenen, hvor jeg kommer fra, er der mange, der kender Fredericia og har et godt indtryk af byen som et hyggeligt sted at spille.”
Bøllebyen
Det lyder umiddelbart også som en selvmodsigelse, at Fredericias hardcore-scene skulle være hyggelig med en afslappet stemning, hvor alle hænger ud mellem koncerterne, og de optrædende bands spiller fodbold mod hinanden for at afgøre rækkefølgen – sådan som bl.a. xViciousx, Unseen Faith, No Second Chance og mange andre fra ind- og udland har gjort det i turneringen Moshball Madness. Moshball Madness var en del af en ånd, hvor bands på tværs af landegrænser knyttede bånd og skabte mulighed for at turnere hos hinanden.
Sådan er det faktisk at være på Support Our Scene, men det har ikke rokket ved, at Fredericia på den danske hardcore-scene stadig bliver set som synonym med den mest pumpede og metalriffende beatdown-hardcore – en afart hardcore med fokus på tunge breaks, nedstemte guitarer og råbekor – hvor pitten domineres af cirkelsparkende psykoer og weekend-MMA-kæmpere.
“Fredericia har i mange år været kendt for bølle-hardcore,” indrømmer Michael, der på den ene side kæmper imod at blive sat i bås og gerne vil vise, at byen og scenen kan andet og mere, men på den anden side resignerer overfor stemplet:
“Når først du er blevet sat i bås, er det der, du sidder. Personligt har jeg altid været meget open minded. Hvor det de første år meget handlede om at få udenlandske bands op og spille, har vi i de senere år åbnet mere op for at vise, at der sker også noget i Danmark. Og ikke kun i hardcore, vi har også prøvet at have noget metal med. De seneste år har der næsten været mere metal end hardcore. Det, jeg tænker over, når jeg sammensætter programmet, er: Kommer der nogen for at se det her band? Og ville de alligevel være kommet til festivalen?”
Da vi startede i 2015, kunne jeg nærmest på forhånd lave en liste over, hvem der ville komme. Nu er flere af dem faldet fra, fordi de er flyttet fra byen eller har fået familie.
Michael Birkebæk Buus, Support Our Scene Fest
“Men der kommer også nye til, og måske er det, fordi vi har fået metallen med. Der er i hvert fald stadig flere, hvor jeg enten tænker, at ham eller hende der havde jeg ikke forventet ville komme, eller der kommer nogen, jeg slet ikke ved, hvem er.”
Det sidste udsagn er betegnende for, hvor lille og tæt sluttet en scene, dansk hardcore trods alt er. Det er så familiært, at det giver rigtig god mening, at det er et ægtepar, der bærer Support Our Scene. Også selvom det ikke nødvendigvis gør det lettere at balancere familieliv, arbejdsliv og hobby.
“Dengang vi var personligt økonomisk ansvarlige, kunne man godt være nervøs op til festivalen. Der var det bundet op på børnepenge og overarbejde. Da vi et år havde personligt minus på kr. 23.000, satte min kone foden ned og sagde, at nu stopper vi. Men så gik der nogle måneder, så kunne hun godt se, at det kunne vi jo ikke.”
Det har jeg lært af den her festival: Når man har en idé og brænder for den, må man aldrig give op, for det hjælper ikke noget.
Michael Birkebæk Buus, Support Our Scene Fest
“Men jeg har også lært, at jeg ikke kan gøre det hele selv uden opbakning. Jeg er også familiefar med børn, der skal passes.”
Værn om de gamle nisser
Sammen med odenseanske Ilter og københavnske K-Town Hardcore Fest tegner Support Our Scene et billede af en hardcore-scene, der har lige så mange facetter, som den har faldgruber. Ingen af de tre festivaler minder rigtig om hinanden, selvom der selvfølgelig er et lille overlap af publikum: Hvor Support Our Scene kendetegnes ved beatdown-hardcore og metal-gæster, er K-Town i Ungdomshuset den aktivistiske, bandsat anti-kommercielle hardcores, mens Ilter på Teater Momentum er den stilfærdigt kønsdiverse festival med relativt lavt testosteronniveau i musikken. Men det er heller ikke de to festivaler, Michael måler Support Our Scene mod.
“Vi har en venskabsfestival i Querfurt i Tyskland, der hedder Return to Strength. Der kender jeg arrangørerne, og min kone og jeg tager en weekend ud af kalenderen en gang om året for at tage derned. De går også op i at have både små og store bands med en fantastisk stemning og lækker atmosfære. Lifesick har spillet dernede to gange, og vi har haft nogle af dem bag festivalen, der selv spiller i bands, heroppe og spille. De er en stor inspiration i forhold til hvilke bands, vi skal trække af på.
Så er der selvfølgelig også den helt store Ieper Fest i Belgien, som er Europas største inden for hardcore. De har været oppe og have de helt store med, men de har også dykket og måtte søge crowdfunding for at overleve.”
På den måde står Support Our Scene ikke alene, selvom det nogle gange godt kan føles sådan, når alle de amerikanske hardcore-bands turnerer i Europa i forsommeren og tager hjem igen senest i begyndelsen af august. Ser man på programmet for den tjekkiske festival Brutal Assault i begyndelsen af august, er der flere større hardcore-navne, der af sig selv kunne have trukket københavnerne til Fredericia.
“Hvis jeg havde fået tilbudt Biohazard, skulle jeg nok se, om ikke jeg kunne finde de penge,” griner Michael, da jeg nævner det gendannede new yorker-band, der er næsten lige så kendt for deres sexvideoer og interne stridigheder som for musikken.
“Det kunne også være fedt at få Madball, men i år var vi uheldige med deres tour. Til gengæld fik vi Downset, og der kan godt være nogle af de her gamle bands, hvor jeg tænker, at jeg godt gider høre dem, men gider folk? På den anden side skal vi også værne om de gamle bands: Der sidder mange gamle nisser derude og tænker, at Downset, dem skal man da lige ned og se. Og hvis man så mangler noget gorilla-bølle-metal, er Plaguemace altid gode for det.”
Support Our Scene Fest 2023 foregår 25-26. august på Tøjhuset i Fredericia. Blandt de optrædende er Downset, Lifesick, Mindwar, Lies! og Czar.
