Passive/Aggressive

Halshug – Lemmeknusende sonik med afgrundsdyb lyrik

Blog March 4 2015, af mikkelakongstad Halshug_pressphoto_web-1

Af Mikkel A. Kongstad 

Halshugs debutalbum, ”Blodets Bånd”, udkommer via Southern Lord (Earth, Sunn O))), High On Fire m. fl.), som vel nærmest har specialiseret sig i dyster og tonstung musik, der bevæger sig langt under det antal BPM, Halshug opererer i. Så hvorfor giver dette match mellem et dansksproget band som Halshug og det store amerikanske label Southern Lord alligevel absolut mening?

Svaret må umiddelbart findes i Halshugs interessante kobling mellem en genre, der ofte virker nærmest slasket tumultarisk, og så en imponerende produktion og spillemæssig disciplin med øre for detaljen. Således tvinger Halshug nye nuancer af afgrundsdyb desperation, dynamik og dyster energi ind i hardcore crust/punk på smukkeste brutale vis.

Halshug serverer lemmeknusende springskalle-hardcore crust, der er pakket med potente d-beats, knaldhårde guitarkaskader og lyrisk sortsyn serveret af et ondt hylende ulvebid af en vokal. Alt sammen i et så hæsblæsende tempo, at albummets samlede spilletid på godt og vel 18 minutter føles som et samlet angreb. Der er ikke tid til at hvile sig, og det skal der heller ikke være på denne slags udgivelser. Alligevel lykkes det Halshug at åbenbare afgørende detaljer, der nuancerer udtrykket, og samtidig placerer Halshug et sted, hvor de er absolut værd at kravle ombord i. Især hvis du er fan af musik, der serverer soniske dask og seriøse hug.

Af detaljer, der netop nuancerer udtrykket hos Halshug, bør især fremhæves produktionen og samspillet, der beriger en genre, der ellers er lige så kendetegnet ved dens fandenivoldske kluntethed som ved dens æstetiske fuckfinger til det etablerede. Her lyder ”Blodets Bånd” mere som en muskuløs Kurt Ballou (Converge m.fl)-produktion end eksempelvis en Discharge-udgivelse. Vokalen er smurt med reverb og blander sig perfekt i det ondsindede lydbillede. Guitarerne er knivskarpe og har den helt rigtige blanding af krystalklarhed og mudder, som gør, at et hvert hug, der bliver sendt af sted, virker som en hvirvelvind af klart definerede objekter, der tæsker ørerne til blods. Trommerne er massive. Den konstant tæskende lilletromme får tilpas meget krop til at kontrastere væggen af skærende bækkener og hi-hat, mens stortromme og tammer er tonstunge og buldrende uden at virke for mudrede.

Produktionen understøtter perfekt Halshugs inferno af 350 km/t-punk og så et splintrende hardcoreudtryk, der leder tankerne hen på eksempelvis Nails og netop Ballous eget band Converges brutale take på hardcore. Men hvor Nails og Converge spiller mere med de tekniske muskler og smider vanvittige breaks og arrangementsmæssige detaljer ind i deres musik, er Halshug mere ind til benet ondskab og afmagt uden for mange dikkedarer.

I titelnummeret – albummets blodige højdepunkt og samtidig det måske mest varierede nummer på albummet – serverer Halshug halshuggende hardcore, der veksler mellem militaristiske beats og hvirvelvindsbreaks, der er allernærmest Converge og Nails. Lidt af de samme tendenser fornemmes i albumlukkeren, den knusende ”Kvælende Frygt”. De resterende cirka 12 minutter drøner Halshug af sted i et vanvittigt medrivende tempo, der gudskelov aldrig kvæler afgørende detaljer som eksempelvis den afgrundsdybe lyrik og de nærmest vrangvredne twang-agtige og lirede guitarhyl, der kastes på bålet, når musikken skal have et ekstra skud eksplosivitet. Det bedste eksempel på, hvordan denne dynamik lykkes, finder du i åbningstracket, den kulsorte maskingeværssalut “Gudsforladt”, hvor mantraet ”angst for at leve/angst for at dø” får lov til at stå skinnende klart som manifest for albummets kulsorte lyriske retning.

Info: Halshug er Jakob Johnsen, Mathias Schønberg og Mads Folmer Richter – og de spiller på Copenhell til sommer. ”Blodets Bånd” udkom via Southern Lord 24/2.